Miljøstyrelsen tilbageholdt nye kvælstof-tal for EU

HAVMILJØ: Først rasede oppositionen over ikke at være informeret. Nu viser det sig, at Esben Lunde Larsens Miljøstyrelse heller ikke orienterede EU om mulige fejl i kvælstof-tal. “I værste fald et dække over sandheden,” lyder kritikken.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) er blevet kritiseret for at tilbageholde oplysninger til Folketinget. Nu lyder der også kritik af ministeriets orientering af EU-Kommissionen.
Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) er blevet kritiseret for at tilbageholde oplysninger til Folketinget. Nu lyder der også kritik af ministeriets orientering af EU-Kommissionen.Foto: /ritzau/Jens Dresling
Sine Riis LundHjalte T. H. Kragesteen

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen har været under beskydning for at skjule vigtig viden om udviklingen i det danske havmiljø over for Folketinget.

Nye oplysninger viser, at Miljø- og Fødevareministeriet heller ikke har orienteret EU-Kommissionen om formodede fejl i kvælstofmålinger i perioden 2010-2015.

Altinget har fået aktindsigt i et brev fra Miljøstyrelsen til EU-Kommissionen fra den 15. juni i år, hvor styrelsen kun fortæller om fejl i prøver fra 2016 og begyndelsen af 2017.

Det selv om forskere fra Aarhus Universitet har oplyst Miljø- og Fødevareministeriet om, at der kunne være metodiske og systematiske afvigelser i kvælstofprøver helt tilbage fra 2010.

Det her bestyrker i den grad min mistanke om, at man har fundet det politisk opportunt at tilbageholde det her for befolkningen, for Folketinget og for EU-Kommissionen.

Maria Reumert Gjerding
Miljøordfører for Enhedslisten
EU-Kommissionen burde fra start være blevet orienteret om mulige fejl i kvælstofmålinger helt tilbage fra 2010, mener flere miljøordførere. 
EU-Kommissionen burde fra start være blevet orienteret om mulige fejl i kvælstofmålinger helt tilbage fra 2010, mener flere miljøordførere.  Foto: /ritzau/Jan Dagø

Det kan betyde, at koncentrationen af kvælstof i mere end syv år har været 15-20 procent højere, end man ellers har troet

Tilbageholdelsen af den centrale viden er dybt problematisk, mener flere oppositionspartier.

Det er i bedste fald sjusk og i værste fald at dække over sandheden.

Ida Auken
Miljøordfører for Radikale Venstre

“Det er i bedste fald sjusk og i værste fald at dække over sandheden,” siger Radikale Venstres miljøordfører Ida Auken.

Vigtig viden for Kommissionen
Ida Auken kan ikke finde på en undskyldning for, at ministeriet ikke skulle have oplyst EU-Kommissionen om usikkerheden i prøverne for årene 2010-2015.

“Jeg kan slet ikke se nogen grund til, at man ikke skal give alle oplysningerne bagudrettet. De ligger lige på kanten af en EU-sag, så det kan måske forklare, hvis de bevidst prøver at skjule det her, men det vil jo være alvorligt, hvis det er tilfældet,” siger hun.

Enhedslistens miljøordfører Maria Reumert Gjerding pointerer, at kvælstofniveauet i danske fjorde og havområder er helt central viden i forhold til de internationale spilleregler, som Danmark er underlagt.

“Det er altså under al kritik. Kommissionen burde klart have fået at vide, at der er en begrundet mistanke om, at målingerne helt tilbage til 2010 ligger for lavt. De tal og de usikkerheder skal frem,” siger Maria Reumert Gjerding.

Også Alternativets miljøordfører Christian Poll undrer sig.

“I det øjeblik man får den viden, så bør det selvfølgelig meldes tydeligt ud. Det er jo det grundlag, man har for at leve op til nitratdirektivet, og fejlene i prøverne kan betyde, at det grundlag måske vakler,” siger han.

Danmark skal leve op til en række EU-retlige forpligtelser. Blandt andet har Danmark skrevet under på Vandrammedirektivet, der forpligter os til, at vandmiljøet skal være i en såkaldt "god økologisk tilstand". Dette og andre direktiver har udløst stor diskussion om, hvor meget kvælstof Danmark kan udlede, før EU kommer efter os.

Afventer serviceeftersyn
Miljø- og Fødevareministeriet har ikke ønsket at udtale sig om sagen, men bekræfter, at underretningen til Kommissionen er sket via brevet den 15. juni.

Ministeriet gør opmærksom på, at man desuden har oplyst over for Kommissionen, at man løbende vil holde dem underrettet om serviceeftersynet.

Regeringens serviceeftersyn forventes afsluttet omkring årsskiftet.

Ida Auken har som tidligere miljøminister erfaring med, hvad og hvor meget EU-Kommissionen skal have oplyst, og hun er ikke i tvivl om, at de mulige fejl i prøverne helt tilbage fra 2010 også er relevant.

“Jeg kan ikke se, at ministeriet har nogen som helst ret til at holde de her oplysninger tilbage. De har givet et meget detaljeret oplysningsniveau om, hvad der lå til grund for landbrugspakken, og hvis det så viser sig, at man har målt forkert ude i virkelighedens verden, så er det jo helt central viden at få for EU-Kommissionen,” siger hun.

Politisk opportun tilbageholdelse
Onsdag er Esben Lunde Larsen kaldt i samråd, hvor han blandt andet skal forholde sig til de markante usikkerheder om gamle kvælstoftal.

Konservatives miljøordfører Mette Abildgaard vil ikke forholde sig til underretningen til EU, før hun har fået et overblik over forløbet.

Maria Reumert Gjerding mener, at regeringens orientering til EU-Kommissionen kun bekræfter et overordnet billede af, at ministeren og ministeriet bevidst har tilbageholdt væsentlige oplysninger.

“Det her bestyrker i den grad min mistanke om, at man har fundet det politisk opportunt at tilbageholde det her for befolkningen, for Folketinget og for EU-Kommissionen,” siger hun.

Forstå, hvad onsdagens samråd med Esben Lunde Larsen (V) handler om her.

Læs også: Esben Lunde beskyldes for at skjule nye kvælstof-tal for Folketinget

Dokumentation

Kvælstofsagen - kort fortalt:
Sagen om fejl i kvælstoftallene begyndte, da miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) i juni orienterede Folketinget om, at der var opdaget fejl i kvælstof- og fosformålinger for 2016-2017.

Fejlene var opstået hos Laboratoriet ALS, og ministeriet har efterfølgende igangsat et serviceeftersyn af hele området. 

Tilbage i juni beroligede Esben Lunde Larsen om, at de fejlagtige målinger netop var for 2016 og 2017 og derfor endnu ikke er rapporteret officielt og dermed ikke er brugt i miljøreguleringen til eksempelvis at stille krav til landbrugets udledning.

I slutningen af oktober meddelte Miljøstyrelsen, at der også er konstateret afvigelser i analyserne af ferskvand fra 2012 til 2014, ”ligesom der kan være uregelmæssigheder i de marine prøver”.

Miljøstyrelsen meddelte 14. november til Altinget, at det er for tidligt at sige noget om konsekvenserne.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Poll

Specialkonsulent, DTU, afdelingen for Kvantitativ Bæredygtighedsvurdering
civilingeniør (DTU,1991)

Ida Auken

MF (S), fhv. miljøminister (SF)
cand.theol. (Københavns Uni. 2006)

Maria Reumert Gjerding

Præsident, Danmark Naturfredningsforening
cand.scient i miljøplanlægning og internationale udviklingsstudier (RUC 2006)

0:000:00