Trods DF-exit fortsætter Karlsson ufortrødent i Europa-Parlamentet

HVAD NU: Rikke Karlsson fortsætter sit arbejde i Europa-Parlamentet i den samme politiske gruppe og med de samme udvalgsposter, selvom hun nu ikke længere er medlem af Dansk Folkeparti. Hun afviser at afgive sit mandat trods kritik fra sit gamle parti.

Foto: Danskfolkeparti.dk
Lise-Lotte Skjoldan

STRASBOURG: Det er nu lidt over to uger siden, Rikke Karlsson meldte sig ud af Dansk Folkeparti, fordi hun ikke har kunne få indsigt i regnskaberne fra partiet MELD og fonden FELD, som hun sammen med de andre europarlamentarikere fra Dansk Folkeparti har været medlem af.

Mens sagerne kører i medierne om, hvad pengene fra partiet og fonden er blevet brugt til, fortsætter Rikke Karlsson med sit almindelige arbejde i Europa-Parlamentet. I denne uge er kræfterne lagt i Strasbourg med afstemninger og debatter under Parlamentets månedlige plenarsamling.

Hun er nu blevet løsgænger i den forstand, at hun nu ikke længere er medlem af noget dansk parti. Men hendes politiske tilhørsforhold på den EU-politiske scene er stadig det samme. Hun er fortsat medlem af Europa-Parlamentets politiske gruppe af primært britiske konservative, ECR, hvor de resterende tre medlemmer af Dansk Folkeparti også sidder med.

0:000:00