Arla: Forkert at omgå andelstanken

Af Tomas Pietrangeli
Landedirektør for Arla Danmark

Fredag den 24. august kom Rema 1000 med en nyhed, der på mange måder var overraskende for den danske dagligvarebranche. 

Rema 1000 satte prisen op med 50 øre på al mælk som støtte til de trængte landmænd og for at sætte en diskussion i gang om, hvad prisen bør være på en danskproduceret kvalitetsfødevare.

Rema 1000s udmelding var på mange måder en udfordring af mange års tradition i den danske dagligvarehandel. Når de tyske butikskæder sætter prisen ned på mælk, så følger alle andre butikker med ned. 

Resultat: Prisen på en liter mælk har grundlæggende ikke udviklet sig over de sidste 30 år. Mælkeprisen er historisk lav, og kun de færreste landmænd tjener reelt penge ved at gå på arbejde. 

Støtte – men til hvem?
Derfor var landmændene oprigtigt begejstrede for udmeldingen fra dele af detailhandlen om, at mælken var blevet for billig, og at der skulle gå flere penge tilbage til mælkebønderne. Uagtet beløbets størrelse, var signalet om opbakning tiltrængt.

Det vil være grundlæggende forkert at omgå andelstanken i et velment forsøg på at støtte danske landmænd. For hvem er vi, hvis vi ikke er et andelselskab, når krisen kradser? 

Tomas Pietrangeli
Landedirektør for Arla Danmark

Men straks efter Remas initiativ startede også en diskussion af, hvordan butikskædernes støtte bedst kommer landmændene til gode. På den ene side var der interesser, der ønskede at lade den ekstra støtte kun gå til danske landmænd og dermed nationale interesser. 

En anden gruppe – herunder Arla og Mejeriforeningens medlemmer – argumenterede for, at pengene bedst gør nytte ved at tildele dem til andelsselskaberne, som herefter kan uddele dem, for eksempel Arla, som har cirka 13.000 mælkeproducenter som ejere, heraf knap 3.000 i Danmark. 

Andelsselskaberne har en varig værdi
Det er ingen tvivl om, at denne diskussion har været temmelig interessant at følge – sagt på jysk – fra Arlas side.

Det giver nemlig sig selv, at vælger man at lade den ekstra støtte gå direkte til udvalgte danske landmænd, så harmonerer det ikke med den andelstanke, som har bygget den danske mejeribranche op siden 1880’erne.

Arla er et andelsselskab, som er ejet af landmænd. Princippet bag andelsselskabet har i snart 150 år været, at andelshaverne kollegialt delte både omkostninger og overskud.

Man stod skulder ved skulder, når det gik skidt og høstede frugterne i fællesskab, når det gik godt. Grundtanken var – og er –, at sammen er vi stærkere. Det er andelstanken, der har gjort Arla til den virksomhed, som den er i dag: Landets største fødevarevirksomhed, en af landets største arbejdspladser og en af de største eksportvirksomheder.

Hvem er vi, hvis vi ikke står sammen?
Det vil være grundlæggende forkert at omgå andelstanken i et velment forsøg på at støtte danske landmænd. For hvem er vi, hvis vi ikke er et andelselskab, når krisen kradser? Hvem er vi, hvis vi ikke står sammen, én for alle og alle for én?

Vi er overbeviste om, at en europæisk mælkekrise bedst kan løses ved en indsats igennem mejeriselskaber, som arbejder på tværs af lande.

De danske bønder producerer cirka 40 procent af al Arlas mælk, og fordi en stor del af denne danskproducerede mælk bliver eksporteret, kommer prisstigningen på mejeriprodukter i fx Storbrittanien og Tyskland især de danske landmænd til gode.

Senest har Arla sat mælkeprisen op, blandt andet fordi bidraget fra butikskæderne i lande som England, Tyskland og Rema 1000 i Danmark kan mærkes. 

Sammen er man stærkere
Krisen for landmændene er på ingen måde forbi. Og da slet ikke, hvis vi begynder at stille spørgsmålstegn ved andelstanken.

Arla er rustet til at møde denne og fremtidens udfordringer – med en enig ejerkreds af mælkebønder på tværs af lande, der fastholder, at sammen står man stærkere.