Kommentar af 
Stine Bosse

Stine Bosse: Der er ingen grund til at frygte en flygtning

KOMMENTAR: Alle i vores samfund har glæde og gavn af, at vi inkluderer andre mennesker blandt os. Og ja, det kræver, at der stilles krav, og at der er konsekvenser, skriver Stine Bosse.

De flygtninge, der er kommet til Danmark fra Syrien, har klaret sig godt fra begyndelsen, skriver Stine Bosse.
De flygtninge, der er kommet til Danmark fra Syrien, har klaret sig godt fra begyndelsen, skriver Stine Bosse.Foto: Espen Rasmussen/Ritzau Scanpix
Stine Bosse
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er en ualmindelig glædelig nyhed, at integrationen eller inklusionen, som jeg personligt foretrækker at kalde det, går godt.

De første tegn på dette kunne allerede spores i Rockwool Fondens rapport fra 2017. Tog man alene overskrifterne fra rapporten, kunne man få et andet indtryk. Men læste man den, kunne man faktisk se, at vor tids store antal flygtninge fra Syrien klarede sig relativt godt fra begyndelsen.

Nu viser dette sig tydeligere og tydeligere i beskæftigelsesfrekvens og i uddannelsessystemet. Til stor begejstring ... eller?

Der bliver gået stille med dørene i Integrationsministeriet. Alle parter i de trepartsforhandlinger, der blandt andet banede vejen, kan roligt glæde sig. Fagforeninger, arbejdsgiverorganisationer og ja, selveste statsministeren gør en tydelig forskel – ikke bare for flygtninge, men for os alle.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler. Du kan kommentere indlægget i bunden. Vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til: [email protected].
Debatredaktør: Kristian Andersen

Efter mit seneste indlæg modtog jeg vanen tro både ros og ris. Emnet flygtninge er følsomt, og jeg vil gerne respektere dette i videst muligt omfang og samtidig fastholde retten til at ytre mig, også selv om nogen kan føle sig såret eller overset.

Det er min klare overbevisning, at alle i vores samfund, som det former sig i verden af i dag, har glæde og gavn af, at vi kan inkludere andre mennesker blandt os. Hvorfor ikke satse på et europamesterskab i netop denne disciplin? Og ja, det kræver, at der stilles krav, og at der er konsekvenser.

Der er brug for lande i EU, der vil være frontløbere. Vise, at vi kan, hvis vi vil, også uden at sælge ud af de grundstrukturer, der kendetegner et velfærdssamfund, hvor vi naturligvis passer på de svageste.

Stine Bosse

Det kræver, at for eksempel de regler for mishandling af børn eller vold i hjemmet, som vi har udviklet gennem generationer, gælder i alle dele af samfundet, og at kulturforskelle ikke får lov til at skygge for kæmpe sociale problemer.

Der er brug for lande i EU, der vil være frontløbere. Vise, at vi kan, hvis vi vil, også uden at sælge ud af de grundstrukturer, der kendetegner et velfærdssamfund, hvor vi naturligvis passer på de svageste. Uanset farve, kulturbaggrund eller religion.

Arbejde er så åbenbart vejen til at blive en del af et samfund. I vores lande i Nordeuropa har vi ordnede forhold, som vi både kan være stolte af og skal værne om. Det er særligt vigtigt i en tid, hvor omfordeling, arbejdstagerrettigheder og beskyttelse af individers rettigheder ikke er lige højt på agendaen i alle EU's lande.

Kan vi vise, at vi kan fastholde gode vilkår for erhvervsliv, særlige ordninger for indgangen til arbejdsmarkedet og ordnede forhold for alle arbejdstagere, så er der ingen grund til at frygte en flygtning.

Så kan vi sammen skabe plads, ikke til alle, men til en god del. Skabe plads til mennesker, som kan og vil bidrage med skattebetaling. Med kompetencer, man ikke har, men kan tilegne sig, eller som man har starten på og kan bygge videre. Vi har allerede, og vi får i de kommende år brug for skattebetalende voksne til at finansiere vores fællesskab og varme hænder, der sammen med robotter vil passe alle os, der om føje år vil have brug for hjælp.

Et samfund i udvikling ser positivt på at modtage mennesker, der ser sig om efter et sikkert sted at bo og virke. Et Europa i udvikling har brug for en rollemodel, som det danske samfund efterhånden har basis for at blive.

Hvis vi vil stå ved vores succes. Stå ved de mennesker, der er kommet hertil, og som på trods af mange odds imod sig har tilegnet sig sprog og andre kompetencer, som bidrager til fællesskabet. De er værd at fejre. Kage eller ej. Mange flygtninge er vor tids grimme ællinger, som H.C. Andersen beskrev det så malerisk og dansk.     

----------

Stine Bosse har siden 2015 været formand for Europabevægelsen. Hun har siden 1999 bestridt adskillige bestyrelsesposter, blandt andet som bestyrelsesformand for Børnefonden og som bestyrelsesmedlem i tyske Allianz. Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Stine Bosse

EP-spidskandidat, Moderaterne, Formand, PlanBørnefonden, Bestyrelsesmedlem i Allianz, Assistancebolaget og DNB
cand.jur. (Københavns Uni. 1987)

0:000:00