Ugens Europa-podcast: Er unionen stadig åben for nye medlemmer?

Parlamentet #100: Kommissionen lover penge til Vestbalkan, men kritiserer kraftigt et tyrkisk regime på vej mod diktatur. Hør om EU's vaklende udvidelse i ugens podcast, hvor vi også taler om europæisk mindsteløn og statsministerens ord om asylpolitik i åbningstalen.

Abonner på Parlamentet i iTunes | Acast | Spotify

Europas store muslimske nabo ved Bosporus ”skrider baglæns inden for områderne demokrati, retssikkerhed, grundrettigheder og domstolenes uafhængighed,” siger EU’s udvidelseskommissær, Oliver Varhelyi.

Du kan høre hans advarsel til Tyrkiet i den europæiske podcast, hvor vi ser nærmere på den pakke af fremskridtrapporter for tyrkerne og rækken af kandidatlande på Vestbalkan, som EU-Kommissionen præsenterede i denne uge.

På trods af kritikken vil EU gå meget langt for at opretholde et fungerende forhold til den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, ikke mindst på grund af Europas store flygtningeaftale med Ankara.

Til gengæld for milliardbeløb har Erdogan lovet at sikre, at omkring fire millioner flygtninge og andre migranter forbliver i tyrkiske lejre i stedet for at søge i retning af Den Europæiske Union.

Det er en fremgangsmåde, som den danske regering ønsker at drive endnu videre ved at åbne danske modtagecentre for asylsøgere i lande uden for Europa.

”Vi vil behandle asylsager væk fra Danmark – i tredjelande, som kan yde sikkerhed til dem, der har behov for beskyttelse. Det er, for mig at se, den eneste reelle og langsigtede løsning,” sagde statsminister Mette Frederiksen (S) i sin tale ved åbningen af Folketinget i tirsdags:

”Mange har sagt, det er urealistisk – at det ikke kan lade sig gøre. Men også her gælder det, at politik gør en forskel. Vi bestemmer selv,” sagde hun.

Om statsministeren har ret i det, netop som EU går i en anden retning med et nyt forslag om en europæisk asylpagt, det ser Altinget nærmere på i denne uges podcast.

Vi stiller også skarpt på den seneste udvikling i Kommissionens planer om at foreslå en europæisk mindsteløn – hvilket både arbejdsmarkedets parter og regeringen i Danmark er meget bekymrede over.

”De grundlæggende synspunkter set fra danske side er, at der hverken er behov for en ensartet, lovbestemt mindsteløn eller hjemmel til en ensartet, lovbestemt mindsteløn,” sagde beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), da han forleden var på besøg hos fagforbundet 3F.

Du kan høre det i Altingets europæiske podcast nummer 100 fra Bruxelles.

 

Abonner på Parlamentet i iTunes | Acast | Spotify

Forrige artikel Ugens Europa-podcast: Topmøde om EU's autoritære naboer mod øst og syd Ugens Europa-podcast: Topmøde om EU's autoritære naboer mod øst og syd Næste artikel Podcast fra topmødet: Derfor nægter Europas ledere at bøje sig for briterne Podcast fra topmødet: Derfor nægter Europas ledere at bøje sig for briterne