Debat

Dansk Byplanlaboratorium: Der er så dejligt ude på landet – eller er der?

TEMADEBAT: Det er vigtigt, at kommunerne arbejder aktivt med landskabet, når de planlægger for landsbyernes og landområdernes fremtid, skriver Ellen Højgaard Jensen

<b>TILFLYTTERVENLIGT:&nbsp;</b>Grusvej ved Røsnæs Fyr, Kalundborg
TILFLYTTERVENLIGT: Grusvej ved Røsnæs Fyr, KalundborgFoto: Colourbox
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Ellen Højgaard Jensen
Direktør, Dansk Byplanlaboratorium

Vi kan ikke vende urbaniseringen, men vi kan gøre det mere attraktivt at bo på landet. Det kræver nedrivning og byfornyelse. Og det kræver også strategisk planlægning. Det er tre af de centrale anbefalinger, som regeringens landsbyudvalg kom med i april. Der er blevet taget godt imod de forslag, og jeg ser frem til at se dem udmøntet i konkret politik.

Der er dog en anbefaling, der ikke har fået så stor bevågenhed, og den vil jeg gerne fremhæve. For den er også vigtig. Det handler om landsbyboernes adgang til naturen.

Hvis du spørger byboerne om deres drømme, så er der faktisk mange, der kunne tænke sig at flytte på landet. Tallene varierer lidt, men de er overraskende høje. Der er et stort uudnyttet potentiale. De har sikkert mange urealistiske og romantiske forestillinger om naturen, og folk kender mest til områderne fra deres sommerferier. Men det er først og fremmest naturen, der trækker. Og vi ved, at en del af dem, der rent faktisk realiserer en flytning, bliver slemt skuffede.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Der bliver længere og længere mellem markvejene
Landbrugets udvikling medfører stadig større bedrifter. Det betyder, at de små grusveje, der tidligere førte til den enkelte bedrift, bliver nedlagt, og at det kan blive stadig sværere for landsbyboerne at gå en tur med hunden i aftensolen.

Nogle er plaget af lugtgener og tung trafik fra landbruget og andre erhverv. Og mange steder tør forældre ikke sende deres børn til skole på cykel, fordi de skal færdes på meget farlige landeveje.

Landbrugets udvikling medfører stadig større bedrifter. Det betyder, at de små grusveje, der tidligere førte til den enkelte bedrift bliver nedlagt, og at det kan blive stadig sværere for landsbyboerne at gå en tur med hunden i aftensolen.

Ellen Højgaard Jensen
Direktør Dansk Byplanlaboratorium

Det kan synes som luksusproblemer, men det er faktisk helt centralt, hvis vi skal tale levedygtige landsbyer i 2030. Derfor er det vigtigt, at kommunerne arbejder aktivt med landskabet, når de planlægger for landsbyernes og landområdernes fremtid. I de fleste landsbyplaner er det da også et formuleret ønske. Der skal skabes plads til både trampestier og cykelruter.

Lev godt, og lad det gro
Landsbyer bliver attraktive, hvis de har adgang til naturen. Som medlem af regeringens udvalg for levedygtige landsbyer så har jeg haft den glæde at se mange landsbyer. De er meget forskellige, men mange af dem er afskåret fra netop naturen.

Et af de rigtig gode kommunale eksempler kan findes i Hjørring. Her ligger landsbyen Sdr. Rubjerg, der har været ramt af fraflytning. Den ligger langs en statsvej, der går mellem Hjørring og Løkken. Før var det attraktivt at bo ud til vejen. Det er det ikke rigtig længere. Her har kommunen igangsat et spændende forsøgsprojekt, hvor landskabet er brugt som en aktiv løftestang.

Omdannelsesprojektet hedder: ”Løkkensvej – lev godt og lad det gro”. Her er der nedrevet forfaldne huse og skabt nye stier og udsyn til de flotte ådale, der viser sig bag ved den oprindelige randbebyggelse. Pludselig får beboere og turister øjnene op for de store landskabelige træk. Planen er udviklet i et tæt samspil med de lokale beboere og landmændene i området. Modellen er velbeskrevet og lige til at kopiere.

Rekonstruktion og sammenhæng
En mere kompliceret model handler om jordfordeling. Det vil være oplagt at tænke landsbyudviklingen sammen med de natur- og landbrugsinteresser, der også skal varetages.

En samlet natur- og landskabsplan kan afdække, hvor der er gode betingelser for landsbyer og omplacering af boliger. Nogen steder kan det være hensigtsmæssigt helt at gentænke hele arealanvendelsen og fjerne nogle af de flækker, der har det rigtig svært.

Andre steder kan der lukkes op for nye naturskønne byggemuligheder. På den måde kan der skabes større sammenhængende landbrug eller naturområder. Og man kan sikre, at boligerne og landsbyerne ikke belastes af gener fra landbruget. Det lyder kompliceret – og det er det også. Derfor foreslår udvalget et særligt rejsehold, der kan bistå kommunerne i den proces. Det bliver spændende at se, hvem der griber bolden.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ellen Højgaard Jensen

Underviser og byudvikler
cand.scient. i kulturgeografi (Københavns Uni. 1992)

0:000:00