Vælgerne: Venstre mest EU-positiv

MÅLING: Enhedslisten er Folketingets mest EU-skeptiske parti, mens Venstre er det mest positive, når vælgerne skal vurdere. Vælgernes placering af De Radikale overrasker politisk kommentator og forsker.
Ifølge vælgerne er Lars Løkke Rasmussen formand for landets mest EU-positive parti.
Ifølge vælgerne er Lars Løkke Rasmussen formand for landets mest EU-positive parti.Foto: Hasse Ferrold
Morten Øyen
Folketingets mest EU-positive parti er ifølge de danske vælgere Venstre.

Det fremgår af en ny A&B-måling foretaget for Altinget.dk, hvor svarpersonerne er blevet bedt om at give partierne karakter mellem 0 og 10 efter, hvor EU-skeptisk eller -positiv de mener, partierne er. Målingen viser, at vælgerne vurderer Venstre som det mest EU-venlige parti med en karakter på 7,7. Herefter følger Socialdemokraterne og Konservative, før De Radikale kommer ind med en karakter på 6,7.

Syn på Radikale overrasker
Og den relativt lave karakter til De Radikale er "virkelig overraskende," mener Altinget.dks politiske kommentator, Erik Holstein.

"Ser man på den radikale politik, er der ingen tvivl om, at det er det parti, der mest helhjertet støtter EU-projektet. Det gør de radikale dels af principielle grunde, men i lige så høj grad fordi EU's politik på helt afgørende områder flugter med den radikale politik. Det gælder EU's stramme økonomiske politik, og det gælder rets- og udlændingepolitikken," siger Erik Holstein.

Valgforsker og lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet Rune Stubager er tilsvarende overrasket over vælgernes placering af De Radikale. Han vurderer, at en del af forklaringen skal findes i, at partiet i lang tid har været noget fraværende i EU-debatten.

Fakta

Sådan blev der spurgt: 

På en skala fra 1 til 10, hvor 1 er meget skeptisk og 10 er meget positiv, hvor placerer du de politiske partiers holdning til EU? 

Venstre - 7,7
Socialdemokraterne - 7,2
Konservative - 7,0
De Radikale - 6,7
Liberal Alliance - 5,7
SF - 5,0
Dansk Folkeparti - 3,4
Enhedslisten 2,9

Målingen er foretaget af A&B Analyse for Altinget.dk i perioden 28. august-3. september. Den er foretaget på nettet blandt 1.030 politisk repræsentative svarpersoner. 

"Mange vil nok kunne huske, at De Radikale viste sig som modstandere af en finansskat i EU. Og senest har Venstres Lars Løkke Rasmussen foreslået en snarlig afstemning om de danske EU-forbehold, hvortil De Radikale ikke rigtig gav nogen klar melding på, hvad de vil," siger Rune Stubager.

Husker stadig Uffes sokker
Han peger på, at når vælgerne er lidt usikre på profilen på et parti, vil de tendere til at give det en middelkarakter. Og det trækker her ned i forhold til De Konservative, Socialdemokraterne og Venstre.

Senest har Venstres Lars Løkke Rasmussen foreslået en snarlig afstemning om de danske EU-forbehold, hvortil De Radikale ikke rigtigt gav nogen klar melding på, hvad de vil.

Rune Stubager
Valgforsker og lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet

Erik Holstein peger på, at de tre partier alle har haft statsministre, som har trukket Danmark tættere ind i EU-samarbejdet.

"I forhold til Socialdemokraterne spiller det også ind, at Helle Thorning-Schmidt personligt er så EU-begejstret," siger han og fortsætter:

"Historisk har Venstre altid været meget EU-positiv, særligt dengang, hvor landbrugets interesser og flæskepriser overskyggede alle andre hensyn for partiet. Sådan er det ikke nødvendigvis i dag, hvor man inden for Venstre godt kan finde mere EU-kritiske røster".

Også Rune Stubager mener, det er Venstres historie, som kan forklare, at vælgerne i så høj grad ser partiet som EU-positivt.

"Billedet af Uffe Ellemann-Jensen og de blå EU-strømper sidder printet på nethinden hos mange vælgere. Det ændrer sig ikke bare lige," siger Rune Stubager.

EL mest kritisk
Enhedslistens kritik af EU og tætte forbindelser til Folkebevægelsen mod EU er heller ikke gået ubemærket hen hos vælgerne. Enhedslisten er ifølge målingen det klart mest EU-kritiske parti med Dansk Folkeparti som det næstmest kritiske.

"Når det kommer til EU-skepsis, har vælgerne et meget præcist indtryk af partiernes positioner. Der er ingen tvivl om, at Enhedslisten er det mest EU-negative parti i Folketinget: det er ikke noget tilfælde, at det fremtrædende medlem af Enhedslisten, Søren Søndergaard, repræsenterer Folkebevægelsen mod EU," siger Erik Holstein.

Ifølge ham er Dansk Folkeparti stadig ikke villig til at gå så langt som Enhedslisten:

"Dansk Folkeparti er også skeptiske, men indtil videre går partiet ikke ind for en dansk udmeldelse. Partiet vil blot have EU-samarbejdet spolet lidt tilbage, så det mere ligner det oprindelige handelssamarbejde," siger Erik Holstein.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Erik Holstein

Politisk kommentator, journalist, Altinget
journalist (DJH 1990)

Rune Stubager

Professor, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet
master i politisk adfærd (Essex Uni. 2002), cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2002), ph.d. (Aarhus Uni. 2006)

0:000:00