Tænketank: Breder EU sig over for meget?

Af Poul Skytte Christoffersen
Bestyrelsesformand i Tænketanken Europa

Det er blevet et refræn i debatten om EU’s fremtid, at EU breder sig over for meget – langt ud over hvad der oprindeligt var tiltænkt. Det gentages af såvel tilhængere som modstandere, men uden anvisning på hvor EU bør slankes.

Samme emne figurerede højt på dagsordenen, da premierminister Cameron i 2012 lancerede debatten om Storbritanniens fremtid i EU. Første skridt var et kompetence-review, hvor alle berørte – fra virksomheder til ngo’er – gav deres vurdering af den eksisterende arbejdsfordeling mellem Storbritannien og EU. Efter to års dybdegående analyse, barslede man med en rapport, hvis konklusion på kort formel lød, ”at balancen stort set var passende”.

Det var ikke den lige konklusion Cameron ønskede, så rapporten blev lagt på hylden og spillede ingen rolle i folkeafstemningsdebatten. For ikke at ende i samme blindgyde i Danmark må man som minimum kræve, at de, der ønsker en tilbagerulning, er konkrete i angivelsen af, hvor slankekuren bør sættes ind.

Man må som minimum kræve, at de, der ønsker en tilbagerulning, er konkrete i angivelsen af, hvor slankekuren bør sættes ind.

Poul Skytte Christoffersen
Bestyrelsesformand i Tænketanken Europa

Slankekuren er allerede i gang
Arbejdet med fjernelse af unødvendig og besværlig EU-lovgivning er allerede i gang. Det er en af Juncker-kommissionens prioriteter, og der er sket en markant nedgang i antal lovforslag og erstatning af hård lovgivning med anbefalinger og frivillige retningslinjer. I Danmark foregår der et nyttigt arbejde i Implementeringsrådet, som regeringen nedsatte sidste år til afdækning af dansk overimplementering af EU-lovgivning, og anvisning på, hvor EU-regler kunne gennemføres mindre byrdefuldt, blandt andet med inspiration fra andre lande. Det har vist sig, at der er nok at tage fat på.

Det er mere problematisk med en egentlig tilbagerulning af EU’s kompetence, fordi EU’s nye aktivitetsområder – set i forhold til det gamle ”Fællesmarked” – bygger på bred enighed mellem medlemslandene om, at EU-samarbejde på de pågældende områder er den eneste måde, hvorpå markedskræfterne og globaliseringen kan styres.

Euroen er Europas stabilitetsanker
Euroen står ofte for skud, og med god grund, da det sidste tiår har afsløret svagheder. Men der er fortsat et solidt flertal i befolkningerne for den fælles mønt, også i lande som Grækenland, Spanien og Portugal, som har været gennem de største kriser. Historien om euroen beskrives ofte som føderalisternes sejr over pragmatikerne. Men tværtimod havde skabelsen af euroen en meget praktisk baggrund. Det var en naturlig udbygning af 1980’ernes succes med skabelsen af det indre marked, hvis videreførelse afhang af øget valutarisk stabilitet i Europa.

Det hidtidige valutasamarbejde – med faste, men justerbare valutakurser – havde vist sig stigende ustabilt, og det ”boost” til økonomien, som en devaluering kunne give svage økonomier, blev hurtigere og hurtigere ædt op af pris- og lønstigninger. Der var reelt kun to alternativer: enten at lade valutakurserne i Europa flyde frit, eller acceptere en udvikling (som allerede havde været i gang et stykke tid) mod en de facto D-mark-zone i Europa, med europæisk pengepolitik fastlagt af Bundesbank efter hvad der passede tysk økonomi. Ingen af alternativerne var acceptable, og man valgte euroen. Det var det rigtige valg. Trods sine svagheder har euroen været et stabilitetsanker i europæisk økonomi til gavn for alle – også for de lande, der står udenfor.

Svaret blæser i vinden
Det samme kan siges om Schengen-samarbejdet. Det var ikke resultatet af føderalistiske drømme, men en erkendelse af, at grænser internt i Europa ikke var effektive i kampen mod grænseoverstridende kriminalitet og illegal indvandring. Her krævedes solidt politisamarbejde mellem medlemslandene.

Siden Maastricht-traktaten fra 1993 har Danmark været stærk fortaler for de store projekter i EU: Østudvidelsen, forsat udbygning af det indre marked, skabelsen af en ambitiøs energi- og klimapolitik, bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet og illegal indvandring (trods selvvalgte stopklodser for egen deltagelse) samt opbygningen af en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Så hvor er det, at fortalerne for en tilbagevenden til det gamle EF vil sætte ind? For øjeblikket blæser svaret i vinden.