Vestager i Altingets podcast: ”Man kan godt komme til at føle sig lille og uden nogen form for kontrol”

INTERVIEW: Politikerne må ikke efterlade borgerne magtesløse i de multinationale mastodonters tidsalder, advarer EU-kommissær Margrethe Vestager, der netop har åbnet en ny milliardsag om skatteunddragelse mod IKEA.

Verdens rigeste selskaber må tage medansvar for samfundet, siger kommissær Vestager.
Verdens rigeste selskaber må tage medansvar for samfundet, siger kommissær Vestager.Foto: EU-Kommissionen
Thomas Lauritzen

Verdens største virksomheder må ikke få for meget magt gennem den digitale revolution af vores liv – derfor må demokratiet ”træde i karakter” og forsvare borgerne, siger EU’s konkurrencekommissær.

”Digitaliseringen er nu modnet så meget, så vi begynder at kunne se, hvad ulemperne og skadevirkningerne er. Hvad det er, der også begynder at true vores sikkerhed,” siger Margrethe Vestager i et stort interview med Altingets Europa-podcast.

Kommissæren, der netop har åbnet endnu en af en lang række skattesager mod nogle af verdens største virksomheder – denne gang mod den svenske møbelgigant IKEA – opfordrer til at stille krav om, at også de store multinationale tager samfundsansvar.

”Rundt omkring os som en lille borger, der har vi gigantiske virksomheder. Og så digitaliseres alting. Det gælder også landbrug, transport, sundhed, selvfølgelig vores kommunikation – og vores demokrati i meget vid udstrækning også. Så kan man godt komme til at føle sig lille og uden nogen form for kontrol over, hvad der foregår,” siger Vestager.

Vi skal finde ud af, hvordan vi beskatter de digitale virksomheder, så de også kan bidrage til, at samfundet kan fungere

Margrethe Vestager
EU's konkurrencekommissær

Nu må demokratiet træde i karakter
Hun advarer om, at borgerne vil føle sig stadig mere magtesløse, hvis ikke lovgiverne og de politiske ledere forsvarer fællesskabet.

”Problemet med magtesløshed er jo, at det kan føre til frustration og vrede,” siger hun:

”Der er brug for, at vores demokrati træder i karakter og siger: Det er jo det, vi er her for. Det er sådan set at sørge for, at rammerne om vores samfund er sådan, at borgerne føler, de har kontrol over det, de gerne vil, så de kan skabe sig et liv selv.”

I sine foreløbig tre år som konkurrencekommissær er Margrethe Vestager blevet kendt for en række skattesager mod giganter som Apple og Amazon og store konkurrencesager mod Google og Gazprom.

I interviewet med Altingets podcast forklarer Vestager, at hun ser sit arbejde som et forsvar for selve sammenhængskraften i de europæiske samfund.

”Der er ikke nogen, der er hævet over at bidrage til det samfund, hvor de faktisk tjener deres penge,” siger hun.

Derfor skal de største også betale skat
”Det kan jo ikke være sådan, at man ikke betaler skat. At man ikke forsikrer sine kunder. At man ikke sørger for at spille den rolle, som en virksomhed skal spille i et samfund, som jo er grundlaget for, at man kan skabe et overskud.”

Kommissær Vestager understreger, at selv de største virksomheder er ude af stand til at overleve uden en offentlig og skattebetalt samfundsstruktur. Derfor kan det ikke nytte noget, at de benytter deres dominans til at undvige skat.

”Også de store virksomheder har brug for, at der er samfund. Hvis ikke der er infrastruktur, bliver der ikke nogen selvkørende biler. Hvis ikke der er infrastruktur og mobilnet og alt muligt andet, så kan man ikke drive sin forretning, heller ikke hvis man er en af de mest moderne tech-virksomheder,” siger hun.

”Der er nogle ting, som skal være på plads, og de skabes i vores demokrati, hvor lovene de bliver vedtaget. Det er stadig dem, der laver spillereglerne,” siger Margrethe Vestager.

Hun opfordrer regeringer og lovgivere på tværs af Europa til at tage hårdere fat i digitale mega-selskaber som Google og Facebook.

”Vi skal finde ud af, hvordan vi beskatter de digitale virksomheder, så de også kan bidrage til, at samfundet kan fungere. Det kan vi ikke gøre uden ny lovgivning,” siger hun.

Hør hele interviewet med Margrethe Vestager i afsnit 5 af Altingets podcast, ’Parlamentet’, som er det sidste i 2017.

Du kan lytte til det her:

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Margrethe Vestager

Ledende næstformand, EU-Kommissionen, kommissær for konkurrence, formand for Kommissærgruppen om et 'Europa Klar til den Digitale Tidsalder', fhv. minister, politisk leder & MF (R)
cand.polit. (Københavns Uni. 1993)

0:000:00