Udenrigspolitisk Selskab: Usikkerhed om EU åbner nye døre

DEBAT: Usikkerheden om fremtidens europæiske samarbejde kan bruges til i højere grad at indbinde de europæiske stater, som ikke er medlemmer af EU, skriver Lukas A. Lausen, formand for Det Udenrigspolitiske Selskab U35.

Af Lukas A. Lausen
Formand for Det Udenrigspolitiske Selskab U35

2017 er EU’s skæbnesår.

Det franske præsidentvalg har endnu engang vist, at vi lever i usikre tider, og mens den aktuelle politiske situation er volatil - og er spændende for den politiske tilskuer -  er den nervepirrende, ja decideret forfærdelig at være vidne til for alle os, der ønsker et internationalt, åbent og frit Europa.

Marine le Pen er nu officielt iblandt de to kandidater, der har fået mest opbakning i Europas hjerte, Frankrig. Og i Europas hjerne – Tyskland – står Alternative für Deutschland stadig til et valgresultat, der om ikke andet er én stor mellemfinger til Tysklands og Europas leder, Angela Merkel. Vi siger tit, at meget står på spil for tiden. For EU mener jeg, at det er en underdrivelse. Alt står på spil.

Europa i flere lag, former og versioner
Men mens vi i supervalgåret 2017 (Nederlandene, Frankrig, UK, Tyskland, Tjekkiet og måske Italien) igen skal holde vejret for at se, hvad valgenes udfald betyder for EU, og om der fortsat er den nødvendige ideelle, økonomiske og institutionelle støtte til projektet, har de sidste års kriser også gjort ét klart for os: Europa forandrer sig.

Eurokrisen, den finansielle krise, flygtningekrisen, solidaritetskrisen, og retsstatskriserne mellem EU og Polen og Ungarn understreger, at ideen om et EU i flere hastigheder ikke bare er en fiks ide, men den kan være tvingende nødvendig for at holde sammen på det hele – for at holde Unionen fra fuldstændig at ramle. Måske er det endda ikke retvisende at tale om flere hastigheder, fordi det dermed er underforstået, at alle har samme mål, men at tale om et EU og ikke mindst et europæisk kontinent i flere lag, former og versioner.

Lande som Tyskland, Italien, Frankrig (hvis Macron vinder), BeNeLux og et par andre vil også i de kommende år arbejde tættere og tættere sammen – være det sig økonomisk, politisk eller måske militært. Men andre lande skal have muligheden for at vælge mindre til, og vælge noget af samarbejdet helt fra, hvis det er dét, der kan holde sammen på det europæiske fællesskab, som er vokset sammen først efter Anden Verdenskrig, og siden endnu stærkere efter murens fald.

Åbner nye døre
Men den aktuelle usikkerhed åbner også nye døre. Mens EU-medlemmerne formentlig også i de næste mange år kommer til at være 27 (når UK har forladt gildet), så må vi ikke glemme, at Europa består af mange flere lande – særligt i østen og på Balkan mod syd.

Vil vi også i fremtiden se Europa som en sikker havn, en stærk økonomisk magtfaktor med udgangspunkt i frihandel og menneskers og varers fri bevægelighed. Og et stærkt værdifællesskab, hvor frihedsrettighederne trives, retsstaten er normen, og menneskerettigheder er grundstenen for staterne, så kan den aktuelle usikkerhed også bruges til i højere grad at indbinde de europæiske stater, som ikke er medlemmer af EU.

Flere aftaler mellem EU og ikke-medlemmerne, og meget mere politisk og institutionel styrke til Europarådet i Strasbourg ville være en start, og dét gerne allerede før Rådet i 2019 fejrer sin 70 års fødselsdag.

Tager vi ikke Europa alvorligt i sin helhed, ikke blot de udvalgte lande, der er medlemmer af EU, risikerer vi at miste de grundlæggende værdier, som fællesskabet er bygget på over hele kontinentet, og vi går samtidig glip af de muligheder, som disse lande kan tilbyde. Her må EU gå forrest ved på den ene side at stå vagt om retsstatens principper - og dermed slut med den positive forskelsbehandling og lukkede øjne overfor de stadigt mere autokratiske styrer i Polen og Ungarn, og vi bør sende klare ord til Tyrkiet.

På den anden side bør EU foreslå modeller for et integreret Europa, som fortsat kan inkludere langt flere lande i et ægte europæisk samarbejde.

Hvis EU ikke magter at stå sammen om så basale principper – så må man spørge sig, hvad samarbejdet overhovedet skal være godt for.

Forrige artikel S: Mindre, men mere effektivt EU S: Mindre, men mere effektivt EU Næste artikel Jens-Peter Bonde: Sådan undgår EU at dø af overvægt Jens-Peter Bonde: Sådan undgår EU at dø af overvægt