Tidligere ambassadør: Hvorfor svarer Jeppe Kofod udenom?

'De svarer ikke - fordummende uskikke i den politiske debat'.

Således lød titlen på retorikprofessor Christian Kocks yderst relevante bog fra 2013 om retoriske uskikke i den politiske debat, og om hvordan politikere svarteknisk benytter sig af fortielse, fordrejning, vildledning, affejning og udenomssvar.

Om det i en konkret situation er led i en strategi eller en taktisk manøvre kan eventuelt fremgå af omstændighederne. I udenrigsministerens tilfælde er der to eller måske tre muligheder.

Ordvekslingen udspandt sig under forhandlingen i Folketinget 21. april om blandt andet udenrigsministerens årlige redegørelse om Danmark og arbejdet i Europarådet, herunder retsstat, menneskerettigheder og demokrati. Forhandlingen har som sædvanligt ikke tiltrukket sig nogen medieinteresse.

Måske aner han ikke, hvad svaret er

Den beklagelige konsekvens af disse uskikke er, at ingen bliver klogere eller mere oplyste, når der ikke svares på det, der spørges om. 

Bogen om politikere, som oprigtigt svarer efter modellen "det ved jeg ikke, men jeg fremskaffer et svar", ville formentlig blive lige så tynd som fortegnelsen over hærens antal af regimenter.

Claus von Barnekow
Seniorrådgiver, Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder, fhv. ambassadør ved Europarådet

Motiverne hertil kan være flere. Et indlysende kan være, at en minister af politiske årsager ikke ønsker at svare, ikke ønsker "at vise hånden", er bekymret for, at svaret kan falde forkert ud, ikke vil forpligtige sig og så videre. Begrundelsen for et svar med få vitaminer og megen varm luft kan også være den enkle; at det ikke anes, hvad svaret er. 

Bogen om politikere, som oprigtigt svarer efter "det ved jeg ikke, men jeg fremskaffer et svar"-modellen, ville formentlig blive lige så tynd som fortegnelsen over hærens antal af regimenter.

Så hvad var spørgsmålene til udenrigsministeren, og hvorledes lød svarene til en politikerkollega? Ordføreren fra et af regeringens støttepartier – Radikale Venstre – tog et tilbagevendende og yderst vigtigt spørgsmål op, nemlig størrelsen af Europarådets budget. Det vil sige, om de eventuelt justerede beløb, som medlemsstaterne efter nærmere fastlagte forudsætninger, kan blive enige om at ville betale til organisationens budget.

Europarådet er vigtigere end nogensinde

Det er ikke forbundet med nogen juridisk forpligtelse at udtale, at Europarådet er mere vigtigt og nødvendigt end nogensinde før, men måske nok en moralsk/etisk selvmodsigelse, hvis et sådant udsagn uden forklaring udmøntes i en samtidig bestræbelse for at beskære eller fastholde det nuværende budgets størrelse.

Ordføreren spurgte om "regeringen (vil) arbejde for at være med til at sikre, at (Europaråds)budgettet igen sikres…".  Ordføreren sagde: "Jeg vil først gerne spørge til budgettet for Europarådet, fordi der gennem en række år har været en udhuling på grund af en 'real zero goal'-politik, og nu har vi så samtidig Rusland, der trækker sig ud. Så vil regeringen arbejde for at være med til at sikre, at budgettet igen sikres, og at man ikke ser en fortsat udhuling og nu endnu mere med Ruslands exit?"

Udenrigsministeren besvarede ikke spørgsmålet, men svarede udenom. "Det er klart, at Ruslands eksklusion har mange følgevirkninger for Europarådet. De har været en af de store betalere, og derfor vil de manglende indbetalinger kunne mærkes," sagde udenrigsministeren og tilføjede:

"Og derfor håber jeg at kunne drøfte med mine kolleger, som jeg også nævnte tidligere, på udenrigsministermødet i Torino her i maj måned, hvordan vi gør nu, og her har Europarådets sekretariat forinden en mulighed for at præsentere deres bud på en vej fremad. Men jeg er enig i, at det er vigtigt, at vi lande i Europarådet tager ansvar for, at vi har en velfungerende organisation."

Udenrigsministerens improviserede ikke-svar

Spørgeren fik således ingen reaktion på sit spørgsmål om, hvad regeringens egen holdning til  budgetspørgsmålet er. I anden del af svaret udtalte udenrigsministeren, at han er enig i noget, spørgeren hverken har sagt eller spurgt om. 

Hvis dette svar er hentet fra Udenrigsministeriets udarbejdede beredskabspapir, som ministeren har stået med, er det politisk besynderligt, at man sender et sådant røgslør ud, når svaret blot kunne have været, at regeringen fastlægger sin holdning, når konsekvenserne af Ruslands eksklusion foreligger oplyste. Udgangspunktet er, at Europarådet skal kunne løfte sine opgaver.

Mon ikke sandheden snarere er, at udenrigsministeren improviserede. Han havde ikke et svar på spørgsmålet og ville ikke vikle sig ind i en mere forpligtende udtalelse. Hans svar er derfor et ikke-svar.