Tyrkiet-analytiker: EU har kapituleret over for Tyrkiet

Af Robert Ellis
Tyrkiet-analytiker og rådgiver, RIEAS (Research Institute for European and American Studies) i Athen

EU står over for en intern kamp om unionens grundlæggende værdier med to medlemslande, Ungarn og Polen. Desuden står den over for endnu en kamp, denne gang med Tyrkiet, som fortsat har status som kandidatland.

I 2013 bredte det arabiske forår sig til Tyrkiet, da oprøret over premierminister Recep Tayyip Erdogans styre begyndte i Gezi-parken i Istanbul og bredte sig til 79 af Tyrkiets 81 provinser. Oprøret blev slået hårdt ned af politiet og domstolene.

Kupforsøget i juli 2016 gav Erdogan, som nu var præsident, anledning til at knuse sin tidligere allierede, imamen Fethullah Gülen, og hans bevægelse, og har givet ham nærmest diktatorisk magt. Ligesom Vladimir Putin i Rusland og Donald Trump i USA, har Erdogan været stærkt optaget af at ”gøre Tyrkiet stort igen”, hvilket har resulteret i Tyrkiets militære ekspansion i flere lande, især Syrien, Libyen, Irak og Aserbajdsjan.

Samtidig gør Tyrkiet med sin ”blå hjemlands"-strategi krav på et stort område i det østlige Middelhav, Ægæerhavet og Sortehavet, hvilket har bragt Tyrkiet i konflikt med nabolandene Grækenland og Cypern.

Rådvilde EU-ledere
Til trods for Tyrkiets overtrædelse af Grækenland og Cyperns havrettigheder har EU afholdt sig fra en effektiv afværgestrategi og foretrukket at vende den anden kind til.

Rådets rådvildhed blev understreget af beslutningen om først at afvente, hvordan den nye amerikanske præsident reagerer, inden EU tager stilling. Dermed har EU tilsidesat den franske præsident Emmanuel Macrons opfordring til EU om at udvikle sin egen militære formåen.

Robert Ellis
Tyrkiet-analytiker og rådgiver, RIEAS (Research Institute for European and American Studies) i Athen

Et par uger inden EU’s topmøde i Bruxelles i december vedtog Europa-Parlamentet med et massivt flertal (631 stemmer) at indføre effektive sanktioner mod Tyrkiet, men denne afgørelse blev ignoreret af Det Europæiske Råd.

Rådets konklusioner begynder med en stor fanfare. ”Det Europæiske Råd minder om, at Den Europæiske Union, dens medlemsstater og dens institutioner alle er fast besluttet på at fremme og respektere de værdier, som Unionen bygger på, herunder retsstatsprincippet.”

Men efter at have behandlet budgettet, covid-19-pandemien, klimaændringer og sikkerhed svigter Rådet disse idealer, når det kommer til situationen i det østlige middelhavsområde. Det henviser til afgørelsen i oktober, der bekræftede afgørelsen året før, hvor man blev enig om ikke at handle. I stedet for har man besluttet at se tiden an og udsætte en afgørelse indtil næste rådsmøde i marts.

Rådets rådvildhed blev understreget af beslutningen om først at afvente, hvordan den nye amerikanske præsident reagerer, inden EU tager stilling. Dermed har EU tilsidesat den franske præsident Emmanuel Macrons opfordring til EU om at udvikle sin egen militære formåen.     

Konstruktiv dialog og positiv dagsorden
Sejrherren i denne leg er utvivlsomt Tyrkiets præsident Erdogan. EU har fulgt opfordringen fra Erdogans talsperson Ibrahim Kalin til at anskue situationen strategisk og ikke lade sig distrahere af ”bilaterale overenstemmelser”.

Det er Tysklands kansler Angela Merkel, som har overtalt EU til at indgå ”en konstruktiv dialog” og ”en positiv dagsorden” med Tyrkiet. Alt imens Frankrig prøver at bremse Tyrkiets ekspansion med krigsskibe og Rafale-jagerfly, er det Tyskland, der fremmer Erdogans ambitioner med våbeneksport, herunder kampvogne og undervandsbåde.

Derfor kommer det ikke som en overraskelse, at Tysklands udenrigsminister Heiko Maas modsætter sig, at EU indfører et våbenembargo mod Tyrkiet med begrundelsen, at det er ”strategisk ukorrekt”.       

Dertil kommer, at ifølge den tyske avis Die Welt har spanske, franske, italienske og tyske banker investeret over et hundrede milliarder euro i Tyrkiet, og er derfor bange for landets økonomiske kollaps.

Voksende pengestrøm fra EU til Tyrkiet
USA's præsident Donald Trumps Syrien-udsending, James Jeffrey, har dog givet følgende råd: ”Erdogan vil aldrig give sig, medmindre man viser tænder.”

I august 2015 åbnede kansler Merkel Europas grænser for Mellemøstens flygtninge med udtalelsen ”Wir schaffen das”. Da katastrofens omfang gik op for hende, skyndte hun sig til Istanbul kort før det tyrkiske valg i november og tilbød Erdogan tre milliarder euro, visum-liberalisering og en genoptagelse af optagelsesforhandlinger for at standse flygtningestrømmen.

Følgende marts efter en natlig forhandling med Erdogans premierminister oppede hun beløbet til seks milliarder.

For at holde ulven fra døren har EU nu aftalt at betale Tyrkiet yderligere 465 millioner euro.

Erdogan har ikke ændret kulør
Præsident Erdogan er en dygtig forhandler, og det var derfor, han i oktober opfordrede Merkel til ikke at ofre EU’s overordnede interesser for nogle små medlemsstaters mindre interesser.

I en julehilsen til Merkel understregede Erdogan, at Tyrkiet var indstillet på at begynde forfra igen med EU og anså kansleren for at være blandt de ”fremsynede ledere”, der var indstillet på en positiv dagsorden.  

Imidlertid har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol beordret løsladelsen af den kurdiske medformand af HDP (Folkenes Demokratiske Parti), Selahattin Demirtas, som blev fængslet i november 2016. Præsident Erdogans reaktion viser med al tydelighed, at han ikke har ændret kulør.