Kommentar af 
Steen Gade

Steen Gade: Danmark på miljøpolitisk vildvej

KLUMME: Ved at støtte Tysklands nitrat-sag ved EU-domstolen har Danmark nu placeret sig som en international forsvarer af mere forurening. Tænk, at det er kommet så vidt, skriver Steen Gade.

Danmark er indirekte med til at skade vandmiljøet i Østersøen, mener Steen Gade.
Danmark er indirekte med til at skade vandmiljøet i Østersøen, mener Steen Gade.Foto: Kristian Brasen / Scanpix
Steen Gade
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Tænk, at det er kommet så vidt, at kongeriget Danmark nu planlægger at gå ind i en sag ved EU-Domstolen for at forsvare Tysklands ret til fortsat at forurene vandmiljøet mere, end lovgivningen giver lov til. Ovenikøbet forurening, der også truer vores fælles hav: Østersøen.

Det var der ikke mange, der forestillede sig, da vandrammedirektivet for snart 2 årtier siden blev vedtaget. Godt nok under dansk protest, men ikke fordi det var for skrapt. Nej, fordi det var for svagt! Og det er nærmest også en helt utænkelig tanke, når vi ser på de mange politiske initiativer for at begrænse landbrugsforureningen med nitrat og fosfor, der er gennemført af skiftende regeringer helt fra 1985, og indtil Landbrugspakken satte den modsatte dagsorden. Indtil da har den ene vandmiljøplan efter den anden skærpet indsatsen, og resultater er opnået til fordel for både miljø og landbrug.

Men 2. marts meddeler den danske regering, at Danmark nu skal placere sig som international forsvarer for mere forurening og overtrædelse af nitratdirektivet. Anledningen er, at EU-Kommissionen har anlagt en sag mod Tyskland for manglende indsats for at begrænse deres nitratforurening, der stiger i stedet for at mindskes. En fuldstændig åbenlys kendsgerning, som fremgår af Tysklands egne rapporter i både 2012 og 2016. EU-Kommissionen har krævet handling af Tyskland i årene, der er gået, men intet er sket. Derfor sagen ved EU-Domstolen.

Men hvorfor støtter Danmark så? Svaret ligger gemt i den ikke afsluttede gyllegate-sag, der jo gav danske landmænd ret til at forurene mere. Og selv om første halvleg er afsluttet med den af EU-Kommissionen krævede opstramning om bindende krav om efterafgrøder, så mangler vi fortsat at se resultatet af anden halvleg. Den handler netop om manglende overholdelse af de fælles EU-regler i de krævede nitrathandlingsplaner. Det er her, Danmark kan risikere at miste den såkaldte kvægundtagelse, blandt andet fordi et flertal i Folketinget har givet svineavlerne mulighed for at forurene mere.

Regeringens opreklamerede indsats imod ”overimplementering” af EU-lovgivning er ved at ende som et skalkeskjul for en målbevidst indsats for at underminere den langsigtede miljølovgivning.

Steen Gade

Regeringens første argument for at intervenere i sagen handler om, hvornår landene er forpligtede til at skærpe indsatsen. Egentlig utroligt, for det står klart i reglerne, at landene netop er forpligtede, når erfaringerne viser, at de anvendte midler ikke er tilstrækkelige. Og det er der jo ingen tvivl om i Tysklands tilfælde. Deres egne rapporter viser det. Så den går nok ikke, Esben Lunde Larsen. Men man mærker hensigten om at svække reglerne.

Det andet argument er mere politisk. Regeringen er nemlig bange for en dom til Tyskland, som vil gøre det umuligt at kompensere landbrugene direkte økonomisk, når der fremover skal indføres målrettet regulering. Til det må man spørge, om regeringen virkelig mener, at princippet om forureneren betaler aldrig skal gælde for landbruget? Og om regeringen virkelig tror, at den vil kunne slippe igennem med at give national statsstøtte til landbruget og samtidig overtræde et grundlæggende princip i både dansk og EU’s generelle miljølovgivning. Nemlig at forureneren skal betale?

Regeringen er bange for, at hvis Tyskland dømmes, så bliver det ikke muligt at kompensere landbrugene direkte økonomisk, når der fremover skal indføres målrettet regulering.

Steen Gade

Det ligner altså både juridiske og miljøpolitiske vildveje, der desværre på værste vis illustrerer, at når først man er begyndt at spekulere i at overtræde regler, så fører det længere og længere ud i uføret.

Mon Justitsministeriet virkelig kan holde til det? Og kan regeringen virkelig mene, at miljølovgivning er så ligegyldig, at man bare skal have lov til at bøje loven, som det passer en? Vi får se, når regeringen i løbet af nogle dage offentliggør, hvad den agter at foretage sig i praksis.

For at forstå lidt af, hvorfor vi er endt et så galt sted, er et tilbageblik nødvendigt. Bæredygtigt Landbrug og mediehistorie efter mediehistorie har i flere år fortalt om, at Tyskland og Holland havde langt mildere regler på landbrugsområdet, og at den danske implementering af EU-reglerne var overimplementering. Det gav den psykologiske klangbund for, at Landbrugspakken ikke bare gik til stregen, men langt over. Et flertal sagde faktisk ja til, at landbruget kunne forurene mere.

Men hvordan er situationen så nu i Tyskland og Holland? Tyskland har netop fået sin sag ved EU-Domstolen på grund af lemfældig gennemførelse af den fælles lovgivning, og efter forlydender planlægger man både nationalt i hele Tyskland og for eksempel i Slesvig-Holstein betydelige opstramninger. Der skal sikres kontrol med gødningsregnskaberne, så mere kreativ bogføring ikke længere er mulig, og gødning, der er afgasset i biogasanlæg, skal naturligvis også tælle med i gødningsregnskabet. Dertil kommer sandsynligvis ekstra skærpelser i vores grænseland Slesvig-Holstein. Også Holland har fået klar besked fra EU-Kommission. De har op mod 150.000 køer for meget, som de skal af med inden årets udgang. Og i de områder, hvor husdyrtætheden er størst, er der også krav om markant nedsættelse til under det økonomisk optimale på kvælstofområdet.

Så selv om nogle af fortællingerne om virkeligheden i andre EU-lande måske havde noget på sig tidligere, så er realiteten netop nu, at der under alle omstændigheder kommer klare opstramninger i både Holland og Tyskland. Lovgivningen skal simpelthen overholdes, og en dom ved EU-Domstolen (Weser-dommen ) har oven i det – og rimeligt nok – præciseret, at Vandrammedirektivet forpligter landene til at sige nej til projekter, der forringer miljøtilstanden.

Alt dette burde jo få enhver dansk regering til at slå bak. Droppe lempelserne til landbruget og støtte EU-Kommissionen i stedet for at give sin støtte til forureneren. Når det er det modsatte, der sker, ser det desværre ud til, at regeringens opreklamerede indsats imod ”overimplementering” af EU-lovgivning er ved at ende som et skalkeskjul for en målbevidst indsats for at underminere den langsigtede miljølovgivning, som vi kan takke EU-samarbejdet for.

Men kan det virkelig være meningen?

...

Steen Gade skriver klummen 'Grønne linjer' i Altinget. Steen Gade har været aktiv i miljø- og klimakampen gennem 35 år som politiker (SF) og som direktør i Miljøstyrelsen. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Steen Gade

Foredragsholder, skribent, fhv. formand, Regeringens Råd for Samfundsansvar og Verdensmål
Lærer (Herning Seminarium 1969)

0:000:00