Debat

Vognmænd om EU's vejpakke: Vi skal social dumping til livs

DEBAT: Vi holder øje med, om EU-politikerne kæmper for at komme unfair konkurrence og social dumping til livs, skriver Erik Østergaard fra DTL-Danske Vognmænd.

Det ser heldigvis ud til, at forhandlingerne om EU's vejpakke ikke er på vej i den forkerte retning, skriver Erik Østergaard, DTL.
Det ser heldigvis ud til, at forhandlingerne om EU's vejpakke ikke er på vej i den forkerte retning, skriver Erik Østergaard, DTL.Foto: Colourbox
Frederik Lange
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Erik Østergaard  
Adm. direktør, DTL-Danske Vognmænd 

Afstemningsforløbet i Europa-Parlamentet i juni og begyndelsen af juli om den såkaldte mobilitetspakke, eller vejtransportpakke, viste os - med al ønskelig tydelighed - at spørgsmålet om ikke mindst social dumping og unfair konkurrence er blevet politisk brandvarmt i EU.

Uden at skulle rekapitulere hele forløbet og alle aspekter, så har mobilitetspakken været på vej længe, og transportkommissær Violeta Bulc brugte lang tid på at forberede sig.

Vejpakke 1 kom i maj 2017 med syv forslag til forbedring af vilkårene for operatører og chauffører i EU’s indre marked for vejtransport, herunder om cabotage, køre-/hviletid, udstationering og vejafgifter.

Fakta
Deltag i transportdebatten!
Skriv til os på [email protected].

Vejpakke 2 kom i november 2017 med hovedfokus på miljø og klima for vejtransport med fem forslag, herunder om offentlige indkøb af energieffektive køretøjer og kombineret transport. 

Og endelig vejpakke 3 med fokus på færdselssikkerhed, intelligente systemer for transport (ITS) og infrastruktur, digitaliserede dokumenter og ikke mindst forslag om standarder for CO2-udslip fra lastbiler.

Jeg tror, at social dumping som centralt tema på dagsordenen vil vokse sig større, og at det bliver vanskeligere at lurepasse i spørgsmålet. Det er ikke så ringe endda. 

Erik Østergaard
Adm. direktør, DTL-Danske Vognmænd

Bulc sendte langt hen ad vejen gode og nye signaler. Det endelige forslag for EU-Kommissionen bar dog præg af en del kompromiser internt i Kommissionen, men stadig med en række udmærkede initiativer.

De springende punkter i Europa-Parlamentet i juni og begyndelsen af juli handlede dog i høj grad om udstationeringsregler for chauffører, social dumping og fair konkurrence.

Der er således ingen tvivl om, at disse dagsordener har fået et helt andet greb om parlamentarikerne, og debatterne fanger an, som en gnist i sommervarmen sætter fut i en svensk skovbund.

Et dramatisk forløb
I hænderne på Europa-Parlamentets transportudvalg under det nys overståede bulgarske EU-formandskab blev alle tænder pillet ud af forslaget – og et flertal i Parlamentet viste klogelig transportudvalgets anbefalinger vintervejen.

Selve afstemningsforløbet rummede en del dramatik, hvor der blandt andet blev krævet en mere grundig debat.

Efterfølgende har danske europaparlamentarikere da også udkæmpet en lystig kamp om fortolkningsretten til både indhold og resultat af debatter og afstemning.

Nu ligger det på det nye østrigske formandskabs bord at se, om de kan styre mobilitetspakken tilbage på sporet. 

Set fra min stol mener jeg egentlig, at det er den såkaldte Road Alliance, altså den alliance, en voksende kreds af europæiske transportministre har dannet, som bliver nødt til at være rygraden i de dele af mobilitetspakken, der vedrører social dumping med videre.

Under det nys påbegyndte østrigske formandskab er der grund til optimisme. Østrig er – ligesom Danmark – en del af Road Alliance.

Vi skal social dumping til livs 
Alliancen består i dag af transportministrene fra Østrig, Tyskland, Belgien, Luxembourg, Norge, Sverige, Frankrig, Italien, Grækenland, Schweiz og Danmark. Senest har Spanien og Holland udvist interesse for alliancen.  

Vi må og skal komme i mål med fornuftige, politisk bæredygtige og ikke mindst langtidsholdbare transportpolitiske løsninger, efter det står klart, at: 

  • En betydelig del af Ministerrådet sender særdeles klare signaler gennem Road Alliance
  • Europa-Parlamentet har sendt klare signaler tidligt på sommeren i debatten og afstemningsresultaterne, og
  • EU-Kommissionens udspil til mobilitetspakke åbenlyst var en reel bestræbelse på at komme unfair konkurrence og social dumping til livs. 

Vi noterer jeres handlinger
Selvfølgelig er der politisk modstand, både i medlemslandene, i Parlamentet, i Ministerrådet og i Kommissionen.

Og ude omkring indgås der alliancer mellem alle mulige aktører, der lukrerer på de eksisterende diffuse og utilstrækkelige regler – og dermed sikrer sig milliardforretninger grundlagt på social dumping. 

Men som antydet er jeg optimist: Vinden bærer hovedsageligt i den rigtige retning. Langt flere synes at have viljen til det rigtige.

Derfor er mit budskab også til de danske politikere – både i Folketinget og i Europa-Parlamentet: I skal alle sammen på valg inden for de kommende ti måneder, og vi er en del, der flittigt noterer ned, hvordan I som parlamentarikere og som partier agerer i disse spørgsmål.  

Jeg tror, at social dumping som centralt tema på dagsordenen, også ved de kommende valg, vil vokse sig større, og at det bliver vanskeligere at lurepasse i spørgsmålet. Det er ikke så ringe endda. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Erik Østergaard

Adm. direktør, DTL Danske Vognmænd
civiløkonom, MBA (GSB Chicago)

0:000:00