Debat

Stine Bosse: Messerschmidts kritik af EU's vaccinehåndtering er overfladisk

DEBAT: EU-skeptikerne leder efter hullerne i osten og glemmer, at EU-samarbejdet er med til at sikre, at indkøb og godkendelse af corona-vacciner går hurtigt og ordentligt for sig, skriver Stine Bosse.

Vi skal sætte pris på de europæiske og danske myndigheders håndtering af corona-vacciner, lyder det fra Stine Bosse.
Vi skal sætte pris på de europæiske og danske myndigheders håndtering af corona-vacciner, lyder det fra Stine Bosse.Foto: Niels Christian Vilmann Ritzau/Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Stine Bosse
Formand for Europabevægelsen

I disse dage raser debatten om EU’s indkøb og godkendelse af vacciner mod covid-19. Ofte rejses der et postulat om et bureaukratisk EU, der hindrer en hurtig udrulning af en vaccine.

Men vi bør stoppe op og spørge os selv: Skal vi lytte til eksperterne eller politikere, når vi diskuterer løsninger af sundhedsfaglige problematikker i EU?

Det fælleseuropæiske vaccineindkøb er en ny opfindelse. Det eksisterede ikke før corona og er et eksempel på, at det tunge system godt kan handle hurtigt og agilt, når situationen tilsiger det.  

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Strategien har fungeret rigtig godt, mener Nikolai Brun, der er Danmarks repræsentant i den styregruppe, der overvåger EU’s indkøb af vacciner. Ja, samarbejdet har helt åbenbart givet Danmark bedre vaccineaftaler, end vi selv ville kunne skaffe, fortæller han til Altinget.

Og alle beslutninger er truffet af de 27 lande sammen. Det er vist verdensmesterskab i involverende processer. Og så endda i en situation, hvor der er så meget på spil - særligt for de ansvarlige ledere i landene. Det kunne være gået helt op i hat og briller.

Det fælleseuropæiske vaccineindkøb er en ny opfindelse. Det eksisterede ikke før corona og er et eksempel på, at det tunge system godt kan handle hurtigt og agilt, når situationen tilsiger det. 

Stinne Bosse
Formand for Europabevægelsen

Læs også

Tillid til myndigheder er afgørende
Vi bør også bifalde grundigheden i godkendelsesprocesserne for vacciner i EU.

Direktøren for Lægemiddelstyrelsen i Danmark, Thomas Senderovitz, pointerer på Twitter, at godkendelsesproceduren for vacciner ”er en forudsætning for, at vi som borgere kan være trygge ved, at de virker, er teknisk i orden og er sikre”. 

Flemming Konradsen, der er professor i global miljøsundhed, understreger i P1 morgen 6. januar, at den sikkerhed er helt afgørende for, at Europas befolkninger rent faktisk tager vaccinen, så vi kan opnå flokimmunitet.

Vi skal nemlig huske på, at der stadig findes skeptikere og semi-skeptikere, for hvem den mindste tvivl om vaccinens kvalitet kan blive det afgørende argument.

I vores del af verden er der heldigvis ingen, der bliver ingen tvunget. Men det betyder også, at sikkerhed og tillid til myndigheders grundighed og upåvirkelighed bliver afgørende.  

Vil Messerschmidt bytte med Storbritannien? 
I tillæg skal det siges, at Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) har sat farten op på flere procedurer, således at vaccinerne kan godkendes og tages i brug hurtigere, end det nogensinde før har været muligt - og uden at sætte sikkerheden over styr, vel at mærke.

Alligevel hører vi kritik mange steder fra. Ikke fra sundhedseksperter, men navnligt fra EU-skeptikere, der ynder at lede efter hullerne i osten og som bruger kritikken til et helt andet formål.

Morten Messerschmidt (DF) harcelerede for eksempel i BT 5. januar igen over EU’s vaccineprogram: "Helt firkantet betyder det, at EU’s tilgang til det her kan have kostet menneskeliv.”

Messerschmidt skæver til Storbritanniens hurtige godkendelse af vaccinerne og konkluderer, at man i EU må have været for langsom til at gøre det samme. Danmark kunne have gjort det bedre alene, mener han.

Man kan virkelig undre sig over, at Messerschmidt vil bytte med Storbritannien. Her er man på trods af nødgodkendelsesprocedurer, blanding af vaccine-typer og en tilladt afstand mellem de to vaccinationer, som ikke kan finde fodfæste i producenternes data, bagud i forhold til udrulningen i Danmark.

Og Storbritannien er tæt på at miste overblik over situationen, særligt i London, fordi vaccine-hastigheden ikke klarer problemerne lige nu. Det gør kun de kendte restriktioner.

Stak selv en kæp i hjulet
Det store slag slås herefter af landenes evne til effektiv udrulning, og om man er i stand til hurtigt at etablere den nødvendige logistik. Her kan vi heldigvis i Danmark vise os som inspiration for andre.

Vi er dem i verden (bortset fra Israel), der pt. er bedst til dette væsentlige arbejde i kampen mod covid-19. 

Messerschmidts udlægning er overfladisk. EU-samarbejdet er tværtimod med til at sikre, at indkøb og godkendelse af vacciner både går hurtigt og ordentligt for sig, hvilket er til gavn for borgerne i de enkelte medlemsstater. Det er Danmark et lysende eksempel på.

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at Messerschmidt kritiserer EU's vaccine-indsats så heftigt, når Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti i september som de eneste sagde nej, da regeringen spurgte om godkendelse til at tilføre flere budgetmidler til indsatsen.

Man stikker altså først en kæp i hjulpet for bagefter at klage over, at indsatsen ikke går godt nok.

Urent trav kan ikke accepteres
Der er dog et enkelt hår i suppen, der fortjener en særdeles kritisk kommentar. Hvorfor afviste EU's indkøbere at købe flere Pfizer-vacciner tilbage i november?

Data viste allerede dengang, at de var langt i processen og sikkert ville komme først. Det må undersøges nøje. Intet urent trav kan accepteres i nødsituationer som disse. 

Heldigvis er denne tydelige fadæse nu rettet op, og vi har i EU fået 300 millioner yderligere vacciner fra Pfizer. Det betyder, at vi i Danmark nu har fået myndighedernes klare melding på, hvornår alle os, der gerne vil, har modtaget det lille stik, der kan genoprette vores dagligdag, vores økonomi og stabilisere vore samfund. 

Vi skylder en stor tak til både EU og de danske myndigheder.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Messerschmidt

Partiformand (DF), MF
cand.jur. (Københavns Uni. 2009)

Stine Bosse

EP-spidskandidat, Moderaterne, Formand, PlanBørnefonden, Bestyrelsesmedlem i Allianz, Assistancebolaget og DNB
cand.jur. (Københavns Uni. 1987)

0:000:00