Ellemann undskylder for at have givet Folketinget forkerte oplysninger

SAMRÅD: Spørgsmålet om antallet af døde smågrise var blevet fortolket forkert i ministeriet, og derfor er der afgivet forkerte oplysninger til Folketinget, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Sebastian Risbøl Jacobsen

"Det er en fejl. Det burde være fanget. Både i styrelsen, ministeriet og herunder ikke mindst mig. Det skete ikke, det beklager jeg, det må I undskylde."

Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) lagde sig fladt ned, da han i torsdagens samråd i miljø- og fødevareudvalget blev bedt om at forholde sig til, om han i efteråret havde givet Folketinget forkerte oplysninger i sagen om døde smågrise.

I november sidste år blev ministeren spurgt om, hvor mange grise der er døde i forbindelse med transport til, aflæsning på og ophold i danske samlestalde. Hertil svarede ministeren, at Fødevarestyrelsen ikke har mulighed for at opgøre antallet af eller årsagen til smågrise, der mister livet ved transport.

0:000:00