Landbrugsvirksomhed: Bevar klimapartnerskaberne, men skift fokus

Af Carina Christine Skovmøller
Chef for bæredygtighed, public affairs og presse i Syngenta Nordic

De 13 klimapartnerskaber afleverede i marts 2020 deres anbefalinger til regeringen. Et punktum blev sat. Men hvad så nu?

Klimapartnerskaberne har leveret et solidt stykke arbejde. I samarbejde med forskere, interesseorganisationer, myndigheder og industrien har klimapartnerskaberne udarbejdet et idékatalog med mulige løsninger og forslag, der rækker langt ind i fremtiden og som tilmed går ud over de 70 procents CO2-reduktion i 2030. Den første vigtige milepæl er krydset. 

Det hidtidige arbejde har været grundigt og godt, og vejen er banet for det, som den næste fase kræver, nemlig handling. Det er en ny opgave og en helt anden udfordring end at finde på idéerne.

Nu skal vi have de relevante aktører på banen med bud på, hvordan vi kan få løsningsforslagene gjort eksekverbare i praksis, og det kræver, at vi nu skifter gear med klimapartnerskaberne.

Landmænd har brug for vished 
Landbruget er en af de sektorer, der skriger efter handling. Det oplever jeg selv på nærmeste hold.

Det kan være dødsstødet for den enkelte landmand, hvis vedkommende laver en investering i et produktionsanlæg eller en produktionsform, der skal betales over 20 år, men som bliver irrelevant efter fem år. 

Carina Christine Skovmøller
Chef for bæredygtighed, public affairs og presse i Syngenta Nordic

De danske landmænd er omstillingsparate, men de har brug for at vide, hvilken retning de skal løbe i. Det skal være en retning, der er afprøvet og fremtidssikret, så investeringen i nye produkter ikke er følsom over for skiftende luner. Investeringerne skal være rentable. 

Hos Syngenta har vi spurgt de danske landmænd og deres rådgivere om, hvilke overvejelser de gør sig i forbindelse med den grønne omstilling, og en ting går igen hos både konventionelle og økologiske landmænd, husdyrsproducenter og planteavlere: Der er brug for vished om fremtidssikringen af de investeringer, der skal sikre deres eksistensgrundlag.

De danske landmænd er robuste, og de har et stærkt bagland, som kan støtte den enkelte i omstillingen. Men det er afgørende, at vi forstår og tager alvorligt, at det kræver omlægning, når en landmand skal foretage en langsigtet investering. 

Det kan være dødsstødet for den enkelte landmand, hvis vedkommende laver en investering i et produktionsanlæg eller en produktionsform, der skal betales over 20 år, men som bliver irrelevant efter fem år. 

Der er ikke plads til dyre eksperimenter. Derfor skal der skabes retning, og der skal stilles en vis form for sikkerhed til rådighed, hvilket skal være med til at fremme nye investeringer. Kan vi det, er landmændene yderst parate til at gå i præcis den retning, som efterspørgslen peger på.