Udvalgsbesøg rokker ikke ved SDO-aftale

NYHED: Erhvervsudvalget har haft flere organisationsbesøg om SDO-lån, men intet rykker ved, at loven er på plads inden sommer.
Huslån er svære at gennemskue, så der er lagt stor vægt på forbrugerbeskyttelse ved de nye SDO-lån. Især skal långiverne kunne dokumentere deres rådgivning inden underskrift.
Huslån er svære at gennemskue, så der er lagt stor vægt på forbrugerbeskyttelse ved de nye SDO-lån. Især skal långiverne kunne dokumentere deres rådgivning inden underskrift.
Henrik Theil

En deputation fra hver sin finansielle organisation og en deputation fra Forbrugerrådet fik torsdag foretræde for Folketingets Erhvervsudvalg for at fremføre sine synspunkter om de nye SDO-lån. Men hverken Realkreditrådet, Finansrådet, Forsikring og Pension eller Forbrugerrådet havde budskaber med, der rykkede parterne bag forliget om de nye lån. Kritikken gik fra en generel kritik af lånene, af det nye balanceprincip over funding, udveksling af kundeoplysninger til indfrielsesvilkår og oplysningsskemaer.

"Der er ikke dukket noget frem som trold af en æske i udvalgsbehandlingen, så vi har en aftale, og der ligger en lov om SDO-lån, inden vi når frem til sommerferien," lyder det klart fra socialdemokraternes Frode Sørensen.

"Indvendingerne er præget af forudsigelighed, og vi har jo allerede læst dem i høringssvarene. På forbrugersiden er der givet store indrømmelser til oppositionen, og Forbrugerrådet virker tilfredse, så jeg er helt tryg ved, at loven går igennem," siger den konservative Per Ørum Jørgensen.

Heller ikke De Radikales Poul Erik Christensen venter andet end tekniske tilpasninger i forhold til aftalen, og de tilpasninger udmøntes i den endelige lovbekendtgørelse.

"Jeg tror fortsat på, at det giver billigere boligfinansiering. Og helt ærligt tror jeg ikke, at låntagerne i dag forstår meget af principperne bag almindelige realkreditlån. Der er altid behov for rådgivning, både med de nye SDO- og de gamle realkreditlån."

Poul Erik Christensen
Erhvervsordfører hos De Radikale

På tirsdag mødes udvalget igen, og denne gang er det Håndværksrådet samt Dansk Landbrug og LandboUngdom, der har bedt om foretræde. Igen er balanceprincippet og uigennemsigtighed for låntagerne på dagsordenen.

"Jeg tror fortsat på, at det giver billigere boligfinansiering. Og helt ærligt tror jeg ikke, at låntagerne i dag forstår meget af principperne bag almindelige realkreditlån. Der er altid behov for rådgivning, både med de nye SDO- og de gamle realkreditlån," siger Poul Erik Christensen og fortsætter:

"Jeg håber på et standardskema, der er fælles for alle, med sammenligning af flere typer lån. Så er der for både långiver og låntager en dokumentation for rådgivningen."  

Erhvervsudvalget mødes tirsdag den 8. maj og ugen efter, tirsdag den 15. maj, afgiver udvalget betænkning i henhold til udvalgets seneste reviderede tidsplan.

0:000:00