Ekspert: Naturen har brug for en Paris-aftale

Af Christian Prip
Senioranalytiker, Fridtjof Nansens Institut

Onsdag 14. november var miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen kaldt i samråd i Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg om den danske biodiversitetstilstand – en sjælden og velkommen markering af et emne, der normalt ikke får særlig stor politisk opmærksomhed.

Samtidig med samrådet startede et FN-topmøde om biodiversitet i Sharm el-Sheik, Ægypten, med mange af Ellemann-Jensens globale ministerkolleger samlet.

Det illustrerer ret godt, at mens biodiversitetens tilstand får generelt lille politisk opmærksomhed, får den det endnu mindre, når det er i global målestok.

Klima stjæler fokus
Den manglende interesse gælder også uden for Danmark, må det retfærdigvis siges, og ses navnlig i sammenligning med, hvor meget opmærksomhed klimaets tilstand får.

FN’s konventioner om klima og biodiversitet er ellers hinandens søstre.

Ud over det uoprettelige tab, som arters uddøen er, betyder fjernelsen af arter også, at økosystemerne bliver ustabile og i sidste ende kollapser med alvorlige konsekvenser for os mennesker, der lever af økosystemernes tjenester.

Christian Prip
Senioranalytiker, Fridtjof Nansens Institut

De blev begge undertegnet af verdens statsledere på FN-topmødet om miljø og udvikling i 1992 i Brasilien som et klart signal om, at tab af biodiversitet og global opvarmning er tilsvarende alvorlige for klodens tilstand.

Og de dystre scenarier for klimaet, som vi kender fra Klimapanelets rapporter, findes i lige så høj grad for biodiversitet, mangfoldigheden af økosystemer, arter og den genetiske variation.

Forskere taler om, at vi er i gang med den sjette masseudryddelse. Arterne uddør 100-1000 gange hurtigere, end hvad der er normalt for livet på Jorden.

Det nuværende tempo for uddøen er på niveau med de fem andre gange i Jordens historie, hvor 50-90 procent af arterne pludselig forsvandt.

Ud over det uoprettelige tab, som arters uddøen er, betyder fjernelsen af arter også, at økosystemerne bliver ustabile og i sidste ende kollapser med alvorlige konsekvenser for os mennesker, der lever af økosystemernes tjenester.

Mål for biodiversitet skal være konkrete
I 2010 blev der besluttet en global tiårsplan for biodiversitet med de 20 såkaldte Aichi-mål.

Samlet set er de milevidt fra at blive opfyldt, to år før de udløber, og et af de vigtigste emner for det igangværende biodiversitetstopmøde i Sharm el-Sheik er starten på forhandlinger om en ny global plan efter 2020, der bedre kan vende den forfærdelige udvikling for klodens natur.

Dertil er det nødvendigt at få skabt den politiske opmærksomhed og vilje på højeste niveau, som hidtil har manglet.

Forhåbentlig hjælper det, at FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling fra 2015 har hele to mål, der handler om biodiversitet, et på land og et i havet.

De nye globale mål under Biodiversitetskonventionen må være så ambitiøse, som situationen kræver, men de skal samtidig være konkrete, målbare og realistiske. Det er mange af Aichi-målene ikke – med det resultat, at landene virker opgivende over for dem.

Lær af Paris-aftalen
Her kunne der være noget at lære af, hvad verdenssamfundet besluttede i 2015 på klimaområdet i form af Paris-aftalen.

Processen mod Paris-aftalen blev sat i gang efter det fejlslagne COP15 i København, hvor der også på klimaområdet var alvorligt brug for global nytænkning.

De vigtigste elementer i Paris-aftalen er det overordnede mål om, at den gennemsnitlige globale temperaturstigning skal holdes "godt under" to og om muligt 1,5 grader, kombineret med en forpligtelse for alle lande til selv at beslutte, fremlægge og gennemføre nationale indsatser mod det globale mål.

Indsatserne skal løbende styrkes, og landene skal løbende rapportere, om hvordan det går med dem. Hvert femte år skal der gøres kollektiv, global status for indsatserne og på den baggrund besluttes, hvad de næste skridt skal være.

Det er specielt kravet til landene om en løbende, skærpet indsats og en global mekanisme til at evaluere landenes indsats, der mangler i Biodiversitetskonventionen.

Vi skal skabe fælles løsninger
Der kan stilles mange spørgsmål ved Paris-aftalens system. Aftalen er stadig for ny til at vurdere virkningerne af den for klimaet, og mange vil mene, at den giver landene for stor frihed til at beslutte, hvor langt eller hvor kort de vil gå med deres nationale indsatser.

Men som det gælder for klima, er situationen for biodiversitet nu så alvorlig, at business as usual ikke længere er en mulighed.

Der må virkelig tænkes i nye baner.

Ikke bare til at udvikle modellen for en ny global plan bør biodiversitet og klima tænkes bedre sammen. Biodiversitets- og klimakampen hænger uløseligt sammen.

Klimaændringer er en væsentlig grund til, at biodiversiteten går tilbage, samtidig med at vigtige økosystemer for biodiversitet som skove og tørvemoser også er vigtige for klimaet ved at optage store mængder CO2.

Intakte økosystemer er bolværk mod de naturkatastrofer, klimaændringerne fører med sig i form af storme, oversvømmelser og tørke. Endelig må det forhindres, at klimatiltag som for eksempel dyrkning af biobrændsler og gødning af havene med jern ikke sker på bekostning af biodiversitet.

Til trods for disse åbenbare sammenhænge og muligheder for win-win arbejder de to regimer i deres isolerede siloer med meget lidt dialog om fælles løsninger. Det gælder både i FN og hjemme i landenes hovedstæder.

Et opgør med denne silotænkning bør været et vigtigt element i den globale strategi for biodiversitet – ligesom den bør være det under Paris-aftalen.

Det understreger også, hvorfor biodiversitet må have lige så høj politisk bevågenhed som klima.