Debat

S: Venstre spiller politisk klodsmajor med miljø- og fødevarepolitikken

DEBAT: Venstre har ført miljø- og fødevarepolitik væk fra midten og har ladet erhverv og miljø stå i modsætning til hinanden, mener fødevareordfører Simon Kollerup (S), der samtidig inviterer ministeren til en sommerøl og stabilt samarbejde.

Simon Kollerup (S) inviterer miljø- og fødevareministeren til en sommerøl og samarbejde.
Simon Kollerup (S) inviterer miljø- og fødevareministeren til en sommerøl og samarbejde.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Simon Kollerup (S)
Fødevareordfører

Når man skal forstå min og Socialdemokratiets vurdering af Venstre og partiets håndtering af miljø- og fødevarepolitikken de seneste to år, så er det vigtigt at forstå, hvad det socialdemokratiske mål er med det samme politikområde.

Socialdemokratiet mener i opposition såvel som i regering, at miljø- og fødevarepolitikken skal være drevet af to formål: fremgang og balance.

Fremgang og balance
Fremgang for erhvervet, som skaber gode danske arbejdspladser fra gården over slagteriet. Fra kutteren over filetfabrikken via transporten, i detailhandlen og på restauranterne. Det er vigtigt for Socialdemokratiet, at miljø- og fødevarepolitikken tilrettelægges, så den skaber arbejdspladser, vækst og fremgang for fødevareerhvervene.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Samtidig ønsker vi fremgang for det grønne. Miljøet og naturen bliver af mange sat i modsætning til mulighederne for at skabe fremgang for fødevareerhvervene. Intet kunne være mere forkert. Derfor ønsker vi, at fremgangen i miljøtilstanden og en grønnere udvikling i naturen følger de nye arbejdspladser og væksten på landet og ved vandet.

Venstre laver politik væk fra midten
Desværre har Venstre forvaltet miljø- og fødevareområdet ubalanceret og gjort det til en fløjpolitisk kampplads, hvor erhverv og miljø står i vejen for hinanden, og hvor det er miljøet, som lever i skyggen. Forløbene omkring landbrugspakken, MRSA, fiskeripakken m.m. er alle udtryk for, at regeringen håndterer miljø- og fødevarepolitikken som et spil politisk klodsmajor. Venstre må gøre op med sig selv, om det er vejen frem. For hvis ikke man finder en mere samarbejdssøgende og midterorienteret stil frem, så risikerer tårnet at vælte og klodserne at ligge hulter til bulter.

Venstre har forvaltet miljø- og fødevareområdet ubalanceret og gjort det til en fløjpolitisk kampplads, hvor erhverv og miljø står i vejen for hinanden, og hvor det er miljøet, som lever i skyggen.

Simon Kollerup (S)
Fødevareordfører

Jeg har hørt flere venstrefolk sige, at Socialdemokratiet spiller en central rolle i, at Venstre forvalter området så ustabilt, som tilfældet er. Meget kan man tilskrive os, men i sidste ende er det Venstre selv, som lagde vetoretten om landbrugspakken i hænderne på LA. Ud på fløjene, væk fra midten. Det er Venstre, som trods opfordringer til det modsatte ikke havde sikret fremdrift, men tværtimod tvivl om MRSA-indsatsen. Og det var i øvrigt Venstre selv, som skubbede forhandlingerne om fiskeriområdet over i favnen på et flertal i Folketinget uden om regeringen.

S-kritik
Socialdemokratiet har kritiseret forløbet om landbrugspakken hårdt. Ja, fordi der i den grad var noget at komme efter. Det har tiden indtil i dag jo også vist. Vi har krævet højere kadence i MRSA-indsatsen. Ja, fordi vores egen MRSA-handlingsplan var i slæbegear langt ind i denne regeringsperiode. Vi har stillet os i spidsen for en vækst- og udviklingspakke for dansk fiskeri. Ja, fordi vi kunne skabe flertal for vores politik og ønske om et stærkt fokus på kystfiskeriet, opgør med kvotekonger og et bredt løft af fiskeriområdet.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at alt dette har givet panderynker på ministerkontoret. Det har måske enkelte dage sat sig på humøret, men det må vi i fællesskab komme over.

De bedste politiske resultater de sidste to år er dem, hvor regeringen har valgt samarbejde i stedet for enegang. Det er der, hvor Socialdemokratiet er blevet inviteret til forhandlinger og har lavet gode, solide aftaler med både fremgang og balance. De bedste eksempler er pesticidaftalen og aftalen om fremtidens husdyrregulering, der endte med at høste bred politisk opbakning.

Skal vi drikke en øl, hr. minister?
Derfor er min opfordring til Venstre og regeringen: Miljø- og fødevareområdet har brug for stabilitet og bredde. Socialdemokratiet er klar til et konstruktivt samarbejde, som sikrer fremgang og den rigtige balance. Lad os starte med den målrettede regulering af landbruget, som er en af de store, helt grundlæggende reguleringsmekanismer, hvor et bredt, stabilt flertal er afgørende for erhverv såvel som miljø.

Hvis miljø- og fødevareministeren tager imod den sommer-øl, jeg her byder ham på, så er jeg sikker på, at vi kan få brudt isen og skabt grundlaget for en mere stabil miljø- og fødevarepolitik i Danmark. Han bestemmer selv, om det skal være en Thy-øl eller måske endda en Stauning Whisky. Bare det skaber resultater.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Simon Kollerup

MF (S), formand, Folketingets Finansudvalg, forsvarsordfører
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2011)

0:000:00