Tre organisationer: Her er fem anbe­falinger til genopretning af Østersøen

DEBAT: Det vil tage tid at komme Østersøens dårlige miljøtilstand til livs, og for fiskeriet bliver det ingen dans på roser. Lykkes det at få genoprettet økosystemet, vil det ikke blot være værdifuldt i sig selv, men også for fiskernes økonomi, mener tre aktører.

Af Sune Scheller, Henrike Semmler og Berit Asmussen
Projektleder i Greenpeace, seniorrådgiver for hav og fiskeri i WWF og kampagnekoordinator i Our Fish

I sidste uge blev EU's fiskeriministre enige om fiskekvoterne for Østersøen i 2020.

Danmarks minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling, Mogens Jensen (S), arbejdede frem mod målstregen aktivt for at minimere de foreslåede reduktioner fra både biologer og EU-Kommissionen.

Kritikken fra os grønne organisationer var efterfølgende kras, hvilket desværre er lidt af en tilbagevendende begivenhed. Ministeren benyttede sig dog samtidig af muligheden til at invitere til bred dialog om Østersøens fremtid.

Den bekymrende dårlige miljøtilstand i Østersøen er ikke kommet som en tyv om natten, men har været i negativ udvikling over årtier.

For fiskeriets vedkommende indtraf et trist lavpunkt i sommer, hvor EU-Kommissionen med en hasteforanstaltning måtte lukke fiskeri efter torsk i den østlige Østersø i forsøget på at redde bestanden fra et "forestående kollaps".

Torsken i den østlige Østersø er formodentlig det største skrækeksempel, men også det bedste eksempel. Lærer vi ikke af fejltagelserne her, så vil andre bestande blot følge samme vej.

Genopretningen af Østersøen kommer til at tage lang tid, og for fiskeriet kommer det alt andet lige til at kræve ofre. Men lykkes det at få genoprettet økosystemet, vil dette ikke kun være værdifuldt i sig selv – det vil på sigt også gavne fiskernes økonomi.

Mogens Jensens invitation til dialog takker vi ja til. Her er fem opfordringer, som miljøorganisationerne mener, der er helt nødvendige for at vende udviklingen i Østersøen.

Minister må lytte til biologer
Den første opfordring går på det aktuelle emne om fiskekvoternes størrelse. Når vi hiver en fisk op af havet, er der én fisk mindre tilbage. Hiver vi for mange fisk op af vandet, vil vi på et tidspunkt komme i en situation, hvor bestanden ikke kan nå at reproducere sig selv.

Derfor er det vigtigt, at fiskeriministrene lytter til biologerne i Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES), når der fastsættes kvoter.

Den anden opfordring er indførelse af en ægte økosystembaseret tilgang til forvaltningen af fiskeriet. Én af torskens vigtigste fødekilder er brisling – en sildefisk, der primært fiskes som industrifisk til fremstilling af fiskemel og -olie.

I Østersøen er brislingen søgt mod nord og har i stigende grad forladt torskens primære leveområder. ICES har længe anbefalet, at man tager det forhold med i betragtning ved at tildele kvoterne, således at fiskeriet af brisling flyttes væk fra torskens leveområder, så de brislinger, der er tilbage, kan indgå i fødekæden.

Her mener industrifiskernes interesseorganisation, Danmarks Pelagiske Producentorganisation, blot, at der er "ingen grund til yderligere regulering" for at løse den problematik. Her må vi opfordre industrifiskerne til at trække kniven ud af ryggen på konsumfiskerne og vise lidt mere forståelse over for deres fæller.

Bundlevende smådyr er ligeledes en meget vigtig fødekilde for især unge torsk. ICES påpeger blandt andet, at fiskeri med bundslæbende redskaber påvirker havbunden negativt.

Forskningen konkluderer ligeledes, at bundtrawl reducerer både antallet af dyrearter og antallet af dyr på havbunden. I dag er store dele af Østersøen desværre i en permanent forstyrret tilstand på grund af et intensivt internationalt fiskeri med bundslæbende redskaber.

Udbredelse af iltsvind stiger
Et andet problem for havbunden og de bundlevende dyr er den stigende udbredelse af iltsvind, der er forårsaget af næringsstofudledninger hovedsagligt fra landbruget, men også fra byer og industri.

