Kvalitetsreform i den offentlige sektor

Af Frank Bill
Branchedirektør i serviceindustrien DI

Regeringen har kaldt til debat om fremtidens velfærdsservice. En debat der skal munde ud i en strategi for en kvalitetsreform, der kan sikre fornyelse og udvikling af velfærdssamfundet.

DI byder debatten velkommen. For virksomhederne er det vigtigt, at vi har velfungerende børneinstitutioner, sygehuse og ældrepleje. Det er en nødvendig forudsætning for at sikre det høje udbud af arbejdskraft, vi har så hårdt brug for i Danmark.

Forventningerne til den fremtidige velfærdservice risikerer imidlertid at komme helt ud af trit med, hvad der vil kunne opfyldes, hvis man ikke begynder at tænke nyt. Der er behov for udvikling af nye tilbud og bedre kvalitet, og det kræver kreativ tænkning og nye løsningsmodeller. Det er derfor en helt nødvendig debat.

På mange områder er det hensigtsmæssigt, at borgerne har mulighed for at vælge mellem flere leverandører af velfærdsydelserne. Det giver en sund konkurrence mellem leverandørerne og større tilfredshed hos borgeren.

Frank Bill
Branchedirektør

Velfærdsservice - en offentlig opgave?
Det er en politisk kerneopgave at fastsætte krav til kvalitet, mængde og tilgængelighed af den service, det offentlige stiller til rådighed på velfærdsområderne.

Behovet for at tilpasse og udvikle den offentlige service har imidlertid ikke nødvendigvis meget at gøre med størrelsen af den offentlige sektor. I hvert fald ikke hvis denne måles i antallet af offentligt ansatte.

Det har traditionelt været den offentlige sektor, der stod som leverandør af den helt overvejende del af velfærdsservicen i Danmark, men sådan behøver det ikke nødvendigvis være.

Frit valg
På mange områder er det hensigtsmæssigt, at borgerne har mulighed for at vælge mellem flere leverandører af velfærdsydelserne. Det giver en sund konkurrence mellem leverandørerne og større tilfredshed hos borgeren.

Nogle fritvalgsordninger giver mulighed for at private leverandører kan konkurrere med det offentlige om at levere centrale velfærdsydelser. Dette findes f.eks. på ældreområdet, hvor personlig pleje og praktisk hjælp i hjemmet er omfattet af en ordning, hvorefter private leverandører kan tilbyde ydelserne på lige fod med kommunen, og hvor den private leverandør honoreres af kommunen med samme beløb, som det koster kommunen selv at producere ydelserne.

Som udgangspunkt er fritvalgsordningen inden for ældreplejen et godt initiativ.

Ordningen giver de ældre alternativer til de kommunale tilbud og giver private virksomheder adgang til et stort marked, der trænger til lidt mere dynamik.

For at ordninger af denne art kan fungere, skal der imidlertid være sikkerhed for, at konkurrencen mellem kommunernes egenproduktion og de private leverandører fungerer effektivt.

Der skal være åbenhed, synlighed og gennemsigtighed mht. kvalitet og opnåede resultater hos de forskellige leverandører, så der bliver tale om et reelt frit valg. Erfaringerne med frit valg på ældreområdet viser, at det er ganske vanskeligt at få en sådan ordning til at fungere i praksis.

Problemet er først og fremmest, at kommunerne har svært ved at beregne korrekte afregningspriser. Og desuden kæmper virksomhederne med, at de ikke må markedsføre deres ydelser direkte over for hjemmehjælpsbrugerne, men er afhængige af, at kommunerne udleverer information.

Endelig er det uacceptabelt, at en virksomhed, der allerede er godkendt til at le-vere fritvalgsydelser i én kommune, ikke automatisk også er godkendt i andre kommuner. Her burde gælde et princip om gensidig anerkendelse.

Samlet synes det som om fremtidige fritvalgsordninger mest hensigtsmæssigt kan etableres ved, at det offentlige helt trækker sig ud af opgaven og efter udbud tildeler den til et mindre antal private leverandører. Disse afregnes alle efter samme takst, fundet ved udbuddet.

Herved opnås, ud over at den enkelte borger får mulighed for at vælge mellem flere leverandører, at opgaverne med jævne mellemrum konkurrenceudsættes, og dermed at der sikres det optimale pris/kvalitets forhold.

Tilkøb
Tilkøb af ydelser kan være en god mulighed for at imødekomme særlige, individuelle ønsker hos borgerne.

De offentlige leverandører af velfærdsservice bør imidlertid ikke have mulighed for at tilbyde tilkøbsydelser. Der er en åbenbar risiko for, at konkurrence mellem offentlige leverandører af tilkøbsydelser og private leverandører af samme ydelser ikke sker på lige vilkår.

Offentlige institutioner har således meget vanskeligt ved at fastlægge priser, der afspejler alle omkostninger.