Debat

Vi skal følge anbefalingerne

DEBAT: Hvad vil socialministeren gøre ved risikoen for flere underernærede ældre med det nye prisloft, spørger Ghita Parry.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Af Ghita Parry
Formand for Kost & Ernæringsforbundet

Der er indført et prisloft på en hovedret til ældre i eget hjem. Den må højst koste 45 kroner. Men hvad er det så, at de ældre skal have for de penge?

Skal de have mest mulig energi for pengene eller skal kost- og ernæringsfaglige i produktionskøkkenerne følge anbefalingerne for den danske institutionskost, der anbefaler flere små energitætte måltider om dagen til netop denne målgruppe, kost til småtspisende.

Sundhedsmæssige konsekvenser for den ældre
I flere kommuner er der blevet åbnet for tilkøbsydelser for både de hjemmeboende ældre og ældre på plejehjem. Med den uvished, at ingen ved, hvilke konsekvenser det vil få, hvis de ældre vælger tilkøbene fra.

Min erfaring siger mig, at det vil få sundhedsmæssige konsekvenser, hvis den småtspisende ældre eksempelvis vælger den energirige dessert fra og alene nøjes med hovedretten.

Tidligere har køkkenerne fremstillet og leveret et varieret hovedmåltid bestående af en hovedret og enten en forret eller en dessert. Ifølge de tidligere anbefalinger for kosten skulle dette hovedmåltid indeholde minimum omkring en tredjedel af den energi, som den ældre havde brug for i løbet af et døgn.

Ifølge de nye anbefalinger for institutionskost skal den småtspisende ældre have flere små måltider fordelt over hele døgnet. Hovedmåltidet skal nu udgøre cirka en femtedel af døgnets energi. Et hovedmåltid, jeg forudsætter fortsat består af både en hovedret og en forret eller dessert.

Risiko for flere underernærede ældre
Forskellen mellem de tidligere og de ny anbefalinger vedrørende et hovedmåltid er altså, at energien fordeles mere hensigtsmæssigt henover et døgn. Det betyder, at hvor det samlede hovedmåltid før bestod af cirka en tredjedel af døgnets samlede energi, skal det samlede hovedmåltid nu bestå af cirka en femtedel af døgnets energi.

Hvis den småtspisende ældre kan fravælge for eksempel en energirig dessert, vil den ældre få alt for lidt energi.

Med muligheden for at fravælge dele af et måltid risikerer vi endnu flere underernærede ældre. Og det var vel ikke meningen med at indføre et prisloft for en hovedret og nye anbefalinger for institutionskost?

Spørgsmålet er så, hvad socialministeren vil gøre ved det?

 

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ghita Parry

Formand, Kost og Ernæringsforbundet
økonoma

0:000:00