Pointen er, at vi må have et opgør med forestillingen om, at fiskeriforvaltningen er snævert fokuseret på individuelle kvoter isoleret fra hinanden, og at bestandenes sundhed ikke er direkte afhængig af naturens tilstand i Østersøen. Sammenhængen mellem kvoter og typen af fiskeredskaber skal i langt højere grad tages i betragtning.

Derudover skal der tænkes på tværs af sektorer. Udledningen af næringsstoffer skal bringes ned – en indsats i forhold til fiskeri alene vil ikke være nok. Ifølge Helcom er landbruget ansvarlig for 70 til 90 procent af den samlede mængde nitrogen og 60 til 80 procent af den samlede mængde fosfor, der udledes til Østersøen. Her er der larmende tavshed fra fiskeindustrien.

Hele økosystemet skal indtænkes. Det er sådan set allerede et krav fra EU, men det har med al tydelighed ikke indfundet sig i Danmark og resten af Østersø-landene endnu.

{{toplink}}

Indfør langt mere effektiv kontrol
Den tredje opfordring går på en langt mere effektiv kontrol. Østersøen hjemsøges af omfattende ulovligt fiskeri. Siden 2015 har det været forbudt at smide torsk tilbage over rælingen, da især torsk fanget med bundtrawl meget sjældent overlever en tur op på dækket.

Alligevel vurderer ICES i deres seneste rådgivning, at 16 procent af de fangede torsk smides overbord. De 16 procent vurderes at være lavt sat. Det er en grotesk situation. Vi kender ikke til andre erhverv, hvor man tillader den slags adfærd.

Der skal hurtigst muligt indføres fuldt dokumenteret fiskeri for samtlige fiskefartøjer. Det betyder for fiskeriet i Østersøen, at der skal installeres kameraer og sensorer ombord, der kan registrere alt, hvad der trækkes op på dækket.

Naturligvis ikke med henblik på at overvåge den enkelte fisker personligt. Det er fangsten alene, der er interessant.

Ud over det vigtige kontrol perspektiv kan en sådan dokumentation også give biologer og myndigheder data om bestanden, bifangst og endda marint affald som plastik.

Etabler flere beskyttede havområder
Den fjerde opfordring går på etableringen af flere beskyttede havområder. Ingen af de danske havområder er i god økologisk tilstand. Der er mange stressfaktorer i spil. Olieudvinding, sandsugning, fiskeri, klimaforandringer og så videre.

Forskellige former for beskyttede områder kan være et værn mod især ekstraktive erhverv og give naturen plads til at restituere og øge sin kvalitet.

Områdebeskyttelse er et veletableret redskab, der kan gøre økosystemer mere modstandsdygtige over for den samlede mængde presfaktorer inklusive ting, som vi ikke kan afskærme den for – som for eksempel klimaforandringerne.

Derudover kan de, hvis de etableres på intelligent vis, gavne fiskeriet uden for de beskyttede områder.

Den femte og sidste opfordring går på en gennemgribende revision af de aftaler, der sætter de overordnede rammer for forvaltningen af fiskeriet i Østersøen. Under EU's fælles fiskeripolitik er det især den flerårige forvaltningsplan for Østersøen, der har fejlet.

Dette er blandt andet konklusionen fra ngo'er, der finder, at forvaltningsplanen hverken har leveret på målsætningerne i den fælles fiskeripolitik eller havstrategidirektivet, eftersom den ikke har formået at genoprette fiskebestande, eliminere udsmidning af fisk, beskytte sårbare arter og generelt minimere fiskeriets negative påvirkning på Østersøens økosystem.

Forrige artikel Dansk Akvakultur: Havbruget har akut brug for svar fra miljøministeren Dansk Akvakultur: Havbruget har akut brug for svar fra miljøministeren Næste artikel Dansk Erhverv: Principper forhindrer overimplementering af EU-regulering Dansk Erhverv: Principper forhindrer overimplementering af EU-regulering
Jais Valeur svarer på ØL-kritik:

Jais Valeur svarer på ØL-kritik: "Det vækker undren"

ANBEFALINGER: Klimaformand Jais Valeur undrer sig over, at Økologisk Landsforening er kritisk over for visionen og flere af anbefalingerne i rapporten fra Klimapartnerskabet for Fødevare- og Landbrugssektoren.