Maria Reumert Gjerding er ny præsident for Danmarks Naturfredningsforening

PRÆSIDENTVALG: Maria Reumert Gjerding forlader Folketinget i den kommende uge, efter at hun med overbevisende flertal er valgt til ny præsident for Danmarks Naturfredningsforening. "Jeg er både glad og beæret," siger hun.

DN’s repræsentantskab har lørdag eftermiddag valgt Maria Reumert Gjerding til ny præsident.

"Jeg er både glad og beæret over, at DN’s repræsentantskab har valgt mig som præsident. Hvis vi skal gøre os nogen forhåbninger om at kunne genoprette natur og biodiversitet og sætte gang i den nødvendige grønne omstilling, er det nu, vi skal handle. Og her spiller DN en fuldstændig afgørende rolle," siger hun i en pressemeddelelse.

Maria Reumert Gjerding overtager opgaven fra Ella Maria Bisschop-Larsen, der har været foreningens præsident de seneste 12 år.

Medlemmerne af repæsentantskabet mødtes i Faaborg, og her endte det med 134 stemmer på den nye præsident, mens modstanderen, Rune Kjærgaard Lange, fik 52.

"Konkret betyder det, at jeg udtræder af Folketinget i næste uge, og at Øjvind Vilsholm overtager min plads," oplyser hun på Facebook.

Maria Reumert Gjerding er i dag en toneangivende miljø- og klimaordfører for Enhedslisten, og med valget forlader hun Folketinget og dropper partipolitik. 

DN har skullet vælge mellem to kandidater, som er enige om det meste, men som alligevel er ret forskellige. Rune Kjærgaard Lange har ført en valgkamp, hvor hans stærkeste kort har været, at han har været en del af foreningen siden 1991 og derfor har et bedre kendskab end Maria Reumert Gjerding. På den anden side har stået et stort navn, som er kendt, kan skabe synlighed for organisationen, og som også har et stærkt netværk på Christiansborg.

Maria Reumert Gjerding ser mange udfordringer foran sig, som hun nu skal tage hul på:

”Vi ved, at børn i dag kun er halvt så meget i naturen som deres bedsteforældre, på trods af at vi ved, at naturen er med til at skabe sunde, glade og kloge børn, og vi kan se, at der politisk bliver taget livtag med vores ret til at foreslå fredninger. Der er altså nok at tage fat på, og det glæder jeg mig til”, siger hun i pressemeddelelsen.

Du kan læse interview med den nyvalgte DN-præsident her og et portræt her.

Forrige artikel Opposition: Hvor er hensynet til patienterne i regeringens indsats mod svamperesistens? Opposition: Hvor er hensynet til patienterne i regeringens indsats mod svamperesistens? Næste artikel Her er anbefalingerne til et nyt erhvervsfremmesystem Her er anbefalingerne til et nyt erhvervsfremmesystem
  • Anmeld

    Poul Vejby-Sørensen

    Smal opbakning?

    "DN’s repræsentanter i Faaborg har lørdag eftermiddag valgt Maria Reumert Gjerding til ny præsident" skriver Altinget.

    Hvem mon DN's repræsentanter i det øvrige land vælger?

  • Anmeld

    Jakob Müller · cand. scient.

    Ny præsident

    DN repræsenterer mange alm. mennesker i hele Danmark. Som menigt medlem af DN kan jeg dog frygte, at valget af en fremtrædende venstrefløjs politiker som præsident nu vil gøre det alt for nemt for BL, og andre af landbrugets eller industriens interesse- og erhvervsorg. at affeje DN som en politisk organisation, fremfor en græsrodsorg., som arbejder for mere og bedre natur i Danmark. Jeg tror desværre at valget af MRG - på trods af hendes mange kvaliteter -er en bommert for DN

  • Anmeld

    H Klausen Nordjylland

    DN en politisk organisation

    Med valget af Maria Gjerding som præsident er fusionen mellem Enhedslisten og Dansk Naturfredningsforening officielt blevet en politisk enhed.
    Der er givet en hel del af Dansk Naturfredningsforenings medlemmer, der ikke ønsker at blive sat i bås med Enhedslistens politiske holdninger.
    Der er sikkert også en hel del af Enhedslistens vælgere, der ikke ønsker Dansk naturfredningsforenings uhæmmede terrorisering her i Jylland.

    "Jeg vil række bredt ud til alle, der vil være med til at kæmpe for naturen" siger MRG.
    Hvis DN favnede så bredt, at de indfangede de indvandrede og de udsatte ulve her i Jylland, og fandt en plads til dem på Sjælland, så kunne MRG stå der med åbne arme og tage imod dem !
    Samtidig kunne andre dele at netværket sætte den indre tøsedreng og svinehund på friland i det sjællandske område!
    Når man læser årsberetningerne fra DN , er det tydeligt at DN er ret så rundhåndede med andre folks penge, medlemskontingentet dækker ikke ret meget mere end administrationen.