Tidligere overvismand: EU's økonomiske politik bygger på udbredt myte om Hitlers vej til magten

KRONIK: Det er forkert, når nogen påstår, at nazipartiets fremgang i 1930'erne skyldtes hyperinflation. Misforståelsen er så udbredt, at EU's økonomiske politik bygger på den, skriver Christen Sørensen.

Af Christen Sørensen
Forhenværende overvismand

Netop i disse #MeToo-tider får vi også anskuelsesundervisning i, hvad det kan betyde, når der gribes til løgn og bortforklaringer. Det følgende vedrører ikke #MeToo-problematikken, men hvad løgn, der ender med at blive en folkelig myte, kan resultere i.

Og dette eksempel har fået langt alvorligere konsekvenser end #MeeToo-problemet nogensinde vil kunne få, ligesom det stadig trækker dybe spor.

Jeg har læst og hørt om det mange, mange gange: At det var hyperinflationen i Tyskland, der kulminerede i 1923, der skulle være årsag til, at Adolf Hitler kom til magten med de heraf følgende forfærdelige konsekvenser. Senest i Altinget nr. 38 fra september i år.

Nazipartiets vej til magten
Under billedet på side 59 i en artikel om Merkels arv står der således: ”Analysen har været, at statsgæld fører til inflationsbobler, og de vækker såvel bange anelser om Adolf Hitlers vej til magten, der netop skete på ryggen af en økonomi, der brast i netop sådan en inflationsboble, og fordi inflation udhuler værdien af tyskernes store opsparinger.”

Det kan ikke være rigtigt, eller også er der noget afgørende, som jeg ikke har forstået, og som jeg i givet fald gerne vil vejledes om.

Den tyske hyperinflation stoppede nemlig fra 1924, da rentenmarken knyttet til guld blev indført som ny tysk valuta. Fra 1926 til 1929 var den årlige inflation i Tyskland – målt ved forbrugerprisindekset – knap 2½ procent i gennemsnit. Og fra 1929 til 1933 faldt forbrugerpriserne med i gennemsnit over 6 procent om året.

I figuren er foruden de årlige prisændringer for perioden 1926-1933 også vist de årlige ledighedsprocenter i samme periode for Tyskland.

 I 1928 fik nazipartiet (NSDAP, Nationalsozialistische Deutsche Arbeiderpartei) kun 2,6 procent af stemmerne. Men ved det efterfølgende valg i 1930 fik nazipartiet 18,3 procent af stemmerne. Og ved de to valg i 1932 blev det forøget til henholdsvis 37,3 og 33,1 procent af stemmerne. Og Hitler blev kansler fra januar 1933 med alt, hvad det betød.

Nazipartiets vej til magten må derfor - med mindre der skulle være en anden usædvanlig god forklaring – være begrundet i noget, der ikke mindst hændte efter valget i 1928 og i hvert fald ikke i noget, der var sket flere år tidligere, som hyperinflationen.

Besparelser og stigende ledighed
Det var den stærkt stigende arbejdsløshed og den hertil hørende forarmning og håbløshed, der banede vejen for Hitler. Efter overgangen til rentenmarken rejste Tyskland sig nemlig hurtigt, idet store lån fra ikke mindst USA, der var kommet ud af 1. verdenskrig som den nye økonomiske supermagt, gjorde det muligt for Tyskland at finansiere genrejsningen.

Tyskland blev dengang verdens største låntagernation for at finansiere de store betalingsbalanceunderskud, der fulgte med den hurtige genrejsning.

Genrejsningen ved hjælp af lån betød, at ledigheden i såvel 1927 som 1928 kom under 9 procent. Men da store aktiekursstigninger på Wall Street fik de amerikanske låntagere til at hjemtage lånene for at investere i aktier, blev tæppet trukket væk under tysk økonomi.

Grundet inflationsfrygten valgte den tyske socialdemokratiske regering at fastholde guldfoden, hvorfor den måtte føre en usædvanlig hård sparepolitik. Og så steg ledigheden til 13 procent i 1929, til 15 procent i 1930, til 23 procent i 1931 og til 30 procent i 1932. Så set med en økonoms øjne var det ledigheden og den hertil hørende sparepolitik, der helt klart bragte Hitler til magten.

Men til trods for tallenes klare tale, er det stadig inflationsårsagen, der sædvanligvis anføres som årsagen til Hitlers magtovertagelse.

Myten præger tysk og europæisk politik
Ovenstående er ikke skrevet for specielt at korrigere Altinget, idet det som anført er den helt almindelige forståelse af baggrunden for Hitlers magtovertagelse uanset den manglende faktuelle baggrund herfor.

Når jeg ønsker at punktere myten om den gængse hovedårsag til, at Hitler kom til magten, hænger det derimod sammen med, at denne myte desværre stadig præger tysk og dermed EU’s økonomiske politik.

Det er blandt andet derfor, at Den Europæiske Centralbank primært skulle sikre prisstabilitet, og først, når denne målsætning var opfyldt, måtte styrke produktion og beskæftigelse med mere. Og det var også derfor, at der i Maastricht-traktaten, der lagde grunden til den fælles valuta, blev indført et ensidigt mål om balance eller helst overskud på de offentlige finanser i overensstemmelse med den specielle tyske ordoliberale opfattelse.

Dette ensidige mål er efterfølgende blev styrket med Stabilitets- og Vækstpagten samt Finanspagten.

Disse specielle spilleregler for den økonomiske politik i EU eller rettere i euroområdet har ført til store ulykker og tragedier. De har blandt andet været stærkt medvirkende til den voldsomme økonomiske kløft, der, siden euroen blev indført i 1999, er opstået mellem oprindelige nordlige og sydlige eurolande.

Denne kløft blev forstærket af finanskrisen, idet de økonomiske spilleregler i euroområdet betød, at krisen i euroområdet varede længere end i selv epicentret for finanskrisen: USA.

Ligevægt på betalingsbalancen
Stabilitets- og Vækstpagten blev midlertidigt - på opfordring af Kommissionen - suspenderet i marts i år, men vel at mærke kun midlertidigt, som følge af corona-krisen. Det burde mane til eftertanke, at de afgørende spilleregler skal suspenderes i en kriseperiode.

Ud fra et fagligt synspunkt burde såvel Stabilitets- og Vækstpagten som Finanspagten imidlertid permanent skrottes, idet de er fagligt forkerte.

Medlemslandene påvirker først og fremmest hinanden gennem de transaktioner, som registreres på betalingsbalancen via ikke mindst eksport og import. Derfor tilsiger et fagligt udgangspunkt, at den nødvendige koordination af den makroøkonomiske politik – især finanspolitikken - i en valutaunion primært må tage udgangspunkt i betalingsbalancestillingen, og ikke i de offentlige finanser.

Også erfaringer underbygger dette. Der findes nemlig ikke eksempler på, at lande er kommet i så store økonomiske problemer, at IMF (Den Internationale Valutafond) er blevet påkaldt, hvis der er nogenlunde ligevægt på betalingsbalancen, idet et offentligt underskud så kan finansieres af et privat overskud. Derimod er det betalingsbalanceproblemer, der udløser behov for IMF-bistand.

Finanskrisen illustrerede dette meget tydeligt. Alle fire eurolande, der kom i alvorlige problemer, Grækenland, Irland, Spanien og Portugal, havde meget store betalingsbalanceproblemer. Men to af landene – Spanien og Irland – havde ligefrem overskud på den offentlige saldo, hvorfor der ikke udgik tilstrækkelige advarsler fra de grundlæggende økonomiske spilleregler i EU.

Reglerne skal på dagsordenen
Så både ud fra et fagligt som et empirisk udgangspunkt er EU’s makroøkonomiske spilleregler fejlkonstruerede.

På fransk initiativ er en konference om Europas fremtid på tegnebrættet. Konferencen skulle være begyndt 9. maj – på Europadagen – men blev i første gang udskudt af coronakrisen til september. Grundet uenighed om dagsordenen, er der dog endnu ikke fastsat en startdato. 

Det vil her være oplagt at vurdere erfaringerne med de makroøkonomiske styringsinstrumenter i EU, samt ikke mindst at tage et opgør med de mytebaserede nuværende tysk inspirerede regler, der både er fagligt forkerte og farlige.

Forrige artikel Socialdemokratiet i EU: R og SF svækker forsvaret for vores danske model Socialdemokratiet i EU: R og SF svækker forsvaret for vores danske model Næste artikel Abort-protester i Polen: Abort-protester i Polen: "Det her er krig" - og EU skal forhindre, det bliver til virkelighed