Danmarks liberale bank frygter fremtiden

INTERVIEW: En bank med en politisk dagsorden og uden interesse i lobbyisme støtter NA, netaviser og bøger. Hvorfor, Saxo Bank?
Der er blevet lavt til loftet i den hjemlige debat om fremmede og skat, siger Lars Seier Christensen, direktør og medstifter af Saxo Bank.
Der er blevet lavt til loftet i den hjemlige debat om fremmede og skat, siger Lars Seier Christensen, direktør og medstifter af Saxo Bank.Foto: Altinget
Henrik Theil

Ny alliance fik en halv mio. kr., der var støtte til og pressemøde om Ole Birk Olesens bog "Taberfabrikken", og i 2003 modtog ministre, borgmestre, andre meningsdannere og alle kunderne Ayn Rands hovedværk "Atlas Shrugged" (på dansk: "- og verden skælvede"). Den glade eller snarere bekymrede giver er Saxo Bank. En højt specialiseret, internetbaseret dansk bank, der tilbyder kunder over hele kloden at handle med valuta, derivater, futures, options og enkelte værdipapirer.

På adressen Smakkedalen 2 over for Gentofte Station ligger banken, hvor flere hundrede medarbejdere fra 45 nationer taler engelsk indbyrdes. Stifterne, hovedaktionærer og direktørerne i banken, Lars Seier Christensen og Kim Fournais har kontor side om side med kun en glasvæg imellem og lige ud til dealerrummet.

I profilerer jer med bøgerne Atlas Shrugged og Taberfabrikken. I støtter Ny Alliance og køber bannerreklame på den liberale netavis, 180 Grader. Hvorfor kaster I jer ind i noget så utraditionelt for en bank som politisk ideologi?

"Vi er ikke en normal bank. Vi er en meget specialiseret bank og tillige privatejet, så vi har ikke en stor mængde aktionærer, der kan påvirke, hvor skarpt vi går ind i debatten," siger direktør Lars Seier Christensen.

Fakta

Saxo Bank er en rent internetbaseret bank, der tilbyder sine kunder at handle valuta, herunder derivater, futures og options på valutaområdet samt handel med udvalgte værdipapirer.

Banken er stiftet i 1992 af Lars Seier Christensen og Kim Fournais, oprindeligt som et fondsmæglerselskab under navnet MIDAS. De er fortsat hovedaktionærer i banken.

Saxo Bank havde i regnskabsåret 2004 et overskud efter skat på 109 millioner kroner og aktiver for 2,8 mia.kr.

Der var ved udgangen ad 2004 cirka 900 ansatte fra 48 forskellige lande, og banken har kunder i 115 lande. 


Kilde: Saxo Bank

"Både Kim Fournais og jeg er opfyldt af et brændende ønske om at trække Danmark i den rigtige retning - ikke mindst fordi vi tror, at det er bedste for vores virksomhed og for andre virksomheder, men vi gider ikke sidde og fedte med små interessegruppers politik- ting omkring banker for at tilrane os en eller anden fordel fra staten."

"Danmark er i en meget farlig geografisk situation, og vi er ved at male os selv op i nogle hjørner, der kan true langsigtet velfærd og velstand i dette land. Vi føler ikke, at der er opmærksomhed nok omkring det, og der er ikke mod nok hos politikerne til at tale om det, og vi oplever en markant indsnævring af den politiske debat over de seneste år - og desværre i takt med en regering, som vi havde store forhåbninger til."

Vi kan ikke sidde som det eneste land i Vesteuropa og slet ikke røre ved topskat og vilkårene for disse medarbejdere. Det er en gru. Vi er helt låst fast, fordi de tunge drenge i regeringen forudsætter, at vælgerne ikke vil have en skattereform, og dermed risikerer de at miste et snævert flertal. Det tror jeg ikke på.

Lars Seier Christensen
CEO og medstifter af Saxo Bank

Desværre er regeringen hoppet på den internationale tendens med at søge ind mod midten i stedet for at udfordre folk bare en lillebitte smule på deres synspunkter og trække samfundet i den rigtige retning."

Hvad er den rigtige retning?

"Vi har et internationalt konkurrencedygtigt samfund, og vi lever i en globaliseret verden, hvor individet får flere og flere valgmuligheder, og det kræver nogle reformer, jo hurtigere jo bedre. Den rigtige retning er at holde sig til realiteterne," siger Lars Seier Christensen.

Dokumentation

Atlas Shrugged (- og verden skælvede) og Ayn Rand 

I 2003 fik de to administrerende direktører for Saxo Bank, Lars Seier Christensen og Kim Fournais, optrykt Atlas Shrugged fra 1957 med eget omslag og forord i 10.000 eksemplarer. De sendte den ud til alle ministre, borgmestre og amtsborgmestre, til virksomhedslederne i Danmarks to tusind største virksomheder, til diverse meningsdannere, samt til kunderne.

Ayn Rand er amerikansk (russisk født) forfatterinde og filosof, der opstiller den kapitalistiske iværksætter og industrialist som et af de mest ærværdige medlemmer af samfundet og som den person, der bærer samfundet på sine skuldre.

Ayn Rand var ophavskvinde til filosofien objektivisme. Hun blev født i 1905 og døde i 1982.










0:000:00