Debat

Bagermester: Dokumentationskrav koster økologien hos små bagere

DEBAT: Som bager skal man dokumentere alt fra indkøb og produktion til salg, før man kan sælge økologisk brød. Restauratørreglerne er derimod meget simplere og bør også gælde i bageriet, lyder det fra bagermester John Jønsson.

Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix
Kirsten Ida Enemark
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af John Jønsson
Bagermester og BKDs formand

Jeg vil gerne økologien. Både i mit privatliv og som selvstændig bagermester. Men hvor det er let at vælge økologi og det røde Ø i mit privatliv, så er det knap så let, når jeg sidder i min virksomhed i Kastrup og vil leve op til de mange indviklede regler og krav, der findes for, at man kan anprise mine brød som økologiske.

For det er ikke let.

Man skulle ellers tro, at hvis jeg udelukkende købte økologisk mel – og vel at mærke kan bevise det gennem mine fakturaer – så måtte jeg fortælle mine kunder, at deres brød var lavet af økologisk mel. Men sådan er reglerne ikke indrettet.

Fakta
Deltag i debatten!

I stedet skal jeg redegøre for alle mine indkøb, al min produktion og alt mit salg og det mel, der bliver brugt til produktudvikling.

Alt sammen et omfattende bureaukrati, som måske fungerer på fabrikker med automatiserede processer, få varenumre og mennesker, der kun er ansat til at administrere.

Hvis jeg var restauratør, kunne jeg nøjes med at fremvise fakturaer på, at en vis procentdel af mine indkøb var økologiske, og så kunne jeg reklamere med en variant af det røde øko-ø.

John Jønsson
Bagermester og BKDs formand

Men hos en lille håndværksbager med en håndfuld millioner i omsætning, så er der ikke plads til den slags. Derfor er der kun én, som kan stå for det arbejde, og det er mig som ejer selv.

Men i en hverdag, hvor jeg både skal bage, stå for indkøb, uddanne mine lærlinge, ordne løn, udvikle nye produkter og alt det andet, som man skal som selvstændig bager, så er tanken om ekstra bureaukrati ikke ligefrem tiltalende.

Så i stedet bager jeg mine brød med økologisk mel uden at sætte det røde Ø på mine varer.

Bagere er til grin, hvis de bager økologisk
Men problemet er, at jeg faktisk taber penge på at hjælpe med at få mere økologi i danskerne. Helt præcist har jeg brugt 75.000 kroner ekstra på at købe økologisk mel i 2017, end hvis jeg havde brugt konventionelt mel.

Penge, der kunne komme direkte ned på min bundlinje og dermed have gjort overskuddet – og min løn – større.

75.000 kroner er mange penge at sige nej til. Men jeg har gjort det, fordi jeg tror på, at de økologiske råvarer er bedre for os i længden. Både for den enkelte forbruger, men også for os som samfund.

Men nu går den ikke længere.

For som bager er jeg lidt til grin for mine egne penge.

Økologi er nemmere som restauratør
Reglerne omkring markedsføring af økologi er nemlig indrettet sådan, at hvis jeg havde været en restaurant, et pizzeria eller en kantine, så havde jeg haft ret til at sætte det såkaldte "økologiske spisemærke" i enten guld, sølv eller bronze på min forretning og dermed fortalt mine kunder, at mellem 30 og 100 procent af mine råvarer er økologiske.

Hvis jeg var restauratør, kunne jeg nøjes med at fremvise fakturaer på, at en vis procentdel af mine indkøb var økologiske, og så kunne jeg reklamere med en variant af det røde øko-ø.

Hos Bager- og Konditormestre i Danmark (BKD) har vi længe efterspurgt myndighederne om muligheden for at få samme ordning som restauranterne. Men igen og igen får vi nej med begrundelsen, at økologiforordningen fra EU ikke giver os ret til det.

Så som bagermester har jeg tre muligheder nu:

  1. Jeg kan ansætte en person til at ordne mit økologiske regnskab
  2. Jeg kan lukke min forretning ned og åbne igen i morgen som en takeout-restaurant med brød og kager (og et sølvmærke i økologi)
  3. Jeg kan vælge at droppe de økologiske råvarer og putte besparelsen i lommen.

Ingen af delene har jeg lyst til. Jeg vil bage med mit økologiske mel og have lov til at fortælle mine kunder, at de får brød bagt med økologisk mel, når de handler hos mig.

Er det for meget at forlange?

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00