L&F om CO2-afgift på fødevarer: Det er en gratis omgang for Dansk Erhverv

Dansk Erhverv har gjort sig til fortaler for, at Danmark som det eneste land i verden skal indføre en høj, ensartet CO2e-afgift på blandt andet udledningerne fra landbrugs- og fødevareproduktionen.

En afgift, der i sidste ende vil betyde dyrere danske fødevarer, som ikke vil ramme de udenlandske fødevarer, der ligger side om side med de danske i supermarkedets kølediske.

Lad mig starte med at slå en ting helt fast. Danmark skal levere på vores høje klimaambitioner, og det vil vi også i landbruget. Som den eneste sektor er vi underlagt et selvstændigt reduktionsmål på 55 til 65 procent i 2030, og der er lige indgået en stor landbrugsaftale, som vil kræve en kæmpe indsats af danske landmænd. Det er vi og vores medlemmer klar på.

Danske landmænd og fødevarevirksomheder leverer nogle af de mest klimaeffektivt producerede fødevarer i verden. De investerer i ny staldteknologi, markrobotter og biogasanlæg, og sammen med forskere og virksomheder knokler de for at finde nye løsninger, der kan reducere klimaaftrykket markant, så vi når vores mål om klimaneutralitet.

Højere priser på danske varer vil resultere i salg af flere udenlandske varer
Men er der tænkt på de helt logiske konsekvenser af Dansk Erhvervs forslag?

Det optimale, hvis man vil gå den vej, er naturligvis en global afgift eller som minimum en europæisk CO2e-afgift

Niels Peter Nørring
Klimadirektør, Landbrug & Fødevarer

For hvis konsekvensen er, at der blot sælges endnu flere af de udenlandske fødevarer til spotpris, er det ikke bare en gratis omgang, men også en dyr omgang for klimaet.

For de mange skåltaler klinger unægtelig lidt hult, når et supermarked i skrivende stund sælger udenlandske burgerbøffer, som altså ikke skal have en afgift, til en stykpris på fem og en halv krone.

En afgift på drivhusgasser er ikke i sig selv en dårlig idé, hvis den kan skrues klogt sammen på en måde, så den også virker hensigtsmæssigt.

Men forudsætningen må være, at den rent faktisk virker, og at den rent faktisk er i stand til at regulere udledningen og adfærden. Det er der minimum fire årsager til, at Dansk Erhvervs forslag ikke gør.

Andre konsekvenser af høj CO2-afgift på danske fødevarer
For det første har man endnu ikke et tilstrækkeligt alternativ at gribe til, når man vil begrænse de naturlige biologiske processer. Hverken når det gælder koens bøvser eller lattergasudledningen fra marker med afgrøder til plantebaserede fødevarer eller foder.

Løsningerne er under udvikling, og det skal vi understøtte. Men løsningerne kan ikke sammenlignes med brancher med eksempelvis udbredte elektrificeringsmuligheder.

For det andet kræver det, at vi løser en central udfordring med at måle den præcise udledning på bedriftsniveau, det vil sige for den enkelte gård, på en måde, der kan omsættes til en afgift. Upræcise målinger, hvor man for eksempel bare antager, at alle marker har samme klimaaftryk, vil give uhensigtsmæssige incitamenter.

Fødevaremarkedet er ekstremt prissensitivt, og supermarkederne følger selvfølgelig nøje prisudviklingen på danske fødevarer sammenlignet med udenlandske

Niels Peter Nørring
Klimadirektør, Landbrug & Fødevarer

For det tredje er der spørgsmålet om lækage. Der er stor usikkerhed om, hvad den helt præcise lækagerate er. Ikke mindst fordi forskerne i årenes løb er kommet frem til helt forskellige rater.

Men lækage er og bliver en reel udfordring. Vi risikerer simpelthen at skubbe udledningerne til udlandet sammen med vores arbejdspladser.

Og for det fjerde skal afgiften ikke (mis)bruges til at få gennemført andre politiske mærkesager. Det er eksempelvis skævt, både socialt og regionalt, hvis man vil give provenuet fra en høj CO2e-afgift tilbage i selskabsskattelettelser, sådan som Dansk Erhverv også foreslår.

Der er intet galt med at lette selskabsskatten. Tværtimod. Men vi skal ikke spænde det for et forslag, der straffer virksomheder, som er beskattet på en anden måde og som i høj grad ligger i landdistrikterne.

Optimalt med en global afgift
Fødevaremarkedet er ekstremt prissensitivt, og supermarkederne følger selvfølgelig nøje prisudviklingen på danske fødevarer sammenlignet med udenlandske.

Derfor kan det have meget negative konsekvenser at lave en dansk særskat, som ikke gælder udenlandske produkter. Det optimale, hvis man vil gå den vej, er naturligvis en global afgift eller som minimum en europæisk CO2e-afgift, da den også vil omfatte mange af vores konkurrenter.

Berlingske har skrevet flere artikler, som dokumenterer, hvordan danske gartnerier risikerer at blive udkonkurreret af billigere, udenlandske gartnerier, som slet ikke leverer samme indsats for at bevæge sig i en grønnere retning, fordi detailhandlen kigger meget nøje på prisen. Det samme kan ske for dansk mælk, kød og plantebaserede fødevarer, hvis vi ikke passer på.

Derfor er et andet relevant spørgsmål, som står tilbage i debatten, om supermarkederne, herunder Dansk Erhvervs medlemmer i detailbranchen, er villige til at give en garanti for, at de ikke vil kigge benhårdt på prisen og udskifte de danske fødevarer med billigere udenlandske?

Vil man garantere at beholde de danske fødevarer i køledisken, også selvom de i modsætning til de udenlandske produkter er pålagt en ekstra afgift?

En garanti af den kaliber vil ikke kunne fjerne alle, men nogle af bekymringerne for danske landmænd og danske fødevareproducenter. Men sådan en garanti er nok svær at give og endnu sværere at realisere.

Derfor er det nok heller ikke den mest hensigtsmæssige måde at indfri de ambitiøse klimamålsætninger, som vi bakker op om og knokler for at levere på.