Debat

Arla: Vi skal demokratisere vores madkultur

DEBAT: Det er problematisk, at der er ved opstå et A- og et B-hold i den danske madkultur. Den danske madkultur bør demokratiseres og gøres tilgængelig for flere end blot de, der har interesse i den, skriver Jakob Knudsen, adm. direktør, Arla Danmark

Michelin-stjerner og anerkendelse er ikke  nok, hvis vi virkelig vil forandre den danske madkultur, skriver Jakob Knudsen.
Michelin-stjerner og anerkendelse er ikke  nok, hvis vi virkelig vil forandre den danske madkultur, skriver Jakob Knudsen.
Kristian Tolbøll
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jakob Knudsen
Adm. direktør, Arla Danmark

Danmark rider på en gastronomisk bølge. Drevet af toprestauranter som Noma, Geranium, ildsjæle som Claus Meyer, fødevareinnovatører og en masse kokke, der har turdet tage livtag med og udfordre en dansk madscene, der for år tilbage blev opfattet som kedelig og alt for traditionel. I dag kan vi bryste os af førstepladser, guldmedaljer og ikke mindst international anerkendelse for vores gastronomiske miljø.

Risiko for A- og B-hold
Men jeg tror ikke, at Michelin-stjerner og anerkendelse er nok, hvis vi virkelig vil forandre den danske madkultur. For lige nu risikerer vi at skabe et A- og et B-hold, hvor specielt en stor gruppe af danskere ikke kommer med på den gastronomiske bølge.

Eller endsige har basal viden om, hvad et sundt og nærende måltid er. Vi er ved at miste en generation af unge, som aldrig har lært at lave mad selv, som ikke har forstand på råvarer, og som ikke har fået viden om, hvordan man skal leve sundt, bæredygtigt og ernæringsmæssigt godt.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

På en helt almindelig hverdag er der således kun fire procent af danske børn, der deltager i aftensmadlavningen derhjemme. Det er et temmeligt lavt tal, der viser, at vi risikerer at stå over for en udfordring med store samfundsmæssige omkostninger, når denne generation vokser op uden kompetencer og viden – og en god madkultur.

Jeg tror, at en af grundudfordringerne i dette er, at vi ikke er lykkes med at konvertere den gastronomiske succes til en bred madkultur, der rækker ud til den almindelige dansker, der måske ikke har tiden eller overskuddet – eller pengene – til at spise godt. Der er kort sagt behov for, at vi demokratiserer vores madkultur. At vi gør den tilgængelig for flere end blot de, som allerede har interessen.

En ny dansk madkultur skal være en madkultur for alle. Og det er mit håb, at en sådan ny måde at demokratisere madkulturen på tværs af fødevareaktører og værdikæde kan være en løsning på, at lukke gabet mellem fødevaredanmarks A- og B- hold.

Jakob Knudsen
Adm. direktør, Arla Danmark

Region Østjylland som det gode eksempel
Set fra mit skrivebord i Aarhus sker der en række spændende ting i specielt den østjyske region, som kan være et skridt på vejen til en større demokratisering af madkulturen i hele Danmark. Og som måske har potentialet til at gribe fat om roden på dette problem, hvis alle aktører arbejder sammen

Region Østjylland har en fødevareklynge, som har vokset sig til Europas tredjestørste. Her er en stor grad af primærproduktion af fødevarer, en bredde af både store fødevarevirksomheder som Danish Crown og Arla og mindre innovative start-ups samt både spændende nye og veletablerede restauranter og madsteder. Vi har kort sagt hele værdikæden samlet i én region.

Den bevægelse, vi kan se ske i regionen, er en bevægelse, hvor mad- og fødevare-agendaen bliver bredt ud til hele regionen – til både borgere og virksomheder.

Madkulturen er ved at blive taget alvorligt – og den gøres konkret igennem projekter, der for eksempel skal forandre, hvordan vi producerer fremtidens fødevarer til en verdensbefolkning, der snart rammer ni milliarder mennesker, hvordan børn og unge kan få sund og god mad i institutioner og skoler. Og ikke mindst er vi flere aktører, der diskuterer, hvordan vi opbygger bedre madkompetencer hos specielt de unge.

De mange ting, der sker på fødevareområdet i Region Østjylland kan være et første skridt i retning mod at konvertere den gastronomiske bølge til en fødevare- og madkultur, der er relevant for alle danskere – og ikke kun dem med en gastronomisk interesse.

En ny dansk madkultur skal være en madkultur for alle. Og det er mit håb, at en sådan ny måde at demokratisere madkulturen på tværs af fødevareaktører og værdikæde kan være en løsning på, at lukke gabet mellem fødevaredanmarks A- og B-hold.

Velbekomme! 

.....

Jakob Knudsen har haft en lang karriere i fødevarebranchen. Han var ansat i Unilever fra 1994 til 2001. Herefter gik turen videre til Carlsberg Group, hvor han arbejdede indtil 2011. I 2012 kom Jakob Knudsen til Arla, hvor han i dag er administrerende direktør for Arla Danmark. Han er uddannet master i økonomi og forretningsadministration – international markedsføring og ledelse fra CBS i 1993.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00