Kommentar af 
Maria Reumert Gjerding

Maria R. Gjerding: Naturzoner skal give naturen sin nødvendige plads

KOMMENTAR: Landmænd er tilbageholdende med at udlægge ny natur, fordi de frygter at miste retten til selv at bestemme, hvad de må bruge arealerne til. De bør derfor få en økonomisk gevinst ved at udlægge landbrugsjord til varig natur.

Foto: Niels Ahlmann Olsen/Ritzau Scanpix
Maria Reumert Gjerding
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vi hylder den med vemodige sange, og vi opkalder gader i parcelhuskvarterer efter den. Viber, svaler og lærker, anemoner, bellis og violer.

Men ud over sider i sangbogen og skilte ved asfaltvejen er vi ikke meget for at give plads til alle de skabninger, vi deler denne fantastiske klode med. Og det er udfordringen.

Vi står globalt på kanten af den sjette masseuddøen, og i Danmark er 25 procent af arterne truede. Det er de danske biodiversitetsforskere enige om.

De er også enige om årsagen: Naturen mangler plads. Arterne mangler levesteder.

Fakta
Maria Reumert Gjerding er præsident i Danmarks Naturfredningsforening. Hun er tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten. Gjerding er uddannet cand.scient. i miljøplanlægning og internationale udviklingsstudier fra RUC.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Danmark har i omkring 40 år arbejdet på sagen. Bern-konventionen, Bonn-konventionen, Rio, Cartagena-protokollen, Nagoyamødet med Aichimålene og selvfølgelig EU’s Biodiversitetsstrategi fra 2011.

Vi har med andre ord haft delegation efter delegation ude på den store verdensscene og gang på gang nikket ja til, at nu – nu – vil vi altså gøre noget. Men hjemme igen sker der tæt på ingen verdens ting. 

Vi står globalt på kanten af den sjette masseuddøen, og i Danmark er 25 procent af arterne truede.

Maria R. Gjerding

Jeg vil godt sige, at nu – nu skal vi i gang, og lad os starte herhjemme.

For at give arterne levesteder skal vi prioritere pladsen til dem. Og vi har pladsen, vi skal bare planlægge for den, så vi giver plads og varige levesteder til de mange vidunderlige arter, vi deler dette land med.

Inden for naturbeskyttelseslovgivningen har vi især de mange små, men vigtige §3-områder. Vigtige levesteder som vandløb, søer og vandhuller, moser, enge, heder, overdrev, strandenge og strand-sumpe ligger spredt ud over landet. De kan vokse ind og ud af beskyttelsen.

Det giver god mening, fordi naturen er dynamisk. Men det passer dårligt sammen med landmandens rammevilkår og den øvrige forvaltning af det åbne land.

Landmændene er tilbageholdende med at udlægge ny natur eller lade naturen ligge urørt, fordi de er bange for, at arealerne vokser ind i beskyttelsen og dermed mister retten til selv at beslutte, hvad de må anvende arealerne til.

Vi foreslår derfor, at landmændene nu sikres en økonomisk gevinst ved at udlægge landbrugsjord til varig natur.

Det skal ses i en større sammenhæng og igen – det handler om planlægning. Inden for planlovgivningen har vi Grønt Danmarkskort, der udgør rammen om kommunernes samlede planlægning for naturbeskyttelsesinteresserne.

Intentionen er såmænd god. Kortet skal sikre større og bedre sammenhængende naturområder for at understøtte en positiv udvikling i biodiversiteten.

Forventningerne til Grønt Danmarkskort er kæmpestore, for det skal indfri intentionerne med Naturplan Danmark, nemlig at skabe større og bedre naturområder, der hænger bedre sammen, så vilde dyr og planter i højere grad kan sprede sig. Og dermed skal kortet bidrage til at opfylde FN’s og EU’s 2020 biodiversitetsmål om at standse tilbagegangen i biodiversiteten.

Men det gør kortet desværre ikke. Dels har mange kommuner været lang tid om at få udpeget kortet. Og dels kan kommunerne ændre på, hvordan kortet ser ud - stort set når de vil.

Allerede nu har staten foreslået dele af Grønt Danmarkskort erstattet med sommerhusområder langs kysterne. Dermed udgør kortet i sin nuværende form hverken en kortsigtet eller langsigtet redningsplanke for de uddøende arters behov for større varige levesteder.

Vi efterlyser derfor et Grønt Danmarkskort version II, der sikrer naturen varighed, som fjerner landbrugets barriere for at bidrage aktivt til at redde naturen, og som giver kommunerne mulighed for virkelig at gøre den indsats, som de gerne vil, hvis de havde ressourcerne.

Som vi ser det, handler det altså på den ende side om at bevare de bedste elementer fra Grønt Danmarkskort og §3-beskyttelsen, nemlig udpegning af hvilke områder der bør være natur, den lokale forankring og fastlæggelsen af, at områderne er beskyttede.

Og endelig handler det om at skaffe virkemidler og penge til kommunernes naturarbejde. 

Udfordringen er, at penge og planlægning fremover skal sikre varig natur. Når vi som samfund investerer i naturen, skal den hverken kunne vokse ud af beskyttelsen eller planlægges til byggeri.

Vi skal starte med de offentlige arealer, og vi skal planlægge for dem i det åbne land i øvrigt. Vi kan kalde det for naturzoner.

Vi planlægger for landbrug, industri, infrastruktur, sommerhusområder, parcelhuskvarterer, men naturen er hjemløs.

I dag er Lærkevej det mest populære gadenavn i Danmark. I naturen er antallet af sanglærker totalt set mere end halveret gennem de sidste tre årtier. 

Vi skal i gang, og vi skal i gang nu.

--------

Maria Reumert Gjerding er præsident i Danmarks Naturfredningsforening. Hun er tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten. Gjerding er uddannet cand.scient. i miljøplanlægning og internationale udviklingsstudier fra RUC. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Maria Reumert Gjerding

Præsident, Danmark Naturfredningsforening
cand.scient i miljøplanlægning og internationale udviklingsstudier (RUC 2006)

0:000:00