Debat

Nyt panel diskuterer detailhandlens sundhedsansvar

PANELDEBAT: En ny række debattører sætter i den kommende måned fokus på detailhandlens ansvar for danskernes madvaner og sundhed. Mød hele panelet her, der blandt andet tæller fødevareminister Dan Jørgensen (S).

Foto: Colourbox.com
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Fødevareminister Dan Jørgensen (S) langede i sommer ud efter detailhandlen.

Han vil have butikkerne til at bruge den magt, de har, til at fremme sundhed i befolkningen. Det kan blandt andet ske ved flere sunde varer på hylderne og en anderledes indretning af varesortimentet i butikkerne.

Ministeren har i første omgang indledt en dialog med branchen om en frivillig aftale, men han afviser heller ikke fuldstændigt tanken om at regulere på området, hvis ikke dialogen fører til konkrete løfter og handling.

Med udgangspunkt i Dan Jørgensens initiativ diskuterer det nye debatpanel på Altinget: fødevarer ud fra spørgsmålet: Hvilket ansvar bærer detailhandlen for danskernes madvaner og sundhed? Og er det i så fald noget, politikerne skal blande sig i?

Se det samlede panel her:

Dan Jørgensen (S)
Fødevareminister. Dan Jørgensen blev i 2013 hentet hjem fra Europa-Parlamentet for at afløse Karen Hækkerup (S) som fødevareminister. I Parlamentet har han, siden han blev valgt første gang i 2004, blandt andet været formand for de danske socialdemokrater og næstformand for Udvalg for Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed. Han er cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet. 

Anna Lise Mortensen
Ansvarlighedsdirektør i COOP. Anna Lise Mortensen har tidligere været direktør i Rådet for Bæredygtig Erhvervsudvikling, CSR- og kommunikationsdirektør i Novozymes med sæde i direktionen og i en lignende stilling hos Brødrene Hartmann A/S før det. Hun er oprindelig uddannet i biologi ved Københavns Universitet.

Lotte Engbæk Larsen
Markedschef i Dansk Erhverv. Lone Engbæk Larsen har været i Dansk Erhverv i seks år og har tidligere arbejdet med politisk interessevaretagelse for Bryggeriforeningen og på Christiansborg. Hun er uddannet cand.polit. og HD (O).

Camilla Udsen
Seniorrådgiver i fødevarepolitik ved Forbrugerrådet Tænk. Camilla Udsen varetager forbrugerinteresser, bl.a. ved at repræsentere forbrugere i en bred vifte af udvalg i Danmark og EU. Hun er desuden projektleder for Forbrugerrådet Tænks interessefællesskab for dagligvarer. Camilla Udsen er levnedsmiddelkandidat, ph.d i molekylær mikrobioogi fra DTU.

Jan E. Jørgensen (V)
Forbrugerordfører. Jan E. Jørgensen har været medlem af Folketinget siden 2011. Han har tidligere været advokat (L) ved DLA Nordic og Horten, miljøkonsulent, advokatfuldmægtig og advokat (L) ved De Samvirkende Købmænd. Og så har han været direktør for Foreningen for et Bedre Butiksmiljø. Han har en juridisk embedseksamen fra Københavns Universitet.

Klaus G. Grunert
Professor, dr.oec.habil. i marketing ved Aarhus Universitet. Han er stifter og direktør i Center for Research on Customer Relations in the Food Sector (MAPP), der forsker i forbrugerrelationer i fødevaresektoren. Han har desuden forsket i produktudvikling, kommunikation og offentlige kampagner rettet mod sundere madvaner.

Lisbeth Bech Poulsen (SF)
Fødevareordfører. Lisbeth Bech Poulsen har været medlem af Folketinget siden 2011. Hun er uddannet MSc i udvikling og internationale forhold ved Aalborg Universitet.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00