Rekordhøj opbakning til dansk EU-medlemskab

Ifølge en ny måling fra Parlamentets Eurobarometer mener en rekordhøj andel på 76 pct. af danskerne, at EU er en ”god ting”. Det er den højeste andel, der er målt i Danmark, siden Eurobarometer i 1974 begyndte at stille spørgsmålet. Kun syv pct. angiver i den seneste måling, at EU er en ”dårlig ting”.

Der er også rekordmange danskere – 84 pct. – der oplever EU-medlemskabet som en fordel for Danmark – et spørgsmål, Eurobarometer har stillet siden 1983. 80 pct. af danskerne giver udtryk for, at deres stemme tæller i EU – det er det samme niveau som i efterårets måling og det højeste opbakningsniveau, der nogensinde er målt i Danmark ift. dette spørgsmål. Tallene slår utvetydigt fast, at opbakningen til det danske medlemskab af EU er høj og stabil.

Dansk euroskepsis har gennem årtier været suverænitetsbaseret, og der er intet i målingen, der peger på, at denne skepsis skulle være blevet mindre udtalt. Tværtimod viser tallene, at danskerne stadig er blandt de befolkninger i EU-28, der bakker mindst op om at give mere magt til Europa-Parlamentet, der er en såkaldt overstatslig institution.


Dette indhold er leveret automatisk via RSS uden ansvar for Altinget