Tidligere ambassadør: Nordisk erklæring må ikke forblive en offentlig hemmelighed

Det fremkaldte glæde i et forfatningsdemokratisk sind, da det 29. juni stod sort på hvidt i internetmediet EUobserver, at Danmark og de fire øvrige nordiske lande Finland, Island, Norge og Sverige (N5) som medlemmer af den 47 stater store paneuropæiske organisation Europarådet (menneskerettigheder, retstat og demokrati) havde offentliggjort en kort fælles tekst om folkerettens og internationalt samarbejdes betydning på nævnte områder.

Men efter glæden i frontallapperne satte eftertænksomheden ind. Dækkede erklæringen mon over et nordisk, herunder dansk, dilemma?

Glæden først. Erklæringen blev bragt under overskriften "The Nordics unite to support the Council of Europe and ECHR". Den korte teksts udgangspunkt var efterdønninger og erfaringer fra Anden Verdenskrigs uhyrlige rædsler.

Folkerettens principper og gensidige forpligtelser mellem stater er de nødvendige forudsætninger for fredelige, sikre og retfærdige samfund, hvor alle kan trives. På trods af betydelige fremskridt er det dybt bekymrende, at europarådsprincipper i stigende grad bestrides, udtaltes det. Der blev ikke nævnt nogen medlemsstater, men "slyngelstuens" faste medlemmer er Aserbajdsjan, Rusland og Tyrkiet og desværre EU-staterne Polen og Ungarn.

På trods af betydelige fremskridt er det dybt bekymrende, at europarådsprincipper i stigende grad bestrides, udtaltes det

Claus von Barnekow
Forhenværende ambassadør

Andre synes at kandidere til dette dårlige selskab af stater, der burde overveje deres medlemskab af Europarådet, når de respektive statsledelser og parlamenter ikke har politisk vilje til at efterleve de forpligtelser, som deres stater har påtaget sig over for borgerne.

Flere områder, hvor samarbejdet skranter 
Den nordiske erklæring fremhævede tre områder, hvor samarbejdet lider skade:

Undergravning af bekæmpelsen af vold mod kvinder og anden kønsbaseret vold, hvor Tyrkiet netop er trådt ud af den konvention, som bærer det tyrkiske navn "Istanbul-konventionen". Polen gør ophævelser og signalerer mulig udtræden.  

Det er en udhuling af demokratiet, når journalisters adgang til information og deres ytringsfrihed trues gennem vold og chikane. Antallet af sager ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) sætter fortsat domstolen under pres, fordi medlemsstater ikke efterlever deres påtagne forpligtelser.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) omtalte i sin redegørelse om Europarådet fra marts i år til Folketinget de nordiske udenrigsministres fælles skrivelse til Europarådets generalsekretær.

Der er langt mellem snapsene i den for offentligheden usynlige ministerkomité

Claus von Barnekow
Forhenværende ambassadør

Skrivelsen udtrykte blandt andet støtte til hendes bekymring over Ungarns coronanødretsforanstaltninger. Det var et godt initiativ, som udenrigsministeren tog. Skrivelsen fremkaldte irritation i Ungarn, opmærksomhed i Europarådet og blandt dets medlemsstater. Det er overordentlig sjældent, at generalsekretæren modtager en sådan skrivelse.

Udnyt det nordiske samarbejde i Europarådet
Nordiske ambassadører blev indkaldt til en kammeratlig samtale i det ungarske udenrigsministerium.

Beskeden var, at de skulle blande sig uden om ungarske indrepolitiske forhold og parlamentets beslutninger. Ambassadørerne gentog deres retligt funderede betænkeligheder ved Ungarns foranstaltninger og Ungarns forpligtelser over for Europarådet. Mødet blev hævet.

I artikler i Altinget er muligheden for at anvende det eksisterende nordiske uformelle arbejde i Europarådet mere målrettet allerede blevet foreslået. De nordiske lande har tidligere, for eksempel ved det autokratiske "oliekrati" Aserbajdsjans formandskabs afslutning i 2015, bragt et frisk pust af virkeligheden ind i forsonlighedens atmosfære, der hersker i ministerkomitéen. Men der er langt mellem snapsene i den for offentligheden usynlige ministerkomité.   

Stater, der burde trække sig fra organisationen, kan uimodsagt bedyre deres respekt for organisationen og samarbejdet, medens fortegnelsen over omfanget af samme stats manglende efterlevelse af forpligtelser kun øges. 

Erklæring fremhæver bekymringer
Den kritiske nordiske erklæring om Aserbajdsjans manglende efterlevelse af forpligtelser kom synligt som en ubehagelig overraskelse for den azeriske udenrigsminister, som netop glinsende af tilfredshed havde lyttet til et par delegationers uvedkommende bemærkninger om formandskabets serviceniveau, Bakus seværdigheder og attraktive beliggenhed.

