KU troede på MadX

MADX: Af konkurrenceprogrammet til det nye planteforskningscenter ved KU Life fremgår det, at universitetet havde planer om at bruge over 500 kvadratmeter på MadX. Men regeringens fødevarecenter gik som bekendt ikke til København.
Ida Skytte

Københavns Universitet troede så meget på at få MadX, at en del af det nye planteforskningscenter på Life var reserveret til det eftertragtede projekt.

Det fremgår af konkurrenceprogrammet for Copenhagen Plant Science Center, som en række rådgivningsgrupper i øjeblikket arbejder ud fra.

Men efter programmets tilblivelse har regeringen som bekendt udpeget Roskilde som vært for fødevarecentret og altså ikke København. Dermed går KU Life glip af de 15 millioner kroner, der årligt følger med centret.

Dokumentation

I konkurrenceprogrammet står der blandt andet om Madexperimentariet:  

"I 2009 indgik regeringen en aftale om Grøn Vækst, hvis formål er at fremme et grønnere og mere konkurrencedygtigt landbrugs- og fødevareerhverv. Som en del af aftalen indgik et forslag om at etablere et Madexperimentarium. LIFE ønsker, at et nyt selvstændigt og innovativt Madexperimentarium fysisk placeres i et nyt byggeri på Frederiksberg Campus, så synergien med forskningsfaciliteter i verdensklasse samt undervisnings-, møde- og kontorfaciliteter udnyttes.

Madexperimentariet skal sikre åbenhed og inddragelse af omverdenen til gavn for forskning, produktudvikling, maddannelse og udbredelse af sunde kostvaner. Fysisk åbenhed og inddragelse af erhverv og borgere er afgørende for, at Madexperimentariet kan fremme innovation i erhvervs- og produktudviklingen samt påvirke maddannelse og sunde kostvaner."


0:000:00