Debat

L&F: Reduktionsmål er en skandale

DEBAT: I 2012 forpligtede Ida Auken sig på, at vi kan reducere vores ammoniakudledning med 24 procent frem mod 2020. Det er en skandale for landbruget, skriver Lars Hvidtfeldt, viceformand i Landbrug & Fødevarer.

Foto: Landbrug & Fødevarer
Kirsten Ida Enemark
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lars Hvidtfeldt
Viceformand i Landbrug & Fødevarer

Det er en skandale, at dansk landbrug står over for en potentiel katastrofe, fordi en tidligere regering anført af Ida Auken som miljøminister havde et behov for at pudse sin egen glorie.

I 2012 forpligtede Ida Auken sig på Danmarks vegne over for hele EU med, at vi kan reducere vores ammoniakudledning med 24 procent frem mod 2020. Det gjorde hun, selvom Danmark allerede dengang var gået længere end de fleste andre lande. Og hun gjorde det, selvom de andre EU-lande forpligtede sig på en reduktion på 6 procent.

Det er flot at være ambitiøs. Det er ekstra flot at være det på andres vegne. For det var lige præcis, hvad Ida Auken var dengang.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Selv dem, der skal stå for den flotte reduktion, spurgte Ida Auken ikke til råds. Landbruget blev aldrig hørt. Samtidig blev Folketinget udelukkende orienteret skriftligt og det først lige inden de endelige forhandlinger.

Orienteringen til Folketinget var mildest talt mangelfuld, grænsende til vildledende. Indberetningen om reduktionen på de 24 procent var altså aldrig igennem en normal demokratisk proces. Det er en vaskeægte skandale.

Vi har et reduktionsmål, som vi ikke kan nå. Det har vi sagt fra det øjeblik, vi opdagede miseren.

Lars Hvidtfeldt
Viceformand, Landbrug & Fødevarer

Landbruget kan ikke nå reduktionsmål
Nu står vi så her. Vi har et reduktionsmål, som vi ikke kan nå. Det har vi sagt fra det øjeblik, vi opdagede miseren. Samtidig kan jeg læse her på Altinget, at Christian Rabjerg Madsen fra Socialdemokraterne siger, at man ikke skal slække nu, da 2020 er langt væk. Der må jeg bare sige, at når man driver landbrug, så er 2020 meget snart.

Hvis vi på så kort tid skal nå de 24 procent, så vil det gå ud over erhvervet, hvilket i sidste ende vil koste tabte indtægter til velfærd for samfundet. Det, Ida Auken og hendes folk valgte at se bort fra, da de meldte det meget ambitiøse reduktionsmål ind, var, at vi allerede havde lavet en meget flot reduktion. Auken burde allerede i 2012 have vidst, at en yderligere stor ammoniakreduktion ville blive langt mere omkostningstung, end den vi havde leveret.

Ida Auken valgte dog i stedet at lytte til et skøn fra embedsmændene, baseret på tal fra Aarhus Universitet, der mente, at vi kunne nå en reduktion på 24 procent i 2020. Aarhus Universitet sagde dog også dengang, at skønnet var usikkert, og at det kunne variere med 10 til 15 procent i begge retninger.

Ambitiøst mål koster dyreliv og arbejdspladser
Inden du tænker, at det nu bare er landbruget, der hyler op igen, så vil jeg gerne understrege, at vi allerede har opnået en pæn yderligere reduktion i perioden.

Vi har siden 2005 reduceret ammoniakudledningen med 17 procent. Men skal vi nå Ida Aukens mål, som hun har lovet EU, kan vi blive nødt til at nedlægge arbejdspladser, slå tusindvis af dyr ihjel og rulle landbrugets udvikling tilbage. Måske var det i virkeligheden Aukens mål dengang. Hvis ikke, så er det bare ualmindeligt dårligt politisk håndværk.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Hvidtfeldt

Formand for Videncentret for Landbrug og Lolland-Falsters Folketidende, godsejer, Gl. Kirstineberg
cand.agro. (Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole 1995)

0:000:00