Ugens EU-podcast: May får en ny klippeskrænt, mens Vestager bliver kandidat til ... noget!

PARLAMENTET#58: Otte timer tog det EU's ledere at lave en ny plan, der udskyder Brexit til 12. april eller 22. maj. Men hvad betyder det? Og hvorfor stod Margrethe Vestager pludselig på en scene med technomusik lige før åbningen af EU-topmødet? Få svarene i ugens podcast, dugfrisk fra topmødecenteret i Bruxelles.

Klik her, og abonner på Parlamentet i iTunes | Find os på Soundcloud her | Stitcher her

Det var et af de topmøder, der vil blive husket: hverken for det gode eller for det onde – men for den ægte spænding om en skæbnesvanger beslutning, mens de europæiske ledere time efter time jagtede løsninger på et næsten umuligt problem.

Kort før midnat natten mellem torsdag og fredag blev de enige om en ny plan for Brexit, som udskyder datoen for Storbritanniens udtrædelse fra EU. Men kun nogle uger, og kun på en række betingelser, der får nye skæringsdatoer til at dukke op i Brexit-kalenderen.

Hvis Theresa May kan få sin skilsmisseaftale med EU vedtaget i House of Commons i næste uge, så har briterne indtil 22. maj til at få den nødvendige lovgivning til en organiseret Brexit med overgangsordning og alle andre aftaler på plads.

Hvis det derimod ikke lykkes, så kan den britiske premierminister stadig i løbet af de næste tre uger komme tilbage til Bruxelles med nye forslag til de 27 andre landes ledere. Hvis hun ikke har nogen nye planer, så ryger Storbritannien ud af EU uden nogen aftaler 12. april.

Men det er også stadig en mulighed, at briterne – inden de når den nye klippeskrænt i april – kommer og beder om en lang udskydelse på ni måneder, et år eller mere. I så fald kan Europas ledere igen komme til at stå med en meget svær beslutning, siger den tyske Brexit-ekspert Larissa Brunner:

”En lang udskydelse ville være meget, meget risikabelt for EU. Hvis ikke tilbagetrædelsesaftalen vedtages, så kunne en no-deal-Brexit faktisk måske gå hen og være den mindst dårlige løsning,” siger Brunner, der er politisk analytiker hos tænketanken European Policy Centre (EPC) i Bruxelles.

Hør hende forklare hvorfor i denne uges podcast, som værten Thomas Lauritzen og EU-redaktør Rikke Albrechtsen har optaget under topmødets afsluttende diskussioner fredag.

I denne uges udsendelse kan du også møde konkurrencekommissær Margrethe Vestager, der torsdag stillede op på de europæiske liberales nye ”Team Europe”. Sammen med seks andre politikere fra forskellige lande vil Vestager styrke den liberale profil i opløbet til europaparlamentsvalget og det efterfølgende spil om topposterne i EU.

”Det vigtigste er, at vi diskuterer i substansen, hvad det er, vi gerne vil. For hvis man ikke ved, hvad man vil, så er det lige meget, hvem man sætter i spidsen,” siger Vestager selv i podcasten.

Stort set alle andre i Bruxelles og omegn ser imidlertid ”Team Europe” som et værktøj, der skal bruges til at køre netop hende i stilling til jobbet som kommissionsformand, når Jean-Claude Junckers efterfølger skal findes i juni-juli måned.

I denne uges podcast kan du høre Margrethe Vestager teste nogle af sine ”30-40 meget lange udenomssvar” på Thomas Lauritzen, når han prøver at finde ud af, hvad hun egentlig er kandidat til.

Klik her, og abonner på Parlamentet i iTunes | Find os på Soundcloud her | Stitcher her

Forrige artikel Dagens podcast: Sådan skal Danmark og EU vinde det digitale kapløb Dagens podcast: Sådan skal Danmark og EU vinde det digitale kapløb Næste artikel Ugens EU-podcast: Pamela Anderson vil være livredder i Europas grønne forår Ugens EU-podcast: Pamela Anderson vil være livredder i Europas grønne forår