Ugens EU-podcast: Kansler Merkel tager roret i en sommer fyldt med kriser

PARLAMENTET #95: Tysklands EU-formandskab, som begynder i næste uge, bliver fuldstændig overskygget af budget, corona-genopretningsplan og Brexit. Hør om Angela Merkels udfordringer i Altingets sidste europæiske podcast før sommerferien.

Abonner på Parlamentet i iTunes | Acast | Spotify

”Europa har brug for os, ganske som vi har brug for Europa.”

Sådan sagde Tysklands kansler, da hun i sidste uge præsenterede sine planer om landets kommende EU-formandskab for det tyske parlament, Forbundsdagen. Det er på onsdag 1. juli, at Tyskland overtager det roterende rådsformandskab i Den Europæiske Union efter Kroatien, hvis formandskab har været stærkt hæmmet af covid-19-epidemien.

Eftersom Angela Merkel har været Tysklands regeringsleder i snart 15 år, så er det faktisk anden gang, hun som forbundskansler skal bestride unionsformandskabet. Første gang var i 2007, hvor Merkel måtte samle stumperne op, efter at Holland og Frankrig havde nedstemt EU’s forfatningstraktat, og bane vejen for den senere Lissabon-traktat.

Angela Merkels andet og sidste EU-formandskab (hun trækker sig fra politik næste år) bliver absolut ikke nemmere. Tværtimod, siger Altingets Europa-analytiker og podcastvært, Thomas Lauritzen:

”Der skal vedtages både et nyt budget og en gigantisk genopretningsplan for Europa oven på coronakrisen – og det skal ske samtidig med dybt vanskelige forhandlinger om fremtidens forhold til Storbritannien efter Brexit,” siger han i sæsonens sidste udgave af den europæiske podcast, Parlamentet.

Det betyder blandt andet, at det bliver svært for regeringen i Berlin at gøre fremskridt på andre meget vigtige EU-dagsordener som bekæmpelsen af klimaforandringer og arbejdet på en ny fælles asylpolitik. 

Hør Lauritzen analysere det tyske formandskab i en coronatid sammen med EU-redaktør Rikke Albrechtsen, som også understreger den helt enestående situation for Merkels formandskab i den kommende sommer og efteråret.

”Der er alle de her kæmpe sager, som der ikke ser ud til at være nogen nemme løsninger på, og som tyskerne ikke kunne vide, ville lande på deres bord. Samtidig skal de manøvrere i et praktisk og organisatorisk forandret landskab. Mødeformerne er jo helt anderledes, end vi har set før,” siger Albrechtsen.

På grund af de sanitære sikkerhedsregler i EU’s institutioner – ikke mindst om fysisk afstand mellem personer – er kun en tredjedel af mødelokalerne i Ministerrådet brugbare under de kommende måneders tyske formandskab.

Du kan høre om Tysklands europæiske udfordringer i ugens podcast fra Bruxelles, som er den sidste før sommerferien.

 

Abonner på Parlamentet i iTunes | Acast | Spotify

Forrige artikel Podcast: Så skiftede Merkel lige position – hvad er det med den coronafond? Podcast: Så skiftede Merkel lige position – hvad er det med den coronafond?