Thomas Roland: Løft standarden for de dyr, som fødes for at dø for menneskehånd

Uden husdyr var Danmark aldrig blevet befolket.

I folkevandringstiden for tusinder af år siden var dyrene vores adgang til føde om vinteren. Som objekter for jagt og som husdyr, der kunne fordøje de planter, vi havde høstet og tørret, og som vi ikke kunne spise selv. Dyrenes kød og mælk var basis for næring også i årets mørke halvdel. Uden dyr, ingen mennesker meget nord for Rhinen – og slet ikke i vinterhalvåret.

Langt op i tiden afhang vores civilisation af dyrene. Når vi mistede dem, var vi ilde stedt. På godt og ondt var dyrene en del af vores alles liv. De var transportmiddel, fødekilde, og trækdyr foran ploven. De udnyttede rester, vi ikke kunne bruge.

Da den første Brugsforening så dagens lys i 1866 viste en folketælling, at der var 3000 køer opstaldet i over 200 ejendomme i Københavns indre by. Lyden at kreaturer på første sal må have blandet sig med vrinskene fra de hestetrukne sporvogne på gaden og galende haner i baggårdene.

Til gengæld var kød dyrt og ikke en stor del af den daglige ernæring. Det holdt sig dårligt i en verden uden køling og tog lang tid at tilberede i køkkener, hvor madlavning primært foregik i store gryder.

Men den industrielle revolution har også revolutioneret vores adgang til kød og vores forhold til dyrene. Fra kødhakkeren og køleskabet i de private hjem, til førhen utænkelige staldanlæg og dieseldreven langdistancetransport. Først forsvandt dyrene fra byerne og til sidst også fra markerne. Alligevel har vi flere af dem i vores land, end nogensinde før.

Endelig er en stor gruppe forbrugere nok temmelig ligeglade, bare de får billig flæskesteg til jul. I realiteten ved de meget lidt om, hvordan produktionen foregår, og de interesserer sig heller ikke for det

Thomas Roland
CSR-chef, Coop

Trods inflationen er kød historisk billigt, mens historisk få af os har tæt kontakt med de dyr, som skal spises. Vi møder først dyret pænt skåret ud og pakket i plastik i køledisken.

Jeg ved ikke, om respekten for dyrene var anderledes engang. Også for mange år siden, var de nederst i hierarkiet. Fra testamentets skabelsesberetning til praksis i landbruget: Vi mennesker var skabt til at herske over dyrene. Og det gør vi stadig med glæde.

Men i dag er vores forhold til dyrene under forandring. Der er ikke længere konsensus om det. Både i vores egenskab af borgere, og når vi er forbrugere, kan jeg se flere forskellige og delvist modstridende fortællinger om menneskers forhold til dyr udfolde sig.

Med fare for at blive lagt for had af flere grupper på én gang, så lad mig prøve at beskrive nogle af dem, jeg møder i Coop. Overvej gerne, hvor du selv placerer dig:

Der er en lille gruppe, som helt og holdent har købt kombinationen af menneskets overherredømme og industriproduktionens lyksaligheder. Dyr er til for at blive spist, og hvis de ikke er syge, og vokser som de skal, er velfærden som den skal være. Jagthunden behandler de nok lidt anderledes, selvom også den bliver skudt, når den ikke kan mere.

En anden lille gruppe forsøger helt at undgå animalske produkter i deres kost. De benytter sig af de globale værdikæder, supermarkeder med bredt udbud af varer, og de gode muligheder for konservering og berigelse, som gør det muligt at leve fint uden at spise dyr eller produkter fra dem. Også om vinteren i det kolde nord. Meget ofte er det netop overvejelser om dyrevelfærd, som ligger bag deres forsagelse af alt animalsk.

Måske nærmer vi os en tid, hvor vi må erkende, at vi også selv bare er dyr med store hjerner og en systematisk evne til at fortrænge, hvad vi udsætter andre arter for. Vi burde bruge den hjerne og vores empati til at løfte standarden for de dyr, som fødes for at dø for menneskehånd

Thomas Roland
CSR-chef, Coop

En tredje gruppe holder liv i et mere nostalgisk forhold til produktionsdyrene. De prøver at skrue tiden tilbage til før den industrielle produktion og ser allerhelst, at produktionsdyr vokser op på et lille multifunktionelt husmandssted, hvor køerne græsser, dér hvor vi ikke dyrker. Hvor grisen spiser sig fed, mens der er overflod af føde. Og hvor hønsene lever af nedfaldsfrugt, madrester og lidt korn. Mælk, æg og kød er en naturlig del af deres kost – men i begrænsede mængder. For dem er dyrevelfærd udtryk for respekt for de dyr, som vi trods alt ofrer for vores egen skyld, og som de mener er nødvendige i vores fødevaresystem.

Endelig er en stor gruppe forbrugere nok temmelig ligeglade, bare de får billig flæskesteg til jul. I realiteten ved de meget lidt om, hvordan produktionen foregår, og de interesserer sig heller ikke for det.

Jeg tror ikke, de ønsker at kende til detaljerne. Kød med dyrevelfærdsmærket er fint, når det bare ikke koster for meget. God samvittighed kan købes for et par kroner. Men den største velfærd og tætteste kontakt til dyr er den, de giver deres hunde og katte. Så selvom Dyrevelfærdsmærket fungerer for nogle af disse kunder, tror jeg ikke én eneste af dem har spurgt sig selv, hvordan de dyr, som ender i kattemaden, har haft det.

Vores nye fødevareminister bliver lige som os i supermarkederne nødt til at anerkende, at der findes mange fortællinger om dyrevelfærd, med hver sin berettigelse. Men også at vores forhold til dyrene er ved at ændre sig i disse år.

Vi har ikke på samme måde som tidligere brug for dyrene til at sikre vores egen overlevelse. Vi spiser dem for vores fornøjelses skyld, og fordi vi har råd. Mens flere og flere spørger sig selv, om mennesket egentlig bør sætte sig over dyrene på den måde, vi har gjort i årtusinder.

Måske nærmer vi os en tid, hvor vi må erkende, at vi også selv bare er dyr med store hjerner og en systematisk evne til at fortrænge, hvad vi udsætter andre arter for. Vi burde bruge den hjerne og vores empati til at løfte standarden for de dyr, som fødes for at dø for menneskehånd.

Det bør hverken være de særligt betalingsvillige forbrugere, supermarkederne eller den enkelte opdrætter, der skal vise vejen. Det kræver først og fremmest politisk vilje at løfte bundniveauet for de mange dyr i vores varetægt.