Vedby: Velkommen til Hotel Europa

KOMMENTAR: Brexit-aftalen har gjort den karikatur af EU-medlemskabet, som Nigel Farage og Boris Johnson tegnede, til virkelighed, skriver Mikkel Vedby Rasmussen.

Af Mikkel Vedby Rasmussen
Professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet

For Storbritannien er EU som Hotel California i The Eagles’ guitarhit fra 1977: “You can check out any time you like, but you can never leave.”

I 1973 tjekkede Storbritannien ind, og i juni 2016 besluttede et flertal ved en folkeafstemning, at landet skulle tjekke ud.

I marts 2017 sendte premierminister May besked til Bruxelles om, at Storbritannien ville forlade Unionen efter traktatens artikel 50 i 2020. May har altså afleveret sit nøglekort i receptionen og venter på, at receptionisten skal printe regningen.

Men man kan næsten se kommissionspræsident Jean-Claude Juncker vaklende rejse sig fra sin plads bag skranken og synge natportierens linjer fra Eagles-sangen: “Tag det roligt, vi er programmeret til at modtage (…) Men forlade os kan du aldrig.”

Ikke alene betyder den aftale, som Storbritannien og EU har indgået, at Storbritannien reelt er medlem af Unionen på alle områder, der betyder noget; altså bortset fra dem, der handler om at få politisk indflydelse og modtage indvandrere fra Rumænien.

Aftalen om at forlade EU har gjort den karikatur af medlemskabets natur, som brexiterne præsenterede, da de førte valgkamp for at “tage kontrollen tilbage”, til virkelighed. Det er ikke så mærkeligt, at de har forsøgt at vælte Mays regering. Måske fordi det virker som en absurd aftale at indgå for, hvad der trods alt stadig er en af Europas stormagter.

Aftalens 585 sider synes – in absurdum – snarere at bekræfte Storbritanniens fortsatte medlemskab end landets udmeldelse i 2020.

Brexit-aftalen er den type aftale, som man indgår, når man ikke har andet valg. Og det er da præcist også sådan, den er blevet præsenteret i Bruxelles: som et eksempel på, at i virkeligheden lever de europæiske folk i den bedste af alle verdner, og selv når man forlader Unionen, er det bedste, som man i virkeligheden kan ønske sig, fortsat at være underlagt alt fra persondataforordningen til fiskekvoter.

Det forbløffende er, at den britiske regering tilsyneladende er enig.

I et rationelt politisk system burde den konklusion naturligvis føre til, at Storbritannien fandt en måde at blive i EU på – i kraft af et valg eller en afstemning nummer to. Imidlertid er den politiske logik tilsyneladende afkoblet fra den analyse af situationen, som embedsmændene i Whitehall har lagt til grund for forhandlingerne.

Den konservative politiker Boris Johnson gik således af som udenrigsminister, chokeret over, at hvis man fulgte Brexit-skiltene, førte de ikke til udgangen, men tilbage på værelset i Hotel Europa.

Johnson er eksemplet på en generation af politikere, som kan retorikken, men ikke levere resultaterne.

Han og de andre Brexit-tilhængerne havde kun abstrakte ideer om, hvordan et Global Britain uden for EU skulle se ud. Men de har på den anden side heller ikke fået den opbakning fra embedsværket og eksperter, som politikere med større vælgertilslutning end konkrete ideer plejer at få til at udvikle deres ideer til politik.

Hvad Brexit således også afslører, er, at der er meget få i London eller Bruxelles, som kan forestille sig at indrette den europæiske kapitalisme på en anden måde end det indre marked.

Den mangel på politisk forestillingsevne var måske i virkeligheden, hvad tilhængerne af Brexit stemte for i Birmingham, og det, De Gule Veste demonstrerede imod i Paris’ gader.

Intet politisk system, som mener, at det i sig selv er svaret på problemerne, undgår at blive et problem i sig selv; for de politiske udfordringer vil altid være mere dynamiske, end et system kan være, og systemer vil derfor altid være utilstrækkelige og har altid brug for at blive forandret.

Brexit-aftalen er et forsvar for EU-systemet på et tidspunkt, hvor dets grundpiller, for eksempel i form af den frie bevægelighed af arbejdskraft og budgetregler i eurosamarbejdet bliver udfordret. Det eneste, som har forhindret et opgør på disse afgørende områder, er netop Brexit, der har gjort det til et forhandlingsteknisk krav, at de 27 holdt sammen mod Storbritannien.

Hvis Storbritannien rent faktisk tjekker ud, er tiden kommet til et opgør mellem de 27. Et opgør, som meget vel kan udfordre EU lige så meget som Brexit, hvis ikke de europæiske ledere og deres embedsmænd er i stand til at mønstre mere politisk fantasi.

Forrige artikel Vedby: Kan internationalt samarbejde stadig skabe fred? Vedby: Kan internationalt samarbejde stadig skabe fred?
Her er Vestagers EU-hold

Her er Vestagers EU-hold

TOPPOSTKAMP: De liberale i Europa sender syv kandidater i felten for at repræsentere dem i kampen om at få den næste post som EU-kommissionsformand. Men det er Margrethe Vestager, der løber med al opmærksomheden.