Redegørelse: Ministre blev orienteret om MRSA

MRSA: Fødevarestyrelsens MRSA-redegørelse viser, at ministre og departement i det store og hele er blevet orienteret korrekt. Fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) vil på den baggrund hverken sætte ind over for styrelse eller departement.

Foto: Ernst van Norde/Scanpix
Lasse Lange

Fødevarestyrelsens undersøgelse af Fødevarestyrelsen frikender Fødevarestyrelsen.

Det er konklusionen, efter styrelsen onsdag offentliggjorde sin redegørelse omkring MRSA, hvor Fødevarestyrelsen ellers har været hårdt kritiseret for ikke at videregive videnskabelige anbefalinger til skiftende ministre korrekt.

“Redegørelsen viser, at DTU’s anbefalinger overordnet set er blevet videreformidlet til departement og skiftende ministre. Det har været politiske valg, hvorvidt man har fulgt anbefalingerne fra DTU,” siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen i en pressemeddelelse på baggrund af redegørelsen fra Fødevarestyrelsen.

Vil ikke skride ind over for styrelse
Undervejs i forløbet omkring MRSA har han ellers selv kritiseret Fødevarestyrelsen for ikke at have rådgivet korrekt.

Denne redegørelse får mig ikke til at sætte gang i yderligere foranstaltninger over for styrelsen eller departementet.

Esben Lunde Larsen (V)
Miljø- og fødevareminister

“Det ryster mig, når jeg ikke får forelagt alt i en sag,” sagde Esben Lunde Larsen i et samråd før efterårsferien.

“Jeg er meget glad for mit job som miljø- og fødevareminister. Jeg vil meget nødigt ryge på en sag, hvor der er ting, der ikke er forelagt mig korrekt,” konstaterede miljø- og fødevareministeren videre ved samrådet, der imidlertid omhandlede et andet hjørne af MRSA-sagen end det, styrelsen nu har redegjort for.

Redegørelsen giver ikke anledning til at tage yderligere skridt over for embedsværket.

“Denne redegørelse får mig ikke til at sætte gang i yderligere foranstaltninger over for styrelsen eller departementet,” siger Esben Lunde Larsen i pressemeddelelsen.

Det er til trods for, at redegørelsen viser, at Fødevarestyrelsen efter opfordring fra svineindustrien i 2011 valgte at undtage avlstoppen fra en screeningsundersøgelse for husdyr-MRSA. DR har således tidligere dokumenteret, hvordan brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer advarede om, at det kunne få “handelsmæssige konsekvenser” for svineindustrien, hvis et eventuelt fund af MRSA i avlstoppen gav danske svin “MRSA-stemplet”.

Indrømmelser
Selv om Fødevarestyrelsen i sin redegørelse grundlæggende konkluderer, at styrelsen har optrådt korrekt, er der også ting, styrelsen burde have gjort bedre, erkender styrelsen i sin redegørelse.

"Bedømt på fremstillingen i DR’s dokumentar, kan det konstateres, at hverken kompleksiteten i forhold til at sikre effektiv bekæmpelse (af MRSA, red.) eller karakteren af den viden, der fortsat var behov for i 2010-2014, har været klar og forståelig," konstaterer Fødevarestyrelsen i sin redegørelse.

Også krisekommunikationen burde i samarbejde med DTU have været bedre, ligesom anvendelsen af veterinærfaglig viden i sagen trods alt har ladet noget tilbage at ønske.

"Fødevarestyrelsen kunne tidligere have inddraget forskningsbaseret veterinærfaglig viden om smittespredning mellem dyr og mennesker på det tidspunkt, hvor det viste sig, at fødevarer ikke var den primære spredningskilde for husdyr-MRSA," skriver styrelsen.

Intet “usagligt” pres på eksperter
Fødevarestyrelsen er også blevet kritiseret for at lægge pres på det videnskabelige eksperter fra DTU, der har rådgivet myndighederne om MRSA. Styrelsens redegørelse siger imidlertid, at DTU ikke er blevet underlagt et “usagligt pres”.

“Fødevarestyrelsen har ikke lagt usagligt pres på hverken DTU som institution eller på enkelte medarbejdere. Fødevarestyrelsen har anmodet DTU FOOD’s ledelse om at respektere rollefordelingen i risikoanalysen,” skriver Fødevarestyrelsen i redegørelsen.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen indskærper på den baggrund, at alene det, at diskussionen om pres på forskerne er opstået, er problematisk.

“Det er klart, at mens DTU’s ledelse skal respektere rollefordelingen, så skal Fødevarestyrelsen også respektere forskningsinstitutionernes uafhængighed og forskernes ytringsfrihed. Selvom Fødevarestyrelsen ikke selv har en opfattelse af, at den skulle have forsøgt at begrænse forskeres ytringsfrihed, skal diskussionen slet ikke opstå. Derfor vil jeg præcisere over for Fødevarestyrelsen, at forskningsfriheden er ukrænkelig, og at forskere har ret til at benytte sig af deres ytringsfrihed,” siger Esben Lunde Larsen i pressemeddelelsen.

Han benytter lejligheden til at indkalde aftalepartierne bag den såkaldte MRSA-handlingsplan samt MRSA-ekspertgruppen, så det kan blive besluttet, hvilke yderligere tiltag der skal tages til at bekæmpe husdyr-MRSA blandt svin.

“Som minister vil jeg gøre alt, hvad jeg kan for at nedbringe smitten,” siger Esben Lunde Larsen.

Læs hele redegørelsen her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Esben Lunde Larsen

Senior landbrugsspecialist, Verdensbanken, fhv. miljø- og fødevareminister, uddannelses- og forskningsminister og MF (V)
cand.theol. (Københavns Uni. 2008), ph.d. (Københavns Uni. 2013)









0:000:00