Mogens Jensen giver hård kritik af embedsværk og egen departementschef

MINKSKANDALE: Afgående fødevareminister Mogens Jensen (S) langer ud efter sit eget embedsværk i regeringens redegørelse for minksagen. Fødevareministeriets departementschef har også selv beklaget forløbet, lyder det.

Embedsværket oplyste ikke regeringen om manglende lovhjemmel til aflivning af alle mink – hverken under centralt møde i koordinationsudvalget eller straks da embedsværket blev bekendt med problemet.

Sådan lyder kritikken fra den afgående fødevareminister, Mogens Jensen (S), i følgebrevet til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg om den redegørelse, som regeringen netop har offentliggjort om forløbet vedrørende aflivning af alle mink.

”Jeg finder det kritisabelt, at regeringen ikke i forbindelse med drøftelsen i Koordinationsudvalget den 3. november 2020 bliver oplyst om, at der kan være et hjemmelsproblem i forhold til at udvide den hidtidige indsats med aflivning af mink til hele landet,” skriver Mogens Jensen i brevet og tilføjer:

”Jeg finder det ligeledes kritisabelt, at jeg ikke bliver gjort opmærksom på den manglende lovhjemmel straks, da dette afklares. Min departementschef har beklaget forløbet over for mig.”

Havde ikke godkendt omdiskuteret brev
Ministeren bemærker også kritikken af embedsværket i Justitsministeriets notits om sagen.

Det er "samlet set Justitsministeriets vurdering, at myndighedernes ageren i det samlede forløb må anses for en tilsidesættelse af grundlæggende forvaltningsretlige normer, der har til formål at sikre borgerne mod retstab og yde grundlæggende garantier mod uberettigede indgreb fra myndighederne," står der i notitsen.

Justitsministeriet kalder det samlede forløb "kritisabelt og beklageligt".

Mogens Jensen skriver også til Folketinget, at han beklager, at Fødevarestyrelsen i et omdiskuteret brev til danske minkavlere skrev, at alle mink ”skal aflives”.

Det er nemlig ”formuleret på en sådan måde, at brevet kan opfattes som et generelt påbud om aflivning af mink,” skriver Mogens Jensen og tilføjer:

”Jeg konstaterer, at jeg ikke blev forelagt dette brev, før det blev udsendt.”

Viderebragte ikke oplysning om manglende lovhjemmel
Den afgående fødevareminister skriver endeligt i sit brev, at han først blev opmærksom på det manglende lovgrundlag lørdag 7. november. Det vil sige tre dage efter pressemødet, dagen efter udsendelsen af den ulovlige ordre og dagen før, han selv kontaktede Folketinget om sagen.

Mogens Jensen beklager, at han ”ikke omgående sikrer”, at ministeriet kontakter minkavlerne og fortæller offentligheden, at det ikke var lovligt at kræve samtlige mink aflivet.

”Jeg vil også gerne undskylde for den forvirring og utryghed, det har skabt blandt de danske minkavlere,” skriver Mogens Jensen.

Konsekvenser for embedsværket
SF's formand, Pia Olsen Dyhr, har læst redegørelsen, og hun mener på den baggrund, at Fødevareministeriets departementschef, Henrik Studsgaard, bør gå af.

"Efter at have læst redegørelsen har jeg ikke tillid til Henrik Studsgaard," siger hun til Ritzau ifølge Berlingske.

Olsen Dyhr understreger, at hun selvfølgelig ikke har indflydelse på, hvem der sidder som departementschefer i ministerierne.

Ifølge Enhedslistens sundhedsordfører og gruppeformand, Peder Hvelplund, vil det være "meget mærkeligt", hvis ikke forløbet får konsekvenser for embedsværket. Det sagde han på et pressemøde onsdag middag, kort efter at Mogens Jensen havde meddelt, at han trækker sig som fødevareminister efter massiv kritik og manglende tillid fra regeringens støttepartier.

Forrige artikel Blev han advaret? Sådan så minkforløbet ud fra Mogens Jensens stol ifølge redegørelsen Blev han advaret? Sådan så minkforløbet ud fra Mogens Jensens stol ifølge redegørelsen Næste artikel I embedsværket har især fire aktører et forklaringsproblem efter minkskandale I embedsværket har især fire aktører et forklaringsproblem efter minkskandale
Frej: Lav mærkningsordning for offentlige måltiders CO2-udledning

Frej: Lav mærkningsordning for offentlige måltiders CO2-udledning

DEBAT: Regeringens forslag om to tvungne vegetardage i offentlige køkkener var en ærgerlig måde at indføre bæredygtighed på. Den ny minister bør i stedet stille krav om brug af statens dyrevelfærdsmærke samt indføre en mærkningsordning for kantinernes CO2-reduktion, skriver tænketanken Frej.