Debat

Dansk Erhverv: Lang sagsbehandlingstid giver sure miner

DEBAT: Sagsbehandlingstiderne for klagesager på fødevareområdet er blevet alt for lange, skriver Dansk Erhvervs politiske konsulent, Jeppe Rønnebæk Kongsbak. Han mener, at langt de fleste afgørelser bør falde inden for få måneder.

Sagsbehandlingstiden for klagesager på fødevareområdet skal skæres ned. Så klart er budskabet fra Dansk Erhvervs politiske konsulent, Jeppe Rønnebæk Kongsbak.
Sagsbehandlingstiden for klagesager på fødevareområdet skal skæres ned. Så klart er budskabet fra Dansk Erhvervs politiske konsulent, Jeppe Rønnebæk Kongsbak.Foto: Pressefoto, Dansk Erhverv
Line Jenvall
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jeppe Rønnebæk Kongsbak
Politisk konsulent i Dansk Erhverv

Virksomheder må for tiden se langt efter en effektiv sagsbehandling, hvis de vælger at klage over en afgørelse fra Fødevarestyrelsen. 

I øjeblikket oplever virksomheder nemlig en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 11,3 måneder, når der klages over en afgørelse til Miljø- og Fødevareministeriet. 

I 2014 måtte virksomheder i gennemsnit ”kun” vente seks måneder på en afgørelse. Der er således tale om en fordobling inden for meget kort tid ifølge ministeriets egne tal.

Fakta
Bland dig i debatten!
Send dit indlæg til [email protected].

Ventetiden er dyr
Det sker omkring 200 gange i løbet af et år, at virksomheder indgiver en klage over en afgørelse på fødevareområdet til Klagecentret for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri under Miljø- og Fødevareministeriet. 

Niveauet for klagesager har de seneste par år været konstant, og set i et større perspektiv er mængden af klager heller ikke voldsom, i og med at Fødevarestyrelsen årligt udfører mere end 50.000 kontrolbesøg og en lang række andre myndighedsopgaver.

Det er helt afgørende for virksomheder, at de kan forvente hurtig respons fra myndighederne. Især hvis virksomheden har fået tildelt en smiley på et forkert grundlag, og kundegrundlaget forsvinder.

Jeppe Rønnebæk Kongsbak
Politisk konsulent i Dansk Erhverv

Det kan imidlertid have store konsekvenser for en virksomhed at skulle vente op til et år på en afgørelse i en klagesag. 

Det gælder særligt for dagligvarebutikker og restauranter, som uretmæssigt kan tvinges til at have mellemfornøjede smileys hængende på deres dør, indtil sagen er afgjort, eller miste den elitesmiley, som mange forbrugere kigger efter, inden de går ind i butikken, bageren, caféen eller restauranten.

Det risikerer at blive endnu værre
Miljø- og Fødevareministeriets klagecenter har en klar ambition om at yde en effektiv sagsbehandling inden for rimelige sagsbehandlingstider. Hvis den ambition skal efterleves, er der behov for, at miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen ser på området hurtigst muligt. 

For som en konsekvens af regeringens udflytningsplaner skal klagecentret flytte til Viborg i 2017 og bliver samtidig en del af en større statslig klageenhed.

I Dansk Erhverv er vi bekymrede for, at det vil betyde endnu længere sagsbehandlingstider for virksomhederne. 

En opgørelse viste for nylig, at hver femte udflytningsramte medarbejder i Miljø- og Fødevareministeriet allerede har sagt op. Heriblandt halvdelen af medarbejderne i Natur- og Miljøklagenævnet og alle medarbejdere i Energiklagenævnet, der også hører under Miljø- og Fødevareministeriet.

Retsfølelsen står for skud
Det er ikke kun et spørgsmål om prioritering af klagesagsområdet, så sagsbehandlingstiderne kan blive sænket til et acceptabelt niveau. Det handler også om retsfølelsen. 

Som borger og virksomhed skal man kunne forvente en vis service fra det offentliges side. I øjeblikket lever virkeligheden langt fra op til de forventninger, og det er ikke gavnligt for hverken virksomheder, borgere eller sagsbehandlerne.

Det er ikke kun den lange sagsbehandlingstid, som er uhensigtsmæssig i forhold til retsfølelsen. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid, som klagecentret offentliggør for at give erhvervet et fingerpeg om den aktuelle sagsbehandlingstid, er også et misvisende serviceværktøj.

Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid er sammensat af mange forskellige typer af klagesager fra fødevarekontrol til godkendelser og gebyrer. Virksomheder har derved ikke en reel chance for at gennemskue, hvordan sagsbehandlingstiden er sammensat, og dermed hvor lang tid de må vente på et svar.

En virksomhed får med den nuværende opgørelsesmetode således ikke et retvisende billede af den forventede sagsbehandlingstid i en konkret sag. Og hvis man har klaget en gang tidligere og ventet 15 måneder på en afgørelse, forsvinder retsfølelsen, og tilliden til systemet mindskes.

Sæt et ambitiøst mål
Det er helt afgørende for virksomheder, at de kan forvente hurtig respons fra myndighederne. Især hvis virksomheden har fået tildelt en smiley på et forkert grundlag, og kundegrundlaget forsvinder.

Dansk Erhverv foreslår derfor, at der indføres en mere ambitiøs målsætning, så 95 procent af alle klagesager på fødevareområdet skal behandles inden for tre måneder. 

Udover en kortere sagsbehandlingstid giver det også en mere retvisende opgørelse af sagsbehandlingstiden. I dag er klagecentrets målsætning seks måneder i gennemsnit for alle sager, og det siger ikke noget om den enkelte sag. 

Samtidig vil den foreslåede opgørelsesmetode også tage højde for, at nogle sager er komplekse og kan tage lang tid at behandle.

Regeringen har med et bredt flertal netop præsenteret Retssikkerhedspakke II, som har til formål at styrke borgernes rettigheder hos skattemyndighederne. Med aftalen vil der blandt andet blive etableret et skattekontor hos ombudsmanden, indført en sagsbehandlingstidsgaranti for borgerne og tilført flere ressourcer til Skat. 

Regeringen kunne med fordel videreføre lignende tiltag for virksomhederne, herunder også på miljø- og fødevareområdet, så sagsbehandlingstiden også kan få en glad smiley.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00