Hvad føler danskerne for EU?

En ny stor undersøgelse giver en dybere forståelse af den danske befolknings følelser for EU. 35 pct. er tilfredse med EU, 12 pct. er begejstrede, mens 24 pct. er bekymrede og 6 pct. er vrede. Zoomer man ind på de forskellige typer af tilhængere og modstandere, træder tydelige forskelle frem. Befolkningen er splittet mellem tilfredse tilhængere og vrede og bekymrede modstandere.

Den nye måling blandt 2.028 repræsentativt udvalgte respondenter viser, at det er fejlagtigt at kalde EU-tilhængere for jubeleuropæere eller begejstrede EU-tilhængere. Begejstring er ikke en dominerende følelse blandt dem, der er positive over for EU-samarbejdet. Tilfredshed dominerer blandt alle EU-tilhængere. Men blandt moderate EU-tilhængere ledsages tilfredsheden af bekymring over EU, selv om årsagerne kan være andre end dem, de bekymrede EU-skeptikere har.

Følelserne har stor betydning for holdningsdannelsen både på ja-siden og på nej-siden, og det sætter sit præg på EU-debatten. Både på ja -og nej-siden er der en række forskellige følelser knyttet til bestemte synspunkter. Ordet "suverænitetsafgivelse" fremkalder f.eks. i højere grad vrede end ordet "EU", og det kan få tilfredsheden med EU til at falde kraftigt. Derimod får ordet "Brexit" bekymringen til at tordne i vejret.

Danskerne har en udbredt status quo-bias i synet på EU-medlemskabet, som det store flertal er tilhængere af. Samtidig har flertallet en forkærlighed for de danske EU-forbehold. Selv ikke store ydre politiske chok som Brexit og Trumps ”disruption” ser ud til at have ændret danskerens instinktive modstand mod at afskaffe forbeholdene. Til gengæld har Brexit ført til en slags affirmativ aktion, hvor den folkelige opbakning til det nuværende danske EU-medlemsskab er steget kraftigt.

Et flertal af danskerne har desuden en stærk nostalgisk følelse ift. fortiden. Hårde EU-modstandere er langt mere nostalgiske og bange for fremtiden end EU-tilhængere. Og de hårde modstandere skiller sig samtidig ud ved at være meget mere vrede over EU end danskerne generelt.


Dette indhold er leveret automatisk via RSS uden ansvar for Altinget