S: Eva Kjer snakker udenom i forskningssag

FORSKNING: Bjarne Laustsen (S) beskylder fødevareministeren for bevidst at snakke udenom i sag om inhabilitet i komité, der uddeler penge til forskning i dyrevelfærd.
Bjarne Laustsen uddeler kritik til fødevareminister Eva Kjer Hansen.
Bjarne Laustsen uddeler kritik til fødevareminister Eva Kjer Hansen.Foto: www.socialdemokraterne.dk
Kasper Frandsen

Det virker faktisk som om, at ministeren godt ved, at der er noget galt, når hun er så upræcis, som hun er.

Bjarne Laustsen (S)
Fødevareordfører

"Det er en omgang udenomssnak."'

Sådan betegner fødevareordfører Bjarne Laustsen (S) de svar, der er givet til Folketinget på hans spørgsmål til fødevareminister Eva Kjer Hansen (V).

Bjarne Laustsen havde spurgt ind til forhold omkring to afviste forskningsansøgninger i dyrevelfærd. Begge ansøgninger var afvist af en komité under Det Strategiske Forskningsråd, hvor vicedirektøren for Danish Meat Association, Erik Bisgaard Madsen, sidder som formand.

Bjarne Laustsen havde blandt andet spurgt til vicedirektørens habilitet. Men i fødevareministerens svar fremgår det, at hun ikke er enig i kritikken fra Bjarne Laustsen.

I sit svar lægger hun blandt andet vægt på, at Det Strategiske Forskningsråd alene "vurderer den faglige kvalitet" (se hele svaret nederst på siden).

Dokumentation

Spørgsmålene fra MF Bjarne Laustsen og svarene fra fødevareminister Eja Kjer Hansen:

Spørgsmål 174:

”Vil ministeren oplyse, hvorvidt der blandt de tilsagn til projekter under Fødevareforskningsprogrammet 2008, er projekter, der omhandler rodemateriale eller skuldersår?”

Svar:
Blandt de 18 forskningsprojekter, som har fået tilsagn om støtte under Fødevareforskningsprogrammet 2008, er der ingen projekter, der omhandler rodematerialer eller skuldersår.

Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i brev af 15. januar 2009 stillet følgende spørgsmål nr. 175 (Alm. del) som hermed besvares. 

Spørgsmål 175:
”Vil ministeren oplyse, hvorvidt der var ansøgninger til Fødevareforskningsprogrammet 2008, som vedrørte rodematerialer eller skuldersår?”

Svar:
Blandt de i alt 49 ansøgninger, som FødevareErhverv modtog til Fødevareforskningsprogrammet 2008, var der én ansøgning, som omhandlede rodematerialer til svin (projekttitel: Rode-beskæftigelsesmateriale til svin) samt én ansøgning som omhandlede skuldersår hos svin (projekttitel: Smerter, patoanatomi og søers skuldersår – hvordan hænger det sammen?). Begge ansøgninger søgte tilskud under indsatsområdet ”dyrevelfærd”.

Spørgsmål 176:
”Vil ministeren oplyse begrundelsen for, at ansøgninger vedrørende rodematerialer eller skuldersår ikke har fået tilsagn om tilskud, herunder oplyse hvor i bedømmelsesprocessen ansøgningerne blev afvist?”

Svar:
I henhold til § 18, stk. 2 i lov om forskningsrådgivning skal Det Strategiske Forskningsråd inden de enkelte ministres uddeling af statslige forskningsbevillinger, godkende uddelingsproceduren og foretage en forskningsfaglig vurdering af indkomne ansøgninger. På baggrund heraf uddeler de enkelte ministre midlerne blandt de ansøgere, som Det Strategiske Forskningsråd har fundet støtteværdige. Det Strategiske Forskningsråd er nedsat af videnskabsministeren.

For så vidt angår ansøgninger til Fødevareministeriets forskningsprogrammer betyder det, at Det Strategiske Forskningsråds programkomite for Sundhed, Fødevarer og Velfærd vurderer ansøgningernes forskningsfaglige kvalitet. Blandt de ansøgninger, som er støtteværdige ud fra en forskningsfaglig vurdering, kan Fødevareministeriet efter rådgivning fra Det Rådgivende Udvalg for Fødevareforskning (RUFF) vurdere, hvilke ansøgninger, det mener, bør tildeles tilskud. 

Proceduren gælder ikke for basisbevillinger knyttet til en bestemt institution eller bevillinger til forskningsbaseret myndighedsbetjening.

Fødevareministeriet modtog 14 ansøgninger i 2008 til indsatsområdet vedrørende dyrevelfærd. Heraf vurderede Det Strategiske Forskningsråds programkomite for Sundhed, Fødevarer og Velfærd, at 8 ansøgninger var støtteværdige ud fra en forskningsfaglig vurdering.

For projektansøgningerne Rode-beskæftigelsesmateriale til svin og Smerter, patoanatomi og søers skuldersår – hvordan hænger det sammen? fremgår af afslagsbrevene fra Fødevareministeriet til projektlederne, at Det Strategiske Forskningsråd har vurderet ansøgningen som ikke-støtteværdig med følgende begrundelse: Projektet savner tilstrækkelig forskningsmæssig kvalitet og højde.