Ringer der en Uefa-klokke i hovedet på fodboldansvarlige efter "fodboldnationen" Aserbajdsjans netop overståede udnyttelse af Uefas pengehunger. "Fodboldnationen" Qatars kommende afholdelse af et "købt" verdensmesterskab vil blive udspillet på faciliteter, der samtidig står som monumenter for flere tusinde udnyttede migrantarbejdere, døde under bygningen af fodboldtemplerne.  

Siden skrivelsen til generalsekretæren har det blandt de nordiske delegationer i Europarådet ligget i luften, at man på det rette tidspunkt på ny kunne fremstå samlet i et vigtigt spørgsmål af fælles interesse.

Da det velforberedte og effektivt gennemførte tyske formandskab – hvorunder efterlevelse af domstolens afgørelser var et hovedpunkt – takkede af i maj, var nordiske staters forskellige synspunkter bøjet så meget mod hinanden, at alle nordiske delegationer tog ordet, da Ungarn overtog formandskabet, og med styrke i generelle formuleringer fremhævede de bekymringer, der er indeholdt i den erklæring, som de nordiske landes udenrigsministre nu har fremsat.  

En reaktion på Ungarns formandskab
Man skal her erindre sig, at Ungarn siden premierminister Viktor Orbáns magtovertagelse i 2010 har været udsat for en langsom erodering af det liberale demokrati.

Siden 2014 er målet som annonceret af Viktor Orbán et illiberalt demokrati. Ordet er et tankebedrag, men det ungarske parlaments og regerings frihedsindskrænkende flertalsstyre er det ikke. EU og Europarådet har hidtil set magtesløst til. I EU er Ungarn og Polen dog et åbent dagsordenpunkt. I Europarådet ikke, i hvert fald endnu.

Er dette på ny et eksempel på afstemt organisatorisk hykleri?  

Claus von Barnekow
Forhenværende ambassadør

Det kan endvidere antages, at den nordiske erklæring – tidspunktet taget i betragtning – skal ses som en reaktion på semidemokratiet Ungarns aparte formandskabsprogram, der blot skal overstås, men i sig selv kunne kalde på en analyse.

Erklæringen kommer endvidere på et tidspunkt, hvor Europarådets venlige og fredsommelige generalsekretær med undtagelse af et coronainitiativ viger tilbage for enhver politisk stillingtagen i ministerkomitéen og for at udnytte de initiativmuligheder, som embedet medfører.    

Tilbage til den nordiske erklæring, hvori ministrene konkluderer, at trusler mod menneskerettigheder, demokrati og retsstatsprincipper bedst imødegås multilateralt.

De bekræfter deres urokkelige forpligtelse til en regelbaseret international orden og udtrykker deres faste støtte til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) og forpligter sig til at styrke domstolens ressourcer. Det nævnes ikke, om det skal ske ved omallokering inden for Europarådets eksisterende budgetramme eller ved at bevillige nye midler.

Manglende udbredelse af erklæringen
Danmark er formand for ministerkomitéens meget vigtige rapportørgruppe for budget. Det forlyder imidlertid, at Danmark uanset skåltaler om Europarådets vigtighed vanen tro har taget nedskæringsbriller på.  

Så kommer eftertænksomheden. Det er ganske simpelt. Ultimo april sagde udenrigsminister Jeppe Kofod således under forhandlingerne i Folketingssalen om Europarådets arbejde og Danmarks deltagelse heri, at "Europarådet er mere vigtigt og nødvendigt end nogensinde før med fælles principper og værdier, som vi må værne om".

Spørgsmålet er herefter, hvordan vil erklæringen blive fulgt op i arbejdet i Europarådet. Søg erklæringen på Internettet. Den er stort set ukendt. De nordiske udenrigsministre har alle pressemedarbejdere. Hvad har de foretaget sig for at udbrede kendskabet til erklæringen? Eller er det et eklatant mediesvigt på et tidspunkt, hvor al tankekapacitet vies nationernes boldsparkende helte?

Hvorfor er den alene bragt i EUobserver og refereret internt i Europarådets nyhedsbrev? Hvem er tænkt som målgruppe? Helt hovedløst virker det, når erklæringen ikke kan genfindes under nyheder på de nordiske udenrigsministeriers hjemmesider.

Er man blevet enige om at vedtage en erklæring, der skal udbredes så lidt som muligt? Har de nordiske ministre ladet sig inspirere af den romerske gud Janus, der afbildes med to ansigter, der vender til hver sin side, og således sige ét i indlandet og noget andet i udlandet?

Er dette på ny et eksempel på afstemt organisatorisk hykleri?