Kliniske diætister: Kostrådene bliver gjort uattraktive

Af Mette Pedersen
Formand, Foreningen af Kliniske Diætister (FaKD)

”De officielle kostråd” … Totalt useriøst at påstå, at de fører til livsstilssygdomme!

Indrømmet: Der er en kedelig klang i ” de officielle kostråd”, men nu er kostråd ikke boligindretning, som alle har hver sin smag for.

Både lægers og diætisters konsultationstid går for tiden med at afklare fup og fakta. Spildt tid, men nødvendig for tilliden.

Facebook-grupper og cases fra nær og fjern vægter oftest stærkere, end hvad den hvide kittel er uddannet til at rådgive om. Hvorfor er kostråd blevet så useriøse?

Kostrådene bliver ikke fulgt
Befolkningen vil prøve nye veje til det sunde liv og væk fra de officielle råd – og vi kan også give befolkningen ret i, at kostrådene ikke har løst for eksempel fedmeepidemien. Men det er ikke kostrådenes skyld. De bliver nemlig slet ikke fulgt.

Vi ved, at for meget fokus på rigtig eller forkert kost kan tage en forkert drejning, og vi vil faktisk godt slå et hårdt slag for mental sundhed også, samt at valg af mad også er lystbetonet og afslappet.

Mette Pedersen
Formand, Foreningen af Kliniske Diætister (FaKD)

De fleste får stadig lavet tænderne hos tandlægen og bruger Panodil ved høj feber. Men i forhold til kostvejledning, lyttes der ikke til faglighed, men til holdninger. Også selvom det kan have alvorlige konsekvenser.

Det er tragisk, at mange føler sig i dårlig trivsel og syge efter indtagelse af en normal fødevare og vælger at konkludere, at det er maden, der forpester deres tilværelse. Det vil vi som diætister gerne rådgive om.

Men søger de kostråd hos kursusuddannede kostvejledere, bliver de oplyst om, hvor galt deres kostindtag er, og hvor mange tilskud de bør supplere kosten med. Og placeboeffekten er ofte høj.

Vi sundhedsprofessionelle sukker jo dybt, når en kostvejleder debatterer, at der mangler evidens for kostrådene. Så ved man vist ikke, hvad evidens og forskning er. Det, som kostrådene anbefaler og fraråder, er skam velundersøgt – men det er de færreste, der faktisk 100 procent lever efter rådene.

Vi kan da også sagtens hoppe ind i debatten om, hvorfor mængderne af slikposer bliver større, hvorfor vi nudges til at købe usunde varer oppe ved kassen, hvorfor der sælges øl, tobak og junkfood, hvis det ikke gavner sundheden. Men kostrådene opfordrer jo netop ikke til at indtage mere sukker, selvom det kan købes alle vegne.

Kostrådene er valide
De, der påstår, at kostrådene er baseret på forældet forskning og formodninger, og mener at forskning viser, at alle kornprodukter er unødvendige kulhydrater, at kulhydratindtaget er årsagen til det øgede penicillinforbrug, at nøglehulsmærkede fødevarer er usunde, at vi bør øge vores indtag af mættet fedt for at blive rigtige mennesker, er med til at mudre sundhedsdebatten til, og gør kostrådene endnu mindre attraktive.

Men journalister elsker, når noget, der engang var usundt, bliver sundt igen, og publikum er meget modtageligt for det naturlig-sunde.

Diætisternes syn på de officielle kostråd er fortsat, at de er ganske valide, og hvis alle fulgte dem 100 procent ville vi komme langt i forhold til forebyggelse.

Madens kompleksitet
Men vi er på vej mod et paradigmeskifte, hvor tanken om, at en type mad er sund for alle, bliver udfordret. Vi kan ikke sige sort-hvidt, hvad der er sund kost generelt, men kostrådene er et forsøg på det i forhold til forebyggelse.

En fødevarer kan ikke være hverken sund eller usund i isoleret form. Det er meget mere komplekst, selvom kosten altid forsøges at blive fremvist som meget basal viden.

Vores funktion som diætister er fortsat at få rådene, der findes nu, omsat til praktik og få dem til at passe i den enkeltes dagligdag – med udgangspunkt i deres sundhedsværdier og ressourcer.

Vi ved, at for meget fokus på rigtig eller forkert kost kan tage en forkert drejning, og vi vil faktisk godt slå et hårdt slag for mental sundhed også, samt at valg af mad også er lystbetonet og afslappet.

Men vi får snart ondt i vores maver over, at politikere ikke sætter hårdere kurs ind mod ulighed i sundheden, og at journalister fortsat fodrer folk med adgang til useriøse holdninger til sundhed.

Der skal fokus på alle de gode råvarer og valgmuligheder, der findes, og der skal være henvisningsmuligheder til diætister både for dem, der er faret vildt i sundhedsjunglen og til dem, der ikke har ressourcerne til at ændre på deres livsstil.