Europæerne har højere tillid til EU end til egne nationale parlamenter

I 21 ud af EU’s 28 medlemslande har befolkningerne højere tillid til EU end til deres nationale parlament. Der ses desuden en klar tendens til, at høj tillid til det nationale parlament går hånd i hånd med høj tillid til EU. Samtidig har det stor betydning for tilliden til de nationale parlamenter, hvor velfungerende de demokratiske institutioner i landet er. Det viser en ny analyse, som Tænketanken EUROPA har gennemført på baggrund af data fra Eurobarometer.
 
En tilbagevendende diskussion er, hvorvidt EU lider af et demokratisk underskud. Resultaterne af denne analyse viser, at det borgerne oplever som demokratiske udfordringer ikke er et fænomen, der kan knyttes til EU specifikt, men derimod en mere generel opfattelse, der tilsyneladende tager sit udspring nationalt. Kort sagt ser det ud til, at manglende tillid til nationale, demokratiske institutioner fører til mistillid til EU som demokratisk institution.
 
I lande, hvor der er høj tillid til det nationale parlament, er der også høj tillid til EU, men i lande, hvor der er en lav tillid til det nationale parlament, er der ikke nødvendigvis lav tillid til EU. Der er imidlertid ikke nogen lande, hvor det modsatte gør sig gældende i form af en høj tillid til det nationale parlament og en lav tillid til EU. Analysen tyder på, at generel tillid og følelsen af at blive hørt kan projiceres fra det det nationale niveau til EU, og at EU ikke er mere udfordret end de enkelte lande mht. demokratiske forhold.


Dette indhold er leveret automatisk via RSS uden ansvar for Altinget