Tidligere overvismand: Uklare konsekvenser af CETA

DEBAT: Selv efter 137 spørgsmål fra folketingspolitikerne savner tidligere overvismand Christen Sørensen stadig klarere svar på CETA-aftalens konsekvenser.

Af Christen Sørensen,
Tidligere overvismand.

Siden jeg 9. maj fik optaget ”CETA: langt mere end frihandel” på Altinget, har jeg fået læst svarene på de 137 spørgsmål, som folketingsmedlemmer har stillet til CETA-aftalen.

I artiklen fra 9. maj skrev jeg: ”Men jeg må indrømme, at det endnu ikke står mig klart, om højere standarder vedrørende for eksempel sundhed, miljø og sikkerhed, altså afgørende områder for befolkningen, er undtaget for erstatningsansvar.”

CETA-aftalen begrænser ikke staters ret til at regulere disse områder ud fra såkaldt legitime politiske mål. Dette ville naturligvis også have været opsigtsvækkende. Og CETA-aftalen indeholder heller ikke forbud mod, at der kan reguleres udenfor denne begrænsning, men så opstår der et potentielt erstatningsansvar.

Det afgørende spørgsmål er imidlertid, om legitime politiske mål om skærpede krav på områder som sundhed, miljø og sikkerhed ud fra for eksempel et forsigtighedsprincip, der er ikke-diskriminerende, kan udløse erstatning? Det er klart, at diskriminerende reguleringer mellem nationale og for eksempel canadiske selskaber kan udløse erstatning – det kan der ikke indvendes noget imod efter min opfattelse.

Men er det udelukket, at for eksempel skærpede legitime politiske miljøkrav ud fra et forsigtighedsprincip, der endvidere ikke er diskriminerende, kan udløse erstatning? Dette kan jeg ikke udelukke på basis af besvarelserne på de 137 spørgsmål, herunder især besvarelserne på spørgsmål 13-17 og 38. Dette gælder også, selv om det eksplicit er slået fast i CETA-aftalen, at det ikke er tilstrækkeligt til at ifalde et erstatningsansvar, at en regulering har en negativ indvirkning på et selskabs forventede indtjening.

Dansk lovgivning og canadiske selskaber
Det ville være interessant, hvis det var oplyst, hvilke betingelser, der skal opfyldes, for at en stat ifalder erstatning inden for eksempelvis miljøområdet, når: 1) det er legitime politiske mål, der forfølges, 2) der ikke foreligger diskriminering og 3) den forventede indtjening reduceres. Hvis det for eksempel var et canadisk selskab, der producerede round up, og Danmark forbød anvendelsen af round-up med et års frist, ville Danmark så kunne idømmes et erstatningsansvar? Det er muligt, at dette eksempel ikke er det bedste.

Men er det umuligt, i henhold til CETA, at en stat kan blive idømt et erstatningsansvar, hvis disse tre forudsætninger og følger er opfyldt? Hvis dette skulle være tilfældet, ville i hvert fald jeg se langt mere positivt på CETA-aftalen. Derfor vil jeg tillade mig at opfordre til, at der udfærdiges et klart svar på et sådant spørgsmål.

Men for en god ordens skyld. Jeg synes stadig, at det er en uskik, at multinationale selskaber får rettigheder som nationale selskaber ikke kan få.

Forrige artikel Schaldemose: Kæmp mod social udstationerings-dumping i EU Schaldemose: Kæmp mod social udstationerings-dumping i EU Næste artikel LA: Frihandel er under angreb LA: Frihandel er under angreb