Debat

Dambrugsformand: Sportsfiskere på dybt vand

DEBAT: Danske dambrug er i rivende udvikling, og miljøbelastningen har aldrig været mindre. Det er på tide at aflive forældede fordomme, skriver dambrugsformand i svar på anklage fra lystfiskerne.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Af Jacob Bregnballe,
formand Dansk Akvakultur

Debatten om vores erhverv og levebrød som fiskeopdrættere er ophedet, ja til tider nærmest skinger. Senest har Danmarks Sportsfiskerforbund anklaget os for at ville dræbe mennesker, bare vi kan få lov til uhæmmet at hælde bjerge af medicin ud i vandløbene!

Det er beskæmmende - men desværre ikke overraskende - at Danmarks Sportsfiskerforbund nu åbenbart kaster enhver faglighed overbord i bestræbelserne på at mistænkeliggøre vores dambrugere. Vi støtter ytringsfrihed, men det bør give anledning til overvejelser, når ét af Altingets debattører i den grad misinformerer Altingets læsere.

Det er nu tredje gang forbundet fremturer med undersøgelserne fra Ribe Amt. Fakta er, undersøgelserne viser, at 63 ud af 64 prøver - dvs. 98 pct. - er i orden!

Havde Sportsfiskerforbundet undersøgt fakta, ville de vide, at anerkendte danske eksperter flere gange har påvist, at de miljømæssige konsekvenser af vores udledninger er minimale.

Fakta er, undersøgelserne viser, at 63 ud af 64 prøver - dvs. 98 pct. - er i orden! Havde Sportsfiskerforbundet undersøgt fakta, ville de vide, at anerkendte danske eksperter flere gange har påvist, at de miljømæssige konsekvenser af vores udledninger er minimale.

Jacob Bregnballe
Dansk Akvakultur

Utopisk at dambrugsfisk smitter mennesker
Der er således ikke påvist øget resistens omkring dambrugene, og worst case scenariet er, at blågrønalgers vækst kan hæmmes i en kort periode. De burde også vide, at der i levende fisk ikke findes bakterier, der kan fremkalde sygdomme hos mennesker.

Det må derfor undre Altingets læsere, hvordan Sportsfiskerforbundet kan nå frem til, at det kan koste menneskeliv?

Den danske regering ønsker at øge produktion i akvakultur. Og det med god grund. Fiskeopdræt er blandt de mest miljøvenlige former for fødevareproduktion. Vi er fuldstændigt enige i, at påvirkningen af den danske natur skal være mindst mulig. Det er et af vores erhvervs erklærede mål.

Vore medlemmer arbejder dagligt benhårdt med miljøindsatsen. Der er sket en revolution de sidste årtier, og dambrug har aldrig været renere end i dag. I forvejen administreres vores erhverv af verdens vel nok skrappeste miljølovgivning på området.

Stigende marked for økologisk fisk
Udviklingen drives af betydelige investeringer i mere miljøvenlige teknologier og løbende forbedringer på alle vores anlæg. Vi tror på disse moderne metoder som en integreret del af fremtidens opdræt, samtidig med, at vi vil se en øget produktion af økologiske fisk under den strenge lovgivning for økologi.

Vi har netop i en intern undersøgelse spurgt vores medlemmer om deres syn på udviklingen af erhvervet, herunder miljøindsatsen. Et stort flertal peger på miljøet som et af de vigtigste indsatsområder, og for mig, som formand for Danske Akvakultur, er det en stor glæde at konstatere, at rigtigt mange konkret er villige til - eller allerede er i gang med - at investere i ny miljøvenlig teknologi.

Mangel på fisk
Akvakulturen har et stort potentiale. Fisk er ved at blive en mangelvare på verdensplan, erhvervet skaber nye jobs og bidrager med øgede eksportindtægter. Regeringens handlingsplan på området er da også klar i mælet:

Vi skal tredoble vores produktion, samtidigt med at miljøbelastningen minimeres. Den danske regering tror på det, og vi ved selv, det kan lade sig gøre. Så lad os nu pakke gamle fordomme væk og kigge fremad.

På vores hjemmeside http://www.danskakvakultur.dk/ finder du fakta - ikke fordomme - om antibiotika og dambrug.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00