Coop: Dyrevelfærdshjertet lægges i graven, men grundlæggende udfordringer i systemet lever stadig

Det blev fem og et halvt år med Coops Dyrevelfærdshjerte, før vi nu har valgt at lægge det i graven. I stedet vil vi fra nytår benytte statens mærke Bedre Dyrevelfærd.

På overfladen er det naturligvis glædeligt. Et mærke mindre gør det lettere for forbrugerne at navigere – og lettere for os at finde leverandører, som producerer efter ordningen.

Så vidt så godt.

Men er det egentlig godt for dyrene – og for vores samfund – at regulere dyrevelfærd ad markedets vej? Og hvad kan vi lære af Coops erfaringer med mærkningsordningen?

Lad mig starte med begyndelsen. I 2016 indkaldte den daværende fødevareminister til drøftelser om udformning af et kommende dyrevelfærdsmærke – i første omgang på svinekød, som det hed dengang.

Coop deltog i arbejdet, men var kritisk over for det lave niveau af dyrevelfærd, man ville anprise på nederste trin af mærket. I længden tror jeg, vi blev et irriterende bekendtskab, og til sidst blev vi ikke længere inviteret med til drøftelserne.

Jeg tror aldrig, at meningen med markedsdrevet dyrevelfærd har været at underbyde hinandens mærkningsordninger, men det blev realiteten 

Thomas Roland
CSR-chef, Coop Danmark

Da det gik op for vores daværende direktør, at arbejdet alligevel var fortsat, tog vi i stedet initiativ til at udforme vores eget mærke. Ikke kun for svin, men for alle relevante dyrearter. Og ikke med branchen om bordet, men sammen med dyrevelfærdsforskere fra Århus Universitet.

Resultatet blev Coops Dyrevelfærdshjerte, en ordning i fire niveauer: ”Den gode staldproduktion” i erkendelse af, at langt det meste af vores kød kommer fra dyr, der aldrig kommer udenfor. Frilandsproduktioner på niveau 2. Økologisk produktion på niveau 3 og som et fjerde niveau den ”ekstra gode dyrevelfærd” tiltænkt innovative producenter, som gik endnu længere end økologireglerne for at tilgodese dyrenes naturlige behov og udfoldelsesmuligheder.

Selvom vi nu nedlægger ordningen, er jeg stolt over den. Jeg mener, at vi tog fat i de rigtige udfordringer i svineproduktionen, ved at stille konkrete krav til blandt andet pladsforhold, fravænning, rodematerialer, grovfoder, ingen fastspænding ej heller i farestalden, ingen halekupering og kort transporttid.

Men da staten året efter lancerede sit mærke, fik vi at føle, hvad markedsdrevet dyrevelfærd vil sige. Vi blev kort og godt underbudt. Kravene til statens niveau 2 var lavere end vores niveau 1!

Resultatet blev, at kunderne i vores butikker stod med gode Bornholmergrise i indkøbskurven, anprist med et enkelt hjerte ud af maksimalt fire i vores ordning, som tegn på, at det var resultatet af en god staldproduktion.

Hos vores konkurrenter belønnede staten tilsvarende produktioner med hele to ud af tre mulige hjerter. Intet under at kunderne troede, at vi kun var 25% i mål med god velfærd (ét ud af fire hjerter), mens vores konkurrenter var 66% i mål (2 ud af 3), endda til samme pris!

Fordelen ved alle forbrugermærker er, at de reducerer kompleksiteten, så forbrugerne ikke behøver at kende til reglerne bag mærket. De skal bare stole på mærket selv. Men i dette tilfælde betød det desværre, at den bedste dyrevelfærd blev underbudt af et lavere niveau, som ikke desto mindre fremstod bedre på pakken.

Jeg tror aldrig, at meningen med markedsdrevet dyrevelfærd har været at underbyde hinandens mærkningsordninger, men det blev realiteten. Derfor må vi nu opgive vores mærke og fremover glæde os over, at Bornholmergrisen om lidt også får 2 ud af 3 hjerter. Perception is reality og kun dyrevelfærden bliver ikke forbedret af den manøvre.

Selvom man måske fornemmer bitterheden mellem linjerne, erkender jeg også, at det måtte gå sådan. Men jeg synes, erfaringerne er værd at dele.

Bagsiden af den strategi er, at vi måske aldrig får løftet bundniveauet eller taget politisk livtag med de negative konsekvenser af vores markedslogikker, når vi først har etableret en mærkningsordning

Thomas Roland
CSR-chef, Coop Danmark

For det første er det afgørende, at der er bred konsensus bag mærkningsordninger, som staten er involveret i. Mærker lever af troværdighed og selvom kongekronen i logoet kan bringe os langt i et land som Danmark, bringer det os ikke af sig selv i mål.

Det er af afgørende betydning, at vi ikke havner i en tilsvarende situation, når det kommende klimamærke skal udformes. Der skal kun være ét klimamærke, ikke flere, der konkurrerer om at anprise det laveste aftryk. Og alle de centrale aktører skal stå bag det – også forskere og forbrugerorganisationer.

For det andet står vi over for en række helt grundlæggende udfordringer i vores fødevaresystem, som kun bliver tydeligere de kommende år.

Klima er én af disse. Dyrevelfærd en anden. Biodiversitetstabet og vores manglende evne til at dele fotosyntesens indfangede solenergi med andre arter eller levne naturen plads er en tredje. Og så er der sundhedsudfordringerne forbundet med det stadig større udbud af stærkt forarbejdede fødevarer.  

Ved at lade forbrugermærker være løsningen på de problemer kan man i hvert fald for en stund lade som om, markedet er det bedste instrument til at forbedre systemerne og øge bæredygtigheden.

Men som med dyrevelfærdsmærket er jeg bange for, at de grundlæggende udfordringer ikke løses.

Alt for få mennesker navigerer efter forbrugermærker. Oftest vil de komme med en merpris. Kravene i mærkerne strammes ikke hurtigt nok. Og mærkerne gør grundlæggende ikke op med de mekanismer i vores fødevaresystem, som har skabt de problemer, de postulerer at afhjælpe.

Forstå mig ret: Jeg går ind for forbrugernes frie valg, og jeg vil også gerne tilbyde ekstra høje niveauer af sundhed, dyrevelfærd og miljøhensyn til dem, som har præference for det.