Spørgsmål 177:
”Vil ministeren oplyse sammensætningen af bedømmelseskomitéen for Fødevareforskningsprogrammet 2008?”

Svar:
Som nævnt under svaret på spørgsmål 176 er Det Strategiske Forskningsråd nedsat af videnskabsministeren. Det Strategiske Forskningsråds Programkomite for Sundhed, Fødevarer og Velfærd vurderede den forskningsfaglige kvalitet af ansøgningerne til Fødevareministeriets fødevareforskningsprogram i 2008.

Programkomiteen havde i 2008 følgende sammensætning:

- Viceadministrerende direktør, ph.d. Erik Bisgaard Madsen – formand Danish Meat Association
- Direktør, civilingeniør Lisbeth Valentin Hansen – næstformand
DHI Vand-Miljø-Sundhed
- Lektor ph.d. Hans Rask Jensen
- Mads Clausen Instituttet, Sydddansk Universitet
- Overlæge, professor dr.med. Jørgen Jespersen
- Sydvestjysk Sygehus Esbjerg, Klinisk Biokemisk Afdeling, Syddansk Universitet
- Professor, mag. scient.soc. Elsebeth Lynge fra Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet
- Sektionsleder, seniorforsker Jette Nielsen fra DTU Aqua
- Professor, dr. phil. Flemming Just fra Institut for forskning og Udvikling i Landdistrikter (IFUL), Syddansk Universitet
- Overlæge, dr. med. adjg. Professoer Allan Vaag fra Steno Diabets Center
- Docent Helena Lindmark-Månsson, ph.d. fra Swedish Dairy Association, Lund Sweden

Blandt de ansøgninger, som denne programkomité ud fra en forskningsfaglig vurdering meddelte Fødevareministeriet var støtteværdige, besluttede Fødevareministeriet efter rådgivning fra Det Rådgivende Udvalg for Fødevareforskning (RUFF), hvilke ansøgninger, der fik tilsagn. 

Spørgsmål 178:

”Vil ministeren oplyse, hvorvidt der bliver foretaget partshøring forud for meddelelse af et afslag om tilskud under Fødevareforskningsprogrammet?”

Svar:
Der blev foretaget partshøring forud for meddelelsen om afslag om tilskud under Fødevareforskningsprogrammet 2008. Partshøringssvar fra projektlederne blev forelagt Det Strategiske Forskningsråd, Programkomiteen for Sundhed, Fødevarer og Velfærd med henblik på en eventuel revurdering af ansøgningen. Resultatet af Det Strategiske Forskningsråds behandling af partshøringssvaret var følgende:

For projektet vedr. Skuldersår hos svin:

”Programkomitteen takker for dit høringssvar. Din forskningsmæssige problemstilling er trukket klarere op i dit svar, end den var i din ansøgning. Det er imidlertid Programkomiteens opgave at bedømme ansøgningen i den form, den har ved indsendelsen. Vi må derfor fastholde bedømmelsen som ikke-støtteværdig.”

For projektet vedr. Rode-beskæftigelsesmateriale til svin:

”Programkomitteen takker for dit høringssvar. Vi har genlæst din ansøgning i lyset af dine kommentarer til bedømmelsen. Vi finder dog fortsat ikke, at din ansøgning har en tilstrækkelig forskningshøjde til at gå videre i konkurrencen om de opslåede midler.”

Spørgsmål 179:
”Vil ministeren oplyse, om det er hensigtsmæssigt at have en person, som er højt placeret i Dansk Svineproduktion, til at bedømme forskningsprojekter, hvis resultater kan medføre negativ omtale og yderligere krav til dette erhverv?”

Svar:
Den forskningsfaglige bedømmelse af ansøgningerne i henhold til § 18, stk. 2 i lov om forskningsrådgivning foregår som nævnt under Det Strategiske Forskningsråd i Videnskabsministeriet regi, og jeg har derfor indhentet følgende svarbidrag fra videnskabsministeren, som jeg skal henholde mig til:

”Det Strategiske Forskningsråd vurderer den forskningsfaglige kvalitet af ansøgningerne til Fødevareministeriets forskningsprogram. Det Strategiske Forskningsråd foretager ikke en vurdering af bevillinger til udredninger mv. og heller ikke af bevillinger til forskningsbaseret myndighedsbetjening. 

I henhold til lov om forskningsrådgivning udnævner Det Strategiske Forskningsråds bestyrelse medlemmerne af programkomiteerne. Medlemmerne udnævnes på grundlag af deres forskningsfaglige kvalifikationer. Sammensætningen foretages ud fra hensynet til, at programkomiteens medlemmer skal have en bred dækning af de forskningsområder, der hører under programkomiteen. 

Beslutningen om, hvilke ansøgninger, der er støtteværdige ud fra en forskningsfaglig vurdering, foretages af den samlede programkomite.

Eventuelle konsekvenser af, at en ansøger ikke får bevilling, kan ikke indgå i programkomiteernes forskningsfaglige vurdering af en ansøgning”.


0:000:00