Debat

Landbrug & Fødevarer og NNF: Vi er klar til at tage ansvar for en grønnere fødevareproduktion

Den grønne og bæredygtige udvikling af vores landbrugs- og fødevareerhverv rummer et kæmpe potentiale. Derfor bør både landmænd og arbejdstagere også være repræsenterede i regeringens varslede arbejde om et partnerskab om en visionsplan for dansk landbrug, skriver Søren Søndergaard og Ole Dam Wehlast. 

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Søren Søndergaard
Ole Dam Wehlast
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der kommer ifølge regeringsgrundlaget en ny CO2e-afgift på landbruget. I Fødevareforbundet NNF og Landbrug & Fødevarer er vi klar til at være konstruktive medspillere for at finde en god løsning, der sikrer en stærk og grønnere fødevareproduktion i fremtiden og lever op til de vigtige balancer, som fremgår af regeringsgrundlaget.

For det er der brug for. En CO2e-afgift etableret uden den nødvendige omhu i forhold til konsekvenserne risikerer nemlig at rive tæppet væk under den danske fødevareproduktion. Det vil så sikkert som amen i kirken sende både jobs og forurening ud af landet. Det er et scenarie, som vi skal undgå.

Hos Fødevareforbundet NNF og Landbrug & Fødevarer har vi høje forventninger til det brede regeringssamarbejde. For vi ved, at det er det brede samarbejde, der skaber de bedste og mest langtidsholdbare løsninger for vores erhverv for vores arbejdspladser og for klimaet.

Svær opgave for ekspertgruppe

Det fremgår af regeringsgrundlaget, at en kommende afgift ”skal udformes på en måde, hvor erhvervet understøttes, således at erhvervets konkurrenceevne ikke forringes, og der dermed ikke flyttes arbejdspladser ud af landet samlet set.”

Det fremgår også, at der ”skal investeres i den grønne omstilling, fødevareproduktionen og dets konkurrenceforhold." Og, at ”det skal sikres, at produktionen ikke bare flyttes ud af landet. Derfor skal provenuet fra afgiften direkte føres tilbage til landbruget, så erhvervets omstilling understøttes.”

Det er ikke fuldstændigt umuligt at få enderne til at mødes, men det kommer til at kræve politisk mod, kreativitet, handlekraft og ikke mindst samarbejde

Søren Søndergaard og Ole Dam Wehlast
Hhv. formand for Landbrug & Fødevarer og forbundsformand for NNF

Det er fornuftige principper, som klart viser, at regeringens udgangspunkt vil være mindre pisk og langt mere gulerod end mange af de afgiftsmodeller, som har været fremme i debatten.

De nærmere teknikaliteter omkring udformningen af forslag til en CO2e-afgift ligger i skrivende stund hos den nedsatte ekspertgruppe med økonomiprofessor Michael Svarer i spidsen.

Ekspertgruppen har fået en meget svær opgave.

Forventningen er, at vi som det eneste land i verden skal have en afgift på landbrugets biologiske processer – samtidig med, at den skal understøtte både konkurrenceevne og arbejdspladser i erhvervet. Det er ikke fuldstændigt umuligt at få enderne til at mødes, men det kommer til at kræve politisk mod, kreativitet, handlekraft og ikke mindst samarbejde.  

Vi er klar på opgaven, hvis vores konkurrenceevne og de arbejdspladser, som vores fødevareeksport skaber, kan bevares og gerne udbygges. Naturligvis er både landmænd og arbejdstagere klar på at lave endnu flere plantebaserede fødevarer, men det står ikke i modsætning til arbejdet med at udvikle en stadig mere bæredygtig og konkurrencedygtig animalsk produktion, som både danskere og omverdenen også efterspørger.

Det er også her, at mange af arbejdspladserne i forarbejdningen på slagterier og mejerier er. Og de ligger i områder, hvor man ikke ”bare” finder et nyt arbejde i samme by. De arbejdspladser må og skal vi holde fast i. Særligt i denne tid, hvor den økonomiske krise begynder at kradse i det danske samfund.

Ikke kun sort på hvidt

Fødevarebranchen er i forandring - og her er den grønne omstilling kun én komponent. Den internationale efterspørgsel, forsyningssikkerhed, klimaforandringer, vertikalt landbrug, fermentering og cellebaseret produktion tegner helt nye muligheder og udfordringer.

For fødevareproduktionen er ikke blot sorte tal på hvidt papir. Det er ægte mennesker med familier og forpligtigelser. De kan få svært ved at finde et nyt levebrød, hvis den danske fødevareproduktion skubbes til udlandet

Søren Søndergaard og Ole Dam Wehlast
Hhv. formand for Landbrug & Fødevarer og forbundsformand for NNF

For hvor skal dansk landbrug hen, og hvor skal fremtidens arbejdspladser helt konkret komme fra?

I mange år har NNF og Landbrug & Fødevarer samarbejdet om at udvikle vores landbrug og understøtte vores fødevarearbejdspladser i konstruktivt samarbejde med skiftende regeringer. Det arbejde ønsker vi at fortsætte – også før, under og efter arbejdet med en CO2e-afgift.

Derfor bør både landmænd og arbejdstagere også være repræsenterede i regeringens varslede arbejde om et partnerskab om en visionsplan for dansk landbrug.

For fødevareproduktionen er ikke blot sorte tal på hvidt papir. Det er ægte mennesker med familier og forpligtigelser. De kan få svært ved at finde et nyt levebrød, hvis den danske fødevareproduktion skubbes til udlandet. Rigtig mange af vores fødevarearbejdspladser er beliggende i land- og yderkommuner – og her viser erfaringen fra finanskrisen desværre, at det kan tage lang tid, før nye arbejdspladser igen vil opstå.

Derfor skal der lyde en klar opfordring fra NNF og Landbrug & Fødevarer til regeringen og resten af Folketinget: Husk de vigtige balancer i arbejdet i den kommende regeringsperiode – ikke mindst i arbejdet om en kommende CO2e-afgift.

Den grønne og bæredygtige udvikling af vores landbrugs- og fødevareerhverv rummer et kæmpe potentiale. For os som nation og for hele den globale klimaindsats. Vi har muligheden for at blive et grønt fyrtårn. Lad os gribe den mulighed i fællesskab. Indfrier vi det potentiale, så tager vi ansvar. For hele Danmark.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Søndergaard

Formand, Landbrug & Fødevarer
Agraøkonom (Vejlby Landbrugsskole 2004), Innovation af forretningsmodeller (VIA University College 2019)

Ole Dam Wehlast

Forbundsformand, Fødevareforbundet NNF, Præsident, Nordisk Union
bager (Lynges Konditori, Kgs. Lyngby. 1978)

0:000